Kontakt
Oliver Cipek Jørgensen
Jura & EU
Telefon: +32 471 95 15 03
E-mail: olcj@kl.dk
Regionsudvalget advarer mod centralisering i EU’s næste langtidsbudget.
På Det Europæiske Regionsudvalgs plenarforsamling i oktober var EU-Kommissionens forslag til den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2028-2034 i centrum. Regionsudvalget opfordrer EU-Kommissionen til at revidere sit forslag om nationale og regionale partnerskabsplaner, da det vil føre til øget centralisering og svække samhørighedspolitikken. KL deler bekymringen for øget nationalisering af samhørighedspolitikken samt færre midler til danske kommuner.
På plenarforsamlingen den 14.-15. oktober gav Regionsudvalget udtryk for stor kritik af EU-Kommissionens forslag til FFR for 2028-2034. Det er den del af forslaget, som handler om at pulje samhørighedsmidlerne med midlerne til fiskeri, turisme og landbrugsområdet. Prioriteringen af midlerne til områderne skal herefter udformes på nationalt niveau i EU-landene via nationale og regionale partnerskabsplaner.
Regionsudvalgets medlemmer vedtog enstemmigt en resolution, som opfordrer EU-Kommissionen til at ændre sit forslag om nationale og regionale partnerskabsplaner. KL’s medlemmer stemte for resolutionen på plenarforsamlingen.
Det fremhæves i resolutionen, at samhørighedspolitikken fortsat skal være EU’s vigtigste langsigtede investeringsinstrument. Midlerne skaber vækst og beskæftigelse i lokalsamfund på tværs af Europa, derfor skal de prioriteres i tæt samarbejde med kommuner og regioner
Regionsudvalgets formand Kata Tüttő udtalte, at forslaget "mangler juridisk bindende garantier for, at samhørighedspolitikken fortsat vil blive udformet og gennemført i samarbejde med regioner og byer."
Det er endnu uklart, hvad ændringerne i FRR præcist dækker over, og hvilken betydning det får for danske kommuner. KL er i den forbindelse bekymret for, om betegnelsen ”regionale” i en dansk kontekst dækker over kommuner, eller om midlerne vil gå til det nationale niveau.
KL har ved de tidligere forhandlinger om de langvarige EU-budgetter interessevaretaget for at fastholde omfanget af danske strukturfondsmidler. Det vil KL også gøre denne gang. Det skyldes, at midlerne er vigtige for danske kommuner og bidrager med at skabe vækst og beskæftigelse på tværs af landet KL følger derfor forhandlingerne tæt for at sikre, at danske kommuner fortsat har adgang til strukturfondsmidlerne i den kommende budgetperiode.