Kontakt
Gustav Juul Olesen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3283
E-mail: guju@kl.dk
Myndighederne, erhvervslivet og civilsamfundet skal finde løsninger sammen, når vi skal styrke vores beredskab og skabe tryghed for borgerne. Det kræver, at man lokalt kender hinanden, lød budskabet, da formand for KL’s Kultur- Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalg, Lone Loklindt, åbnede KL’s Totalberedskabskonference.
Onsdag løber KL’s Totalberedskabskonference ad stablen på Scandic Falkoner, og her mere end 500 politikere, kommunale ledere og medarbejdere, samt centrale aktører på beredskabsområdet fra civilsamfundet, erhvervslivet og andre relevante organisationer samlet for at drøfte fremtidens totalberedskab i Danmark.
Formanden for KL’s Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalg, Lone Loklindt, lagde i sin åbningstale vægt på, at et robust samfund kræver fælles løsninger.
For midt i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig har vi brug for at stå sammen:
”Hvis vi skal skabe et robust Danmark, skal vi gøre det på tværs af hele vores samfund,” lød det fra scenen, før hun først henvendte sig til civilsamfundet:
”I kender mennesker. I skaber relationer. I får folk til at mødes og tage ansvar for hinanden. Og I har ofte adgang til fællesskaber, som vi fra kommunernes side ikke når på samme måde. Det er en kæmpe styrke. Ikke fordi civilsamfundet skal overtage kommunernes ansvar. Men fordi I kan noget andet, end vi kan.”
Også erhvervslivet har meget at bidrage med, lød det fra udvalgsformanden:
”Virksomheder er jo meget mere end produktion, varer og ydelser. I er arbejdspladser. Fællesskaber, hvor mennesker mødes hver eneste dag. I rummer viden, ressourcer og handlekraft, som kan få stor betydning, når vores samfund bliver sat under pres. Og for jer, der leverer helt afgørende ydelser til vores samfund, er det mindst lige så vigtigt, at hverdagen kan fortsætte under en krise.”
Ifølge Lone Loklindt skal kommunerne bygge videre på alle de gode samarbejder med civilsamfundet og erhvervslivet, som allerede eksisterer rundt omkring i hele Danmark.
Hvis krisen rammer, står kommunerne forrest, og de har en afgørende rolle i at sikre danskernes tryghed. Men et robust samfund kræver, at vi løfter ansvaret på tværs af hele samfundet, lød det fra Lone Loklindt.
Derfor skal årets Totalberedskabskonference bruges til at skabe netværk, som kan forberede os på samarbejdet, før krisen rammer:
”Derfor tror jeg, at noget af det vigtigste, vi kan gøre, er at lære hinanden bedre at kende. Og det mener jeg helt konkret. Vi skal vide, hvem vi kan ringe til. Kende hinandens muligheder og begrænsninger. Og vi skal have talt om, hvordan vi hjælper hinanden, før vi står midt i en krise,” sagde hun.