Data er godt. Viden er bedre. Men uden politisk mod kommer vi ingen vegne

Af Morten Hulvej Rod, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

 Sammen med folkesundhedsloven får vi endnu bedre muligheder for at basere arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme på data. Vi får en ny statistikbank, hvor man let kan finde data om den befolkningsgruppe eller det geografiske område, man er interesseret i. Alle kommuner får et folkesundhedsbarometer, der tager temperaturen på sundheden blandt deres indbyggere. Og loven vil lægge op til, at data skal danne grundlag for politiske prioriteringer, hvor kommunalbestyrelsen skal opstille lokale mål for folkesundheden blandt kommunens indbyggere.

Det er en god ting, at lokale data gøres lettere tilgængelige. Data kan synliggøre, hvilke udfordringer der trænger sig på. Data kan etablere et fælles fundament for politiske og faglige drøftelser. Og data giver mulighed for at lave sammenligninger mellem grupper og følge en udvikling over tid, så vi bedre kan tilpasse vores indsatser og politiske initiativer, efterhånden som verden forandrer sig.

Men data kan ikke stå alene. Vi har brug for at arbejde struktureret med at omsætte data til viden og med at sammenholde forskellige datakilder og former for viden med hinanden. Det lyder måske som en forskernørdet pointe, men hvis vi ikke er opmærksomme på, at data og viden er to forskellige ting, risikerer vi at træffe beslutninger på et forkert grundlag – og i værste fald leder vi indsatsen på vildspor.

To eksempler

Lad mig give to tænkte, men bestemt ikke utænkelige, eksempler:

1) En kommune har observeret, at andelen af rygere blandt kommunens borgere er for nedadgående. Siden 2010 er andelen af rygere mere end halveret fra godt 20% til mindre end 10%. Det er en succeshistorie, og kommunen ligger endda bedre end landsgennemsnittet. Men nu skal der foretages svære politiske prioriteringer, og i lyset af den positive udvikling (og den slunkne kommunekasse) beslutter kommunalbestyrelsen at lave besparelser på det kommunale rygestoptilbud.

Hvis man alene kigger på data for rygning, kan det måske virke som en oplagt beslutning. Men man kan ikke træffe kloge beslutninger, hvis man alene kigger på data for udviklingen af en enkeltstående faktor. Vi ved nemlig fra forskning, der sammenligner sygdomsbyrden ved forskellige risikofaktorer, at rygning fortsat er en af de mest betydningsfulde årsager til sygdom og tidlig død i Danmark. Selvom andelen af rygere er gået nedad gennem mange år, kan vi ikke tage for givet, at udviklingen vil fortsætte af sig selv – og de borgere der fortsat ryger, har stadig brug for rådgivning om rygestop. Vi ved også, at vi er nødt til at brede indsatsen for rygestop ud, så der også er tilbud til personer, der er afhængige af andre nikotinprodukter end cigaretter. Ikke mindst blandt unge ses en stor vækst i brugen af fx vapes og nikotinposer, og det kalder på en forstærket, snarere end reduceret, indsats.

På den måde kan vi kun træffe meningsfulde beslutninger på baggrund af data om udviklingen i kommunen, hvis vi også trækker på forskningsbaseret viden, der placerer disse data i et større fagligt perspektiv og på den måde hjælper os til at fortolke dem.

2) En anden kommune kigger på data for forskellige bydele og landområder. Det er tydeligt, at problemerne hober sig op i bestemte områder. Her er der større andele, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid. Større andele, der er uden for arbejdsmarkedet. Flere børnesager. Det er vigtig information, der kun kan opnås, hvis man kombinerer forskellige datakilder: Data om sundhedsadfærd fra sundhedsprofilerne. Data fra beskæftigelsesområdet. Kommunens egne data fra børne- og socialområdet. Men hvad skal man stille op med den information?

Hvis man alene kigger på data for problemerne, overser man let, at der også er ressourcer og muligheder i de pågældende områder. Repræsentanter for boligforeningerne rapporterer måske om ugentlige fællesspisninger. Idrætsforeningerne har måske held med et samarbejde med lokale institutioner, hvor flere børn bliver del af aktive fællesskaber. Biblioteket viser sig at være et populært tilhørssted for nogle af de borgere, som kommunen ellers ikke kan komme i kontakt med. Den viden kan kun opnås ved at gå i dialog med beboere, fagfolk og frivillige fra de pågældende områder. Data kan være et glimrende udgangspunkt for en sådan dialog, men informationerne fra de forskellige datakilder bliver kun brugbare, hvis de fortolkes i lyset af den lokale viden, som man må arbejde aktivt på at tilvejebringe.

Fra data til viden og tilbage igen

Når vi kigger på data, der beskriver folkesundheden blandt borgere i en kommune, retter vi lyset mod bestemte forhold. Tænk blot på den gamle vittighed om manden, der leder efter sine nøgler under gadelygten, selvom han har tabt dem et helt andet sted. Hvorfor leder han netop dér? Fordi det er dér, der er lys.

Når kommunalbestyrelsen bliver præsenteret for et folkesundhedsbarometer, dirigeres diskussionerne automatisk i retning af de forhold, som data kaster lys på. Der ligger naturligvis solid, faglig viden bag udvælgelsen af indikatorer i barometret, men som kommunalpolitiker er det også værd at spørge sig selv og sin forvaltning, om der er andre områder, som man ønsker lys på. Data bliver kun til viden, når vi stiller spørgsmål til de mønstre, vi ser – og når vi kombinerer forskellige datakilder og vidensformer med hinanden.

De to eksempler ovenfor viser, at vi for det første har brug for faglig viden og forskning, der kan hjælpe os med at fortolke data. Hvilke forhold har størst betydning for folkesundheden? Hvilke indsatser er der evidens for? Hvor risikerer vi at gøre større skade end gavn? Denne type spørgsmål er en forudsætning for at træffe gode beslutninger på baggrund af lokale sundhedsdata.

For det andet har vi brug for at kombinere forskellige datakilder. Data fra sundhedsprofilerne kan ikke stå alene, men må ses i lyset af socioøkonomiske og geografiske data. Kommunens egne data fra andre områder end sundhedsområdet kan hjælpe os med at forstå de mere grundlæggende betingelser og muligheder, der former borgernes sundhed. Hvis man zoomer ind på sundheden i en bestemt gruppe eller et bestemt område, er det altid en god ide at spørge: Hvad ved vi ellers om denne gruppe? Har vi andre typer af data, der kan hjælpe os med at blive klogere? Og i den sammenhæng behøver data ikke komme i form af tal. Kvalitative data baseret på fx interviews eller observationer kan give dybde og skabe andre former for indsigt end kvantitative data fra registre eller spørgeskemaer.

For det tredje må lokale data altid fortolkes i lyset af den lokale viden, der kun kan opnås ved at bo eller arbejde et bestemt sted gennem længere tid. Lokal viden kan ikke nødvendigvis generaliseres eller sættes på formel på samme måde som data fra Danmarks Statistik, men den kan give indsigt i nogle af de ting, der ellers gemmer sig uden for gadelampens skær: Som i eksemplet ovenfor kan lokal viden give os indsigt i muligheder for handling, som vi måske ellers ikke kunne få øje på. Den personlige fortælling fra en af de borgere, der gemmer sig bag statistikkerne, kan nuancere billedet og modvirke, at vi peger fingre og udskammer bestemte befolkningsgrupper. Erfaringerne fra den sundhedsplejerske eller pædagog, der har fulgt udviklingen blandt kommunens småbørnsfamilier i en årrække, kan hjælpe os med at forstå, hvad der ligger bag en overordnet udvikling.

Bevægelsen mellem data og viden går begge veje: Der ligger viden bag udvælgelsen og tilblivelsen af de datakilder, som beskriver folkesundheden i en kommune. Ellers ville de ikke være valide. Men data danner også grundlag for ny viden, når vi bringer forskellige datakilder sammen, og når vi trækker på både forskning og lokal viden for at fortolke dem. Data giver os et fremragende grundlag for at stille spørgsmål, men vil altid være et ufuldstændigt grundlag for at formulere svar.

Politisk mod som den essentielle ingrediens

Som direktør for Statens Institut for Folkesundhed er jeg selv del af en institution, der kan betragtes som en slags dealer af data. Vores forskning er med til at kvalificere de datakilder, som kommunerne kan trække på. Ofte ligger der en årelang forskningsindsats bag en enkelt indikator i sundhedsprofilen, og vi er stolte af, at vi på den måde kan være med til at gøre en forskel. Samtidig er vi pushere af forskning og evidens. Vi har sågar skrevet i vores strategi, at vores viden skal være med til at kvalificere de politiske beslutningsprocesser, både lokalt og nationalt.

Men som skatteborger og trofast vælger ved samtlige valg har jeg et ønske til jer, der er folkevalgte i Danmark: Vær modige og ambitiøse på folkesundhedens vegne. Data kan vise jer, hvor skoen trykker. Forskningen kan fortælle jer, hvad I kan gøre ved det. Men det er kun jer, der kan sætte den retning, som samfundet skal bevæge sig i. I kan næppe løse de store udfordringer for folkesundheden inden for den indeværende valgperiode. Men I kan sætte jer nogle langsigtede mål og forpligte både jer selv og jeres institutioner til at forfølge dem. I kan arbejde for at skabe alliancer, der forstærker indsatsen ud over jeres eget handlerum. Og I kan bede jeres embedsværk om at følge udviklingen tæt, så I jævnligt kan følge op og tilpasse jeres initiativer.

Som politiker bliver man ikke nødvendigvis populær af at arbejde for folkesundheden, for det er svært at få øje på den sygdom eller det tilfælde af mistrivsel, der er forebygget. Men hvis I spænder jeres politiske mod forrest, skal vi andre nok følge med. Vi kan ikke love at levere data og evidens, der underbygger jeres beslutninger. Men vi vil gøre vores bedste for, at I kan træffe informerede valg på borgernes vegne.