Gå til hovedindhold
Nyhed
EU

Regionsudvalget foreslår ny tilgang: Kommuner skal indtænke fremtidige generationer i politik og planlægning

Hvordan sikrer vi, at de beslutninger, vi træffer i dag, ikke forringer mulighederne for fremtidige generationer? Det spørgsmål står centralt i en ny initiativudtalelse fra EU’s Regionsudvalg, som netop er blevet vedtaget på plenarforsamlingen den 2.-3. juli 2025.

3. jul. 2025

Indhold

    Udtalelsen opfordrer både EU, medlemslande og kommuner til at tænke langsigtet og generationsbevidst i deres politikudvikling – ikke mindst i arbejdet med klima, velfærd og social bæredygtighed.

    Hvordan sikrer vi, at de beslutninger, vi træffer i dag, ikke forringer mulighederne for fremtidige generationer? Det spørgsmål står centralt i en ny initiativudtalelse fra EU’s Regionsudvalg, som netop er blevet vedtaget på plenarforsamlingen den 2.-3. juli 2025. Udtalelsen opfordrer både EU, medlemslande og kommuner til at tænke langsigtet og generationsbevidst i deres politikudvikling – ikke mindst i arbejdet med klima, velfærd og social bæredygtighed.

    Et stærkere fokus på langsigtede konsekvenser

    Regionsudvalget lægger op til konkrete værktøjer som ungdomstests, fremsynsanalyser og tværgenerationel inddragelse, som skal sikre, at fremtidige borgere får indflydelse, og at politiske valg vurderes ud fra deres langsigtede konsekvenser. Udtalelsen indeholder også anbefalinger om reformer af pensions- og skattesystemer for at sikre en bedre balance mellem generationer.

    Kommunerne som nøglespillere

    Den danske delegation i Regionsudvalget bakker op om udtalelsen, men stillede fire ændringsforslag, da udtalelsen blev behandlet på SEDEC-udvalgsmødet den 7. maj 2025. De danske ændringsforslag, som alle blev vedtaget på udvalgsmødet, handlede om, at fremsynsanalyser er forbundet med stor usikkerhed, og at kommunerne skal have tilstrækkelige analytiske og tværfaglige ressourcer for at kunne arbejde systematisk med ungdomstests og generationsvurderinger.

    Kirstine Bille (SF), der er næstformand KL’s Internationale Udvalg, medlem af Det Europæiske Regionsudvalg og byrådsmedlem i Syddjurs Kommune siger;

    ”Mange danske kommuner arbejder allerede målrettet med at sikre bæredygtige løsninger for fremtiden. Men vi skal blive endnu bedre til at løfte blikket og prioritere på tværs af generationer. Retfærdighed mellem generationerne handler grundlæggende om at tage ansvar – ikke kun for i dag, men også for dem, der kommer efter os”.

    Sammenfald med Kommissionens arbejde

    Udtalelsen falder sammen med Europa-Kommissionens arbejde med en kommende strategi for retfærdighed mellem generationer. Kommissær Glenn Micallef har udtalt, at hensynet til unge og kommende generationer skal være en central prioritet i den næste mandatperiode. Regionsudvalgets udtalelse sender dermed et klart signal om, at den grønne og sociale omstilling i EU også skal måles på sin langsigtede bæredygtighed.

    Klar rolle til lokale og regionale myndigheder

    Regionsudvalget peger på, at lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i at omsætte de langsigtede mål til konkrete handlinger. Kommunerne er ofte tættest på borgerne – også de unge – og har derfor gode forudsætninger for at udvikle inkluderende og bæredygtige samfund med blik for både nutiden og fremtiden.

    Kontakt

    EU-konsulent

    Jes Vitting

    Jura & EU

    Telefon: +32 477 17 83 29

    E-mail: jevi@kl.dk