KL udvalgsformand: Digitalisering handler først og fremmest om bedre velfærd
Kommunerne skal bruge teknologi klogt, ansvarligt og med borgernes behov som det faste pejlemærke. Det var budskabet, da formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalg, Emil Blücher, åbnede Digitaliseringsmessen 2026.
Odense Congress Center danner onsdag rammen om Digitaliseringsmessen 2026, hvor omkring 1.700 politikere, ledere, medarbejdere og leverandører, der arbejder med offentlig digitalisering og IT, er samlet.
Formanden for Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalget i KL, Emil Blücher, pegede i sin åbningstale på, at kommunerne står midt i en digital udvikling, hvor både kunstig intelligens og spørgsmålet om digital handlefrihed fylder mere og mere.
Men uanset hvilke teknologier der kommer, er målet det samme: at skabe bedre velfærd for borgerne.
"Digitalisering handler ikke først og fremmest om teknologi. Det handler om at levere ordentlig hjemmepleje, god undervisning i skolerne og moderne arbejdsgange for medarbejderne. Teknologi er et middel. Målet er bedre velfærd," lød det fra Emil Blücher, da han åbnede konferencen.
Anbefalinger fra KL
Ifølge udvalgsformanden er det afgørende, at kommunerne både udnytter teknologiens muligheder og samtidig bevarer friheden til at træffe egne valg om fremtidens digitale løsninger. Derfor efterlyser han en pragmatisk tilgang til den voksende debat om digital handlefrihed.
”Mange af de løsninger, vi bruger hver dag, kommer fra de store techvirksomheder. Og vi bruger dem af en grund. De virker. De hjælper os med at levere den velfærd, borgerne forventer. Derfor handler digital handlefrihed ikke om at sige nej til teknologi. Det handler om at bevare muligheden for at vælge med frihed intakt,” understregede Emil Blücher.
Derfor præsenterer KL en guide til digital handlefrihed på Digitaliseringsmessen 2026. Publikationen fremhæver, hvordan kommunerne kan tage konkrete skridt lokalt: de kan få overblik over deres vigtigste afhængigheder, stille krav til åbne standarder og tænke mere over de bindinger, nye it-indkøb skaber.
AI rummer potentiale
Et andet centralt tema i talen var kunstig intelligens. Her understregede udvalgsformanden, at AI rummer et betydeligt potentiale, men at kommunerne skal fokusere på konkrete gevinster frem for fascinationen af selve teknologien.
Rundt om i landet bruges kunstig intelligens allerede til at understøtte dokumentation på beskæftigelsesområdet, optimere planlægningen i ældreplejen og effektivisere byggesagsbehandlingen.
Fælles for løsningerne er, at de skal frigøre tid til kerneopgaven og skabe værdi for borgerne.
"Vi skal hverken møde kunstig intelligens med blind begejstring eller automatisk skepsis. Vi skal undersøge mulighederne, være kritiske nok til at vælge til og fra og hele tiden holde fast i, hvem det er, vi er sat i verden for," sagde Emil Blücher.
Han understregede, at kommunerne også fremover vil tage ny teknologi i brug. Men at succes ikke måles på mængden af teknologi, men på dens evne til at styrke velfærden.