Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi
Økonomi

Vidensinformeret ledelse i en AI-tidsalder

Hvordan AI kan understøtte analyse og formidling af hverdagens kvalitative data og dermed styrke vidensinformeret ledelse i praksis – uden at gå på kompromis med faglighed, dømmekraft og datasikkerhed? Det er omdrejningspunktet for Malene Skov Dinesens oplæg på Datakonferencen 2026. Her stiller hun skarpt på, hvordan kommunerne kan arbejde med vidensbaseret ledelse 2.0.

13. mar. 2026

Indhold

    ”AI tilbyder noget potentiel viden, vi må tage stilling til,” lyder det fra Malene Skov Dinesen, indehaver og chefkonsulent, Ineva. Pointen er ikke blot at have mere data til rådighed, men at blive bedre til at bruge den viden, der allerede findes i organisationen – særligt den kvalitative viden fra hverdagen i kommunale praksisser.

    Det handler bl.a. om at bruge AI som en analytisk sparringspartner. En sprogmodel kan fx hjælpe med at strukturere kvalitative data, fremhæve mønstre eller stille nye spørgsmål til materialet. Men teknologien må aldrig stå alene.

    I praksis betyder det, at arbejdet med AI altid tager udgangspunkt i data, som analytikeren eller organisationen allerede har overblik over. Først når mennesker har forstået og struktureret materialet, kan en sprogmodel indgå i en analytisk dialog om mulige fortolkninger eller perspektiver. På den måde fungerer AI som et supplement til den faglige analyse – ikke som en erstatning.

    Menneskelig dømmekraft i centrum

    En central pointe i oplægget er, at AI ikke må blive et automatiseret beslutningssystem i ledelsen: ”Anvendelsen forudsætter, at man som leder arbejder rigtigt med det,” siger Malene Skov Dinesen. Teknologien kræver, at ledere og analytikere er endnu mere opmærksomme på deres egen dømmekraft.

    Hun peger på, at mennesket altid har den afgørende kontekstforståelse. Det er mennesker, der kender organisationens praksis, borgernes behov og de politiske rammer. Derfor er det også mennesker, der i sidste ende skal vurdere, hvordan analyser og indsigter omsættes til beslutninger.

    Hvad deltagerne kan tage med hjem

    Malene Skov Dinesen håber først og fremmest at give deltagerne mod på at arbejde mere aktivt med sprogmodeller i deres egen praksis. Målet er at vise, at teknologien ikke behøver at være hverken mystisk eller uoverskuelig.

    Tværtimod kan der være stor hjælp at hente, hvis organisationer formår at skabe de rette rammer for anvendelsen. Når AI bruges som et redskab til refleksion og analyse – og ikke som en erstatning for faglig vurdering – kan det styrke både analyser og ledelsesbeslutninger i kommunerne.

    Datakonferencen 2026

    På konferencen kan du blive klogere på de nyeste tendenser inden for arbejdet med data og AI i kommunerne og høre eksperternes bud på, hvordan teknologierne kan skabe reel værdi i praksis.

    Målgruppen for Datakonferencen er kommunale chefer, ledere, datakonsulenter, analysekonsulenter, digitaliseringskonsulenter m.fl. Konferencen afholdes på Comwell Middelfart den 27. maj 2026.

    Se hele programmet for Datakonferencen 2026

    Kontakt

    Programchef

    Jan Struwe Poulsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk