Kontakt
Emma Nathalie Lydolph-Nielsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3046
E-mail: enln@kl.dk
Hvordan skaber vi en mere respektfuld offentlig samtale?
Folkevalgte på tværs af Folketinget, kommuner og regioner oplever chikane, hadefulde ytringer og grænseoverskridende adfærd – ikke mindst på digitale platforme. Det kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte og føre til selvcensur og mindre deltagelse i den offentlige debat. På længere sigt kan det også påvirke borgernes lyst til at engagere sig politisk og stille op til politiske hverv.
Folketinget, KL og Danske Regioner går derfor sammen om en fælles indsats, der skal sætte fokus på chikane og hadefuld adfærd over for folkevalgte og deres konsekvenser for den demokratiske samtale. Indsatsen skal samtidig tydeliggøre, at kritik, uenighed og skarp politisk debat er en naturlig del af demokratiet, mens chikane og hadefuld adfærd ikke er det.
Målet er at skabe større opmærksomhed om problemet og motivere flere borgere til at tage afstand fra chikanerende adfærd og bidrage til en åben, respektfuld og demokratisk offentlig samtale. Indsatsen udvikles i fællesskab af Folketinget, KL og Danske Regioner på baggrund af eksisterende forskning og dokumentation samt viden om målgruppernes holdninger, adfærd og motivation.