Gå til hovedindhold
Nyhed
Social

KL undersøger, hvad der sker med hjemviste klagesager

Når en sag bliver hjemvist af Ankestyrelsen, tæller den med i statistikken over omgjorte sager. Men hvad bliver det endelige udfald, når kommunen behandler sagen igen? Det skal en ny undersøgelse fra KL nu kaste lys over.

19. okt. 2026

Indhold

    I den offentlige debat bliver omgørelsesprocenter ofte brugt som mål for kvaliteten af kommunernes sagsbehandling. En stor del af de sager, der indgår i statistikken, er hjemviste sager, hvor Ankestyrelsen sender sagen tilbage til kommunen til fornyet behandling. Statistikken siger imidlertid ikke noget om, hvad der rent faktisk sker med sagerne, når de kommer tilbage til kommunerne.

    Derfor gennemfører KL nu i samarbejde med kommunerne en undersøgelse af hjemviste sager på udvalgte områder inden for børnehandicap- og voksenhandicapområdet. Formålet med undersøgelsen er at skabe et bedre og mere nuanceret billede af, hvad der sker med sagerne efter en hjemvisning.

    ”Alt for ofte bliver en hjemvisning opfattet som om, at kommunen har truffet en forkert afgørelse, og at borgeren ikke får den hjælp som de har brug for. Men sandheden er, at vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe borgerne, og vi har ikke samlet viden om, hvad det endelige udfald bliver, når kommunen behandler sagen igen. Og det vil vi gerne have bedre viden om," siger Lasse Frimand, formand for KL’s Socialudvalg. 

    Fokus på områder med mange klager

    Undersøgelsen skal blandt andet afdække, hvad det endelige udfald bliver af de klagesager, som Ankestyrelsen har hjemvist til kommunerne.

    Målet er bidrage til at kvalificere debatten om omgørelsesprocenter, så den ikke alene bygger på, om der er begået en procesfejl i sagsbehandlingen i en sag, som derfor er blevet hjemvist, men også på, hvad der efterfølgende sker i sagen.

    Undersøgelsen skal omfatte bestemmelser i barnets lov og serviceloven, hvor der både er relativt mange klager og en relativt høj andel af hjemvisninger. Det gælder blandt andet sager om tabt arbejdsfortjeneste, kompensationsydelser, hjemmetræning, ledsagelse, personlig og praktisk hjælp, afløsning og aflastning samt borgerstyret personlig assistance (BPA).

    Bedre mulighed for at forstå udviklingen

    Mere end 30 kommuner har nu meldt sig til at deltage i undersøgelsen, som dækker både børne- og voksenområderne. De deltagende kommuner skal i undersøgelsen registrere sagsforløbet fra den oprindelige afgørelse og frem til den endelige afgørelse. Det giver mulighed for at følge, hvordan sagen udvikler sig efter en hjemvisning, og om der eventuelt opstår nye klageforløb undervejs.

    "Arbejdet med at sikre borgernes retssikkerhed og korrekte afgørelser i kommunerne er meget vigtigt for os. Samtidig skylder vi borgerne, at debatten om omgørelsesprocenter bygger på fakta. Derfor gennemfører vi nu en undersøgelse, som kan give et mere fyldestgørende billede og sikre at kommunerne får et stærkere vidensgrundlag, så vi kan lære af sagerne og styrke kvaliteten i sagsbehandlingen til gavn for borgerne,” lyder det fra udvalgsformanden. 

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Alexandra Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3643

    E-mail: alpe@kl.dk