Kontakt
Johanne Søe Nedergaard
Sundhed & Ældre
Telefon: +45 3370 3152
E-mail: josn@kl.dk
KL’s Social og Sundhedspolitiske Forum skyder den nye valgperiode godt i gang, og sætter fokus på de store, kernefaglige dagsordener der kommer til at præge på social-, sundheds-, ældreområdet. En af de vigtige dagsordener er forebyggelse, hvor du i år bl.a. kan høre om unges opioidmisbrug - og netop nu har mulighed for at indstille et initiativ, der gør en reel forskel, til KL’s Forebyggelsespris.
Unge misbruger sjældent opioider “bare fordi”. Bag misbruget ligger ofte psykisk mistrivsel, ensomhed, pres og sociale udfordringer.
På dette års forum får du mulighed for at vælge en faglig session, der dykker ned i viden om problemets omfang og sammenhængen mellem unges mentale trivsel og risikoen for opioidmisbrug.
Samtidig får du indblik i etableringen af det nye dobbeltdiagnosetilbud til børn og unge under 18 år med samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblematik, som er en del af 10-årsplanen for psykiatrien.
Du vil også høre om tidlig indsats, styrkelse af fællesskaber, tværfagligt samarbejde og politiske greb, der virker – og hvordan kommuner kan spille en central rolle i at skabe sammenhængende, helhedsorienterede løsninger for unge i mistrivsel, så vi forebygger misbrug frem for at reparere skaderne.
Har du en kollega, der fortjener en ekstra anerkendelse for deres gode arbejde med forebyggelse?
Så kan du stadig lige nå at indstille deres initiativ til KL´s forebyggelsespris 2026 – fristen er mandag den 16. marts kl. 12.00.
Årets tema sætter fokus på inkluderende kultur-, idræts- og fritidsinitiativer for unge under 25 år, hvor kommunen i samarbejde med civilsamfundet arbejder for at inkludere de unge, der ikke trives eller er en del af fællesskabet.
Forebyggelsesprisen blev etableret i 2019 for at synliggøre kommunale indsatser, der har skabt dokumenterbar, positiv effekt. Prisen skal samtidig inspirere andre kommuner ved at fremhæve løsninger, der allerede har vist sig at virke i praksis.
Indstillingerne vurderes af KL’s fagsekretariat og et dommerpanel. Finalisterne præsenteres på KL’s sociale medier, inden vinderen kåres den 7.–8. maj 2026 på KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum.