Kontakt
Annemette S. Frost
Jura & EU
Telefon: +45 3370 3477
E-mail: asf@kl.dk
Den internationale agenda var på dagsordenen til Det Europæiske Regionsudvalgs plenarforsamling i april, hvor hasteresolutioner og retsstatsprincipper var blandt emnerne til drøftelse.
Retsstatsprincippet var en central dagsorden på plenarforsamlingen. Med en stigende bekymring for demokratiske tilbageskridt i visse medlemslande var der bred enighed om behovet for at styrke EU’s mekanismer til at sikre overholdelse af retsstatsprincipperne. Regionsudvalget understregede vigtigheden af, at lokale og regionale myndigheder spiller en aktiv rolle i at beskytte demokratiske værdier. Det er en dagsorden som KL støtter, herunder at overholdelsen af retsstatsprincipperne skal være et kriterie for udbetaling af EU-midler.
Plenarforsamlingen behandlede flere hasteresolutioner, der adresserer presserende europæiske udfordringer.
Blandt emnerne var den nuværende situation i Tyrkiet med fængslingen af Istanbuls borgmester, Ekrem İmamoğlu. RU fordømmer på det kraftigste anholdelsen af Ekrem İmamoğlu og andre oppositionspolitikere, og ser det som en alvorlig trussel mod demokratiet i Tyrkiet. RU opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af de tilbageholdte og til et ophør af politisk motiveret forfølgelse. Med hasteresolutionen udtrykte RU sin solidaritet med lokale ledere og understreger nødvendigheden af at beskytte deres uafhængighed og sikkerhed.
Plenarforsamlingen bekræftede endnu en gang Regionsudvalgets betydning som en vigtig rolle for europæisk samarbejde og politisk dialog. De vedtagne resolutioner og diskussionerne vil danne grundlag for den videre udvikling af EU’s politikker med et stærkt lokalt og regionalt perspektiv.