Kontakt
Martina Cavarretta Bertelsen
Sundhed & Ældre
Telefon: +45 3370 3153
E-mail: macb@kl.dk
Sundhedsreformen medfører ændringer i kommunernes sundhedsopgaver og i den kommunale økonomi. Denne tidslinje giver et samlet overblik over de vigtigste datoer og processer frem mod – og efter – den 1. januar 2027, hvor myndighedsansvaret for fire udvalgte sundhedsopgaver overgår fra kommunerne til regionerne.
Kommunerne har en helt central rolle i forberedelsen og gennemførelsen af opgaveflytningen. Det gælder både, når der skal leveres data om den nuværende opgaveløsning og tilhørende økonomi, og når der skal indgås aftaler med regionerne og gennemføres delingsprocesser om aktiver, passiver, personale og øvrige forpligtelser.
Det følger af sundhedsreformen at kommunerne i løbet af 2025 skal tilvejebringe oplysninger til regionerne om, hvordan opgaverne løses i dag og om omkostninger forbundet hermed.
På baggrund af Sundhedsstyrelsens afgrænsning af opgaveflyttet og afklaringen af økono-mien heri, deler kommunerne detaljeret viden om de opgaver, der berøres af opgaveflyttet.
Kommunernes oplysninger suppleres med data vedrørende kommunernes aktiviteter for sundhedstilbud, der har indgået i grundlaget for økonomien i opgaveflytningen fra kommuner til regioner. Herunder antallet af pladser, forløb eller aktiviteter underopdelt hvor muligt, gennemsnitlige enhedsudgifter, samlede udgifter samt oplysninger om organisering af opgaverne.
Indenrigs- og sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at beslutninger efter 1. januar 2026 hos en kommune om væsentlige økonomiske dispositioner vedr. opgaver, der overføres pr. 1. januar 2027 til en region, kræver godkendelse eller kan ændres af den pågældende region hhv. det forberedende regionsråd i Østdanmark.
[Opdateres]
Delingsprocessen foregår i 2026 – og sker i to eller tre faser.
I fase 1 er kommunens opgave at udarbejde et udkast til en aftale mellem den afgivende og den modtagende myndighed om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der overføres.
Det fremgår af forårsaftalen at ejendomme, der helt eller overvejende er knyttet til de opgaver, der overføres fra kommuner til regioner skal overføres vederlagsfrit til regionerne. Udgangs-punktet for overførslen er ejendommenes anvendelse som anvendt den 25. maj 2025.
Forud for aftalens indgåelse skal et aftaleudkast forelægges for repræsentanter for de ansatte, der skal overføres, samt sendes til regionsrådet, Delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Kommuner i Region Sjælland og Region Hovedstaden forelægger aftale-udkastet til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Ministeriet er bemyndiget til at kunne kræve en revisionspåtegning.
Kommunalbestyrelsen har frist for forelæggelse af udkast til delingsaftalen den 1. maj 2026.
I fase 2 forhandler kommunerne med den relevante region/sundhedsråd om indgåelsen af en aftale om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte.
Kan der ikke opnås enighed senest den 1. juli 2026, overgås til fase 3, hvor et Delingsråd, i tråd med kommunalreformen i 2005, vil træffe beslutning om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der skal overføres. Delingsrådet har frist for beslutning senest den 1. oktober 2026.
Myndigheds- og finansieringsansvaret flyttes fra kommuner til regioner. Opgaveflytningen og nedlæggelsen af den kommunale medfinansiering (KMF), der følger af sundhedsreformen, betyder, at et markant beløb flyttes ud af kommunerne. Det vil have byrdefordelingsmæssige, konsekvenser for kommunerne. Derfor etableres der i en overgangsperiode (frem til og med 2028) en likviditetsneutral overgangsordning med henblik på at håndtere byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne som følge af flyt af opgaver fra kommuner og bortfald af KMF.
Overgangsordningen neutraliserer tab og gevinster over 0,05 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. Tilskuddet til kommuner med tab finansieres af bidrag fra kommuner med gevinst.
Overgangsordningen vil gælde frem til og med 2028 mhp. at de afledte konsekvenser ved sundhedsreformen vil kunne indgå i arbejdet i Finansieringsudvalget, der skal forberede ændringer i udligningssystemet.
Særskilt tidslinje med fokus på etablering af sundhedsråd og kommunale implementeringer.