Gå til hovedindhold
Demokrati
Sammenhængskraft

Det politiske arbejde i kommunalbestyrelsen

Hvordan skaber vi gode rammer for kommunalbestyrelsens arbejde?

Indhold

    Kort om aktiviteten

    Det repræsentative demokrati er afhængig af, at kommunalbestyrelserne har gode arbejdsbetingelser for politisk at lede, prioritere og træffe beslutninger til gavn for borgerne. 

    Det er omdrejningspunktet for indsatsen i dette projekt om kommunalbestyrelsens arbejdsformer, der sætter fokus på, hvad der fungerer godt i dag, hvor der er behov for udvikling, og hvilke konkrete initiativer der kan styrke det politiske arbejde lokalt.

    Arbejdet vil omfatte en række temaer, som fastlægges i et samspil mellem de kommuner, der ønsker at deltage. Det kan blandt andet handle om det politiske samarbejde i kommunalbestyrelsen, mødeformer, udvalgsstruktur, samspil på tværs af udvalg, mødeledelse og kommunalpolitikernes trivsel og arbejdsvilkår.

    Det politiske arbejde i kommunalbestyrelsen

    Formålet med projektet er at udvikle viden, eksempler og konkrete værktøjer, som kommunerne kan bruge som inspiration til at styrke kommunalbestyrelsens arbejdsformer. 

    Projektet forløber i 3 faser:

    Fase 1: Perspektiver og erfaringer med det politiske arbejde i kommunalbestyrelsen

    I første fase drøfter vi kommunalpolitikernes oplevelse af de rammer og arbejdsformer, der præger det politiske arbejde i dag. Hvad fungerer godt i dag? Hvor opstår udfordringerne? Og hvilke erfaringer kan inspirere andre kommuner? 

    Det afdækkes gennem møder med kommunalbestyrelsesmedlemmer, lokale drøftelser i kommunalbestyrelserne, en spørgeskemaundersøgelse og interviews hvor kommunalpolitikerne kan bidrage med at nuancere projektets centrale temaer og de perspektiver, der kommer frem.

    Der afholdes et opstartsmøde for kommunaldirektører fra de tilmeldte kommuner den 20. januar 2027. 

    Fase 2: Udviklingspotentialer for de politiske arbejdsformer i kommunalbestyrelsen

    I anden fase drøftes projektets foreløbige indsigter. Kommunerne peger på de områder, hvor der er størst behov og potentiale for at udvikle nye arbejdsformer. Samtidig deles de gode erfaringer løbende.

    Fase 3: Potentialer omsættes til greb og aktiviteter i kommunerne

    I tredje fase omsættes projektets indsigter og prioriterede fokusområder til konkrete værktøjer, dialogformater og eksempler, som kommunerne kan bruge lokalt. Det kan blandt andet ske gennem udviklingsforløb med udvalgte kommuner, afprøvning af nye møde- og samarbejdsformer samt fælles opsamling på erfaringer. Målet er at samle praksisnær inspiration, som kan understøtte kommunalbestyrelsernes arbejde.

    Projektet henvender sig til alle kommuner, der ønsker at tage en fornyet drøftelse om det politiske arbejde i kommunalbestyrelsen, bidrage til nye værktøjer og metoder og få inspiration til egen praksis.

    Der er flere måder at bidrage til projektet på. Kommunerne kan deltage i det omfang, der giver mening lokalt, og deres erfaringer vil være med til at forme projektets resultater og de værktøjer, der udvikles. Målgruppen for projektet vil variere gennem projekts faser, men kan være: 

    • Kommunalbestyrelsesmedlemmer 
    • Kommunaldirektør og øvrige direktionsmedlemmer samt chefer og nøglemedarbejdere som understøtter det politiske arbejde. 
    • Inspiration og erfaringsudveksling med kommunalbestyrelser fra hele landet.
    • Indsigt i forskellige arbejdsformer for møder, samarbejde og politisk lederskab.
    • Konkrete værktøjer og praksisnære eksempler, som kan bruges og tilpasses lokalt.
    • Et afsæt for at drøfte og udvikle egne arbejdsformer i kommunalbestyrelsen.
    • Mulighed for at bidrage til udviklingen af nye løsninger for det politiske arbejde og det kommunale demokrati.

    Projektet løber indtil sommer 2028, og det igangsættes med et opstartsmøde for kommunaldirektører fra de tilmeldte kommuner den 20. januar 2027.

    Projektet bygger blandt andet på eksisterende viden om kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, politisk lederskab og kommunalbestyrelsernes organisering. Relevante analyser og baggrundsmaterialer, herunder fra VIVE, Momentum, KL og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse deles på hjemmesiden. 

    Projektet vil derfor også løbende trække på eksperter m.v., som kan bidrage til kvalificere og nuancere projektet. 

    Projekter: Tilmeld kommunen her (frist 21. december 2026)
    Sidst opdateret: 24. september 2026

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Kristina Krüger Hansen

    Demokrati & Forvaltningspolitik

    Telefon: +45 3370 3371

    E-mail: krkh@kl.dk