Kontakt
Tina Kristensen
Klima & Tværkommunalt Samarbejde
Telefon: +45 3370 3634
E-mail: tikr@kl.dk
KL og Center for Bæredygtighed i Kulturlivet inviterer til temadag den 16. september 2025 om kulturens rolle i den grønne omstilling.
KL og Center for Bæredygtighed i Kulturlivet inviterer til temadag om kulturens rolle i den grønne omstilling den 16. september 2025. Vi undersøger, hvordan kulturen kan spille en rolle ift. store samfundsudfordringer, og hvordan kulturen mere konkret kan sættes i spil ift. den grønne omstilling ved at påvirke borgernes adfærd, understøtte grønt medborgerskab, nedbringe forbrugsbaserede udledninger mv.
På temadagen samles praktikere, eksperter, embedsfolk og politikere fra kommunerne om hvordan kulturen kan spille ind i den grønne omstilling.
Du kan bl.a. møde Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Kulturværftet i Helsingør, Esther Kjeldahl Michelsen, forfatter, klimaaktivist og stifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse, filminstruktør Phie Ambo, Stine Rahbek Pedersen, som er medlem af Kommunernes Klimahandlingsudvalg og byrådsmedlem i Ballerup Kommune, samt Lasse Schuleit, der er kultur- og eventchef i Horsens Kommune.
Sammen med dem og Frank Schmidt-Hansen, som er borgmester i Vejen og formand for Kommunernes Klimahandlingsudvalg vil vi debattere kulturens samfundsmæssige værdi og rolle ift. aktuelle dagsordener, hvordan vi i fællesskab skal tage ansvar for den grønne omstilling, og hvordan vi kan blive inspireret af filmbranchens arbejde med konkrete bæredygtighedsprincipper. Vi vil desuden få en præsentation af kommunale cases fra KL’s netværk for grønne partnerskaber mellem kommuner og kulturliv.
Om eftermiddagen afholder vi et fremtidslaboratorium som faciliteres af Thor Svanholm, seniorrådgiver hos Instituttet for Fremtidsforskning, som vil give deltagerne nye metoder og redskaber til at udvikle nye initiativer og handlinger ift. deres arbejde med grøn omstilling i kommuner og kulturliv.
Temadagen er åben for alle interesserede men henvender sig primært til medarbejdere og ledere fra kommunernes kulturforvaltninger, kommunalpolitikere med interesse for kultur og grøn omstilling, klimakoordinatorer samt kulturlivets institutioner og aktører.