Gå til hovedindhold
Nyhed
Sundhed
Beredskab

Nye anbefalinger om beredskabet for sårbare borgere er klar

Styrelsen for Samfundssikkerhed har netop offentliggjort nye vejledende anbefalinger til, hvordan kommuner og regioner kan styrke beredskabsplanlægningen for sårbare borgere. Anbefalingerne er udarbejdet i samarbejde med KL og Danske Regioner samt en række ministerier og styrelser.

24. okt. 2025

Indhold

    KL’s formand, Martin Damm, udtaler at ”I kommunerne har vi en vigtig opgave i at sikre tryghed for sårbare borgere, fx beboere på plejehjem, i botilbud eller hjemmeboende med behov for hjælp. Og vi har derfor set frem til, at de nye anbefalinger kan offentliggøres. De vil være en god rettesnor for, hvordan vi kan planlægge et op til tre dages beredskab.”

    Anbefalingerne handler blandt andet om, hvordan den rette hjælp kommer frem, vigtigheden af samarbejdet mellem regioner og kommuner samt hvordan kommunikationen når ud til de rette. Samtidig anbefales det, at civilsamfundsorganisationer og private virksomheder tænkes ind. 

    Anbefalingerne giver kommuner og regioner inspiration til, hvordan borgere, der er afhængige af kommunal eller regional hjælp, kan få den nødvendige støtte under kriser. Det gælder blandt andet borgere på plejehjem og botilbud, i eget hjem med kritisk medicinsk udstyr eller borgere, der er afhængige af hjemmepleje eller madlevering.

    Der arbejdes fortsat med at afdække, hvordan kommuner og regioner bedst kan understøttes i beredskabsplanlægning for sårbare borgere, som ikke er omfattet af de anbefalinger, der nu offentliggøres.