Gå til hovedindhold
Nyhed
Integration
Beskæftigelse

KL foreslår tre ændringer, der skal gøre arbejdspligten mere brugbar

Arbejdspligten kan være en løftestang til at få mennesker tættere på arbejdsmarkedet. Men reglerne spænder nogle steder ben for den indsats, der virker i praksis. Derfor foreslår KL nu tre konkrete ændringer af arbejdspligten.

22. okt. 2026

Indhold

    Hvis arbejdspligten skal være mere brugbar for kommunerne, skal de have større frihed til at tilrettelægge indsatser, der hjælper den enkelte borger på vej mod job. I dag er rammerne nemlig for snævre til, at kommunerne kan tilpasse forløbene til den enkeltes behov. Det viser en undersøgelse, som KL har lavet blandt kommunerne.

    Derfor peger KL nu på tre ting, der bør ændres i rammerne for arbejdspligten, hvis den for alvor skal bidrage til at få borgerne tættere på arbejdsmarkedet.

    KL foreslår tre ændringer:

    1. Det skal være muligt at undervise i jobsøgning, arbejdsmarkedskultur og samfundsforståelse.

    2. Det skal være muligt at give danskundervisning til borgere omfattet af integrationsloven, som har bestået deres danskuddannelse, men som fortsat har sproglige udfordringer.

    3. Det skal være muligt at bevilge virksomhedspraktik, som er længere end fire uger, for jobparate borgere omfattet af arbejdspligt.

    ”I kommunerne bruger vi arbejdspligten som en løftestang til at få mennesker tættere på arbejdsmarkedet. Præcis som det er meningen. Den har bidraget til, at samtalerne mellem vores medarbejdere og borgere har ændret sig fra, om de skal i job, til, hvordan de kommer i job. Men borgerne har vidt forskellige forudsætninger for at komme i job, og vi oplever, at lovgivningen nogle steder simpelthen er for snæver. Og at regler kommer til at spænde ben for de gode indsatser,” siger Emil Blücher, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalg.

    Arbejdspligten trådte i kraft den 1. januar 2025. Kommunerne har været i gang med implementeringen siden, og pr. 1. juli 2026 var ca. 9.000 borgere omfattet af arbejdspligten.

    Men kommunerne oplever, at arbejdspligtens forskelligartede målgruppe udfordrer rammerne og at de nuværende regler begrænser mulighederne for at tilrettelægge en indsats, der faktisk bringer borgerne tættere på job, lyder det fra udvalgsformanden:

    "Det handler ikke om at gøre arbejdspligten mindre ambitiøs. Det handler om at gøre den mere brugbar. Hvis mere danskundervisning, viden om det danske arbejdsmarked eller en længere virksomhedspraktik kan være det, der bringer borgeren tættere på at komme i job, skal reglerne give mulighed for, at kommunerne kan bruge de greb."

    Skepsis over for arbejdspligt til ukrainere

    KL peger på, at regeringens forslag om også at lade fordrevne ukrainere være omfattet af arbejdspligten vil betyde omkring 10.000 flere borgere i en indsats, der allerede er ressourcekrævende. Samtidig er 84 pct. af de jobparate ukrainere allerede i beskæftigelse.

    "De fleste ukrainere vil gerne arbejde, og kommunerne har været gode til at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi også passe på, at reglerne ikke står i vejen for det, der virker. Når noget allerede virker, skal vi passe på med at gøre det mere besværligt. Men vi skal også have frihed til at finde de løsninger, der virker lokalt, for kommunerne og borgerne er forskellige," siger Emil Blücher og fortsætter:

    ”Kommunerne har i årevis været bundet af et utal af regler på beskæftigelsesområdet, og det har lagt bånd på den enkelte medarbejders faglighed. Det har beskæftigelsesreformen taget livtag med. Arbejdspligtens snævre rammer og bindende regler er derfor helt i modstrid med de ambitioner, man har haft med reformen.”