Gå til hovedindhold
Demokrati
Sammenhængskraft

Demokratifestivaler, kulturmøder og andre demokratiske formater

Hvordan skaber vi rum for demokratisk samtale og fællesskab mellem valg?

Indhold

    Kort om projektet

    Hvordan skaber kommunerne rum for demokratisk samtale, kultur og fællesskab mellem valg? Og hvilke formater kan give borgerne en stærkere oplevelse af at være en del af det lokale demokrati – også når der ikke er en konkret politisk beslutning på spil?

    Projektet samler eksempler fra kommuner, der allerede arbejder med lokale demokratiske formater som fx demokratifestivaler, åbent rådhus, folkemøder, kulturmøder – og andre arrangementer, hvor borgere møder kommunen, lokale aktører og hinanden. Erfaringerne skal gøres synlige og anvendelige for andre kommuner, så de kan lade sig inspirere og udvikle egne formater.

    Demokratifestivaler, kulturmøder og andre demokratiske formater

    Formålet med projektet er at gøre kommunale erfaringer med demokratiske formater synlige og anvendelige for andre kommuner. Projektet skal give inspiration til, hvordan forskellige formater kan styrke borgernes kendskab til kommunen som demokratisk institution og skabe flere muligheder for deltagelse i det lokale demokrati mellem valg.

    Projektet har ikke fokus på borgerinddragelse i konkrete politiske beslutningsprocesser, men på de bredere demokratiske møder og samtaler, der kan styrke forståelse, tillid og opbakning til det lokale repræsentative demokrati.

    Projektet løber over tre faser:

    Fase 1: Erfaringsindsamling og kortlægning af eksisterende formater

    I fase 1 kortlægges eksisterende kommunale formater som fx demokratifestivaler, folkemøder, kulturmøder og åbent rådhus. Kommuner, der allerede har erfaringer med sådanne formater, kan dermed bidrage med erfaringer og indsigter. Erfaringerne bruges til at beskrive, kategorisere og identificere opmærksomhedspunkter i formaterne, som andre kommuner kan bruge og lade sig inspirere af. 

    Fase 1 forløber fra december 2026 til april 2027.

    Fase 2: Vidensdeling og dialog mellem kommunerne

    I fase 2 inviteres de deltagende kommuner til møder om erfaringerne fra kortlægningen. Her drøfter kommunerne, hvad der kendetegner de forskellige formater, hvordan de kan tilpasses forskellige lokale kontekster og om der er behov for nye formater. 

    Dialogmøderne skal både kvalificere det fælles vidensmateriale og give kommunerne mulighed for at hente inspiration til egne aktiviteter. Kommunerne kan deltage, uanset om de selv bidrager med en case i fase 1eller primært ønsker viden og inspiration fra andre kommuner. 

    Fase 2 forløber fra april til oktober 2027. Den første workshop afholdes i april 2027.

    Fase 3: Erfaringsopsamling og videreudvikling af formater

    I fase 3 udsender KL en vidensopsamling på projektet til kommunerne. Kommunerne kan afprøve eller videreudvikle et eller flere formater lokalt med afsæt i den inspiration, de har fået gennem projektet.

    Fase 3 forløber fra oktober 2027 til maj 2028.

    Projektet er relevant for to typer kommuner: Kommuner, der allerede har erfaringer med lokale demokratiske formater og gerne vil dele dem med andre, og kommuner, der ønsker inspiration til at udvikle eller afprøve lignende aktiviteter lokalt.

    Kommunen tilmelder sig som samlet enhed og udpeger én repræsentant, der deltager på vegne af kommunen. KL anbefaler, at repræsentanten er en kommunal leder eller nøglemedarbejder, der arbejder med fx demokrati, borgerservice, kultur, unge, kommunikation, civilsamfund eller politisk betjening. 

    Deltagende kommuner får:

    • adgang til konkrete eksempler på formater, der kan styrke borgernes kendskab til kommunen og lokaldemokratiet.
    • viden om, hvordan forskellige formater kan planlægges, organiseres og tilpasses lokale behov.
    • mulighed for at drøfte idéer og opmærksomhedspunkter med andre kommuner.
    • et videnskatalog med cases, anbefalinger og konkrete formater, som kan bruges som inspiration i det lokale arbejde.
    • mulighed for at dele gode lokale erfaringer med andre kommuner. 

    Projektet skal munde ud i et videnskatalog med cases, anbefalinger og konkrete formater, som kommunerne udvikler sammen.  Ambitionen er, at materialerne er tilgængelige for kommunerne ved udgangen af 2027.

    Projekter: Tilmeld kommunen her (frist 21. december 2026)
    Sidst opdateret: 24. september 2026

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Kristina Krüger Hansen

    Demokrati & Forvaltningspolitik

    Telefon: +45 3370 3371

    E-mail: krkh@kl.dk