Kontakt
Dea Sofie Kathrine Pedersen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3013
E-mail: dskp@kl.dk
Kunstig intelligens er på få år blevet en integreret del af vores hverdag og har ændret måden, vi arbejder, kommunikerer og formidler historier på. Det mærkes særligt inden for kommunikation og formidling – og ifølge Theis Gaarde, udviklingsredaktør hos Fynske Medier, rummer AI et stort potentiale for den kommunale kommunikation.
Theis Gaarde er overbevist om, at kunstig intelligens er blevet et afgørende redskab til at effektivisere arbejdet – især dér, hvor vi ofte går i stå. På årets Kommunikationsdøgn holder han en masterclass, hvor du lærer at skabe din egen personlige AI-assistent, der kan hjælpe dig med at løse opgaver skarpere, hurtigere og med større overskud.
”AI-assistenter giver især god mening, når du har en vigtig, tilbagevendende opgave. For journalister kan det fx være at skrive en rigtig effektiv underrubrik, for en SoMe-ansvarlig kan det fx være at skrive et godt hook til et opslag. Hvis ikke vi gør os umage her, så forplumrer vi vores mulighed for at få gennemslagskraft med vores kommunikation. En AI-assistent trænet til formålet kan give din ide eller din tekst den ekstra kant, der skal til for at læserne stopper deres ”scrollen” og interesserer sig for netop din artikel”.
Men det er selvfølgelig ikke kun journalister og SoMe-ansvarlige, der kan få glæde af en personlig AI-assistent:
”Det kan også være i researcharbejdet, hvor du igen og igen skal danne dig et overblik over et stort materiale. En AI-assistent kan hjælpe dig med at trække de vigtigste pointer ud, så du hurtigere kan zoome ind på det, der er relevant, og bruge din energi på at vurdere, hvordan det kan omsættes til en stærk historie”.
Ifølge Theis skal man blot stille sig selv spørgsmålet:
”Hvor har jeg en meget vigtig opgave, som jeg løser igen og igen?”
Så har du svaret på, hvor det kunne give mening at lade en AI-assistent overtage en del af slæbet.
Theis ser allerede nu, hvordan AI vil forme fremtidens arbejdsliv – og frigøre tid til det sjove:
”De dygtige vil bruge teknologien til at frigøre tid, som de så kan bruge på det sjove – altså de opgaver, de holder allermest af. For en journalist kan det fx betyde at få tid til at kæle for de sproglige detaljer eller artiklens dramaturgi og opbygning. Det ser jeg allerede ske”
Din personlige AI-assistent kan netop give dig en hjælpende hånd dér, hvor du oplever at være mest udfordret:
”AI hjælper os også med at lykkes, dér hvor vi er allermest udfordrede. Vi har alle svage sider, men hvis man bruger generativ AI klogt, kan man dække de svage sider ind”.
Dog erkender Theis, at der findes risici, ved at bruge AI i sit arbejdsliv, da værktøjer som ChatGPT kan give faktuelt forkerte oplysninger:
”Derfor er noget af det vigtigste, man kan lære, hvordan man sikrer sig mod disse risici og hvordan man bruger teknologien ansvarligt. Vi har heldigvis redskaber og teknikker, vi kan bruge til at minimere risikoen for at få faktuel forkert information”.
Hvor går man hen, hvis man vil lære at udnytte AI mere effektivt i sit arbejdsliv?
Årets Kommunikationsdøgn er et oplagt sted at starte.
Her kan du deltage i Theis Gaardes masterclass og få konkrete redskaber, du kan tage i brug allerede næste dag. Du får indsigt i, hvordan AI kan blive din naturlige medspiller, øge effektiviteten af dit arbejde og frigøre tid til at realisere de mere kreative ambitioner i dit arbejde.
Vær med, når Theis Gaarde gæster Kommunikationsdøgn med masterclassen Skab din egen AI-assistent – og få mere tid til det vigtigste. Masterclassen finder sted på Clarion Hotel i København onsdag d. 3. december kl.16.30–18.00.
Kom med til årets kommunikationsevent, hvor kommunen er i fokus.
I år mødes vi på Clarion Hotel ved Københavns lufthavn, onsdag den 3.- torsdag den 4. december, hvor vi bruger 24 timer sammen. Hvert år mødes ca. 350 kommunale kommunikatører fra hele landet for at få ny viden, sparre med ligesindede, debattere, netværke og kalibrere kommunikationsværktøjet.
I løbet af den første dag har du mulighed for at vælge imellem 12 forskellige oplæg og masterclasses, med eksperter både fra kommuneverden og fra organisationer og virksomheder, der kender kommunerne udefra.
På dag to dykker vi ned i de største udfordringer, som kommunale kommunikatører møder efter valget, og ser nærmere på det vigtige samspil mellem kommuner og medier – og hvor den kommunikerende kommune er på vej hen.
3. dec. 2025 - 4. dec. 2025
Clarion Hotel, København
Pris pr. person; 3.695 kr.+ moms