Kontakt
Jan Struwe Poulsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
Nye ledere i Køge Kommune skal have den bedste start. Derfor tilbydes lederne her en AI-agent som et supplement til et eksisterende digitalt onboarding-værktøj. Hør meget mere om Køge Kommunes AI-agent på konferencen “HR og digitalisering” i Aarhus den 18. juni 2026, når HR-udviklingskonsulent Anna Louise Damgaard Møller og digital konsulent Daniel Lykke Pedersen viser, hvordan AI kan styrke onboarding i praksis. Tilmelding til konferencen er åben nu.
Hvordan kan Køge Kommune tage imod nye ledere og klæde dem bedst muligt på til deres nye lederopgaver?
“Det er lige det med at holde god balance i, at lederne får den rigtige information, uden at de drukner i 100 mails de første 20 dage,” siger Anna Louise Damgaard Møller.
Anna Louise tiltrådte sin stilling som HR-udviklingskonsulent i Køge Kommune for knap tre år siden, og hun driver og udvikler på de klassiske HR-opgaver, faciliterer workshops og to af kommunens fire ledernetværk, der går på tværs af kommunen.
Omkring den tid, da Anna Louise tiltrådte i kommunen, var man netop gået i gang med at se på, hvordan man med et digitalt værktøj kunne onboarde nye medarbejdere og ledere bedre. Værktøjet blev lanceret og kom i drift, men der har blandt andet været nogle tekniske udfordringer, og det har derfor været en svær opstart, som forhåbentlig vil blive løst med et nyt system og en justeret proces.
“Nu har vi stort fokus på leder-onboarding, hvor vi rigtig gerne vil gøre en ekstra indsats. Det er her, hvor denne AI-agent kommer ind, fordi der er rigtig meget information og viden, som nyansatte ledere har brug for at kende til” siger Anna Louise.
Digitalt har fremkomsten af sprogmodeller de seneste tre år rykket grænserne for bedre brugervenlighed i forhold til det oprindelige onboarding-værktøj i Køge Kommune.
“Der lå et stort arbejde i lægge hele onboarding-processen ind i værktøjet, men lederne tog det ikke rigtig til sig - samtidig med nogle tekniske udfordringer. I mellemtiden er der så kommet sprogmodeller og AI til, og vi er nu i Køge Kommune i gang med et større pilotprojekt med Microsoft Copilot. Næste logiske skridt er så, hvad vi kan gøre med agenter, der kan hjælpe os i dagligdagen,” siger Daniel Lykke Pedersen.
Daniel er Anna Louises kollega i Køge Kommunes HR-afdeling. Han blev ansat i august 2025, oprindelig for at arbejde med ledelsesinformation og digitale løsninger. I tidligere stillinger har Daniel arbejdet med budgettering og økonomi og har i den forbindelse udviklet store Excel-formler, udviklet automatiseringer, procesoptimeringer og en masse blandede tekniske løsninger. På den baggrund arbejder Daniel nu ofte som bindeled i krydsfeltet mellem HR, digitalisering og de andre afdelinger, netop fordi han taler “sproget” fra IT og kan oversætte begge veje mellem IT og forvaltningerne.
En grundlæggende udfordring i mange organisationer er videndeling. Ikke for meget, ikke for lidt, og ikke for tidligt, men heller ikke for sent. Altså med andre ord at tilbyde viden, der er relevant for den enkelte leder, og som giver overblik. I Køge Kommune knytter onboardingen an til strukturerede forløb, som gælder for dem selv som ledere, og når de skal ansætte nye medarbejdere.
Her kan en AI-agent være velegnet, fordi de fleste har prøvet at tilgå ny viden i den dialogiske form, som kendes fra eksempelvis ChatGPT.
“Vi har valgt Copilot som sprogmodel for hele kommunen. Copilot har det, der hedder Copilot Studio, hvor man kan bygge agenter og dele dem bredt ud i organisationen. Den bygger på ChatGPT, og vi har valgt at sige, at det eneste, den må kigge i, er køge.dk, som er vores officielle hjemmeside, og så i de dokumenter, som vi har samlet på et SharePoint-site,” siger Daniel.
Endnu er den nye AI-agent i testfasen, og netop testfasen er ifølge Anna Louise og Daniel til gengæld afgørende, både i forhold til at AI-agenten skal svare korrekt og være relevant i forhold til det, som lederne efterspørger.
“I forhold til onboarding tror jeg helt sikkert, at der er et potentiale i det. Men det er ikke sådan, at det vil træde fuldstændig i stedet for relationelle koblinger. Det var noget, vi blev gjort opmærksom på, efter at vi havde en workshop med nogle udvalgte ledere om onboarding,” siger Anna Louise.
Tag med på konferencen “HR og Digitalisering” den 18. juni 2026 i Aarhus. Her vil HR-udviklingskonsulent Anna Louise Damgaard Møller og digital konsulent Daniel Lykke Petersen præsentere Køge Kommunes AI-agent, der hjælper kommunens ledere med at blive onboardet.
Konferencen bliver i det hele taget en dag pakket med nye vinkler på krydsfeltet mellem HR, lederskab og digitalisering, med oplæg, cases, sessioner og drøftelser indlagt undervejs. Tilmelding til konferencen er åben nu.
Samspillet mellem digitalisering og HR-området er kommet i forgrunden: Hvordan kan HR understøtte digitaliseringen? Hvordan kan digitaliseringen understøtte HR? Og hvordan kan HR og digitalisering i forening understøtte udvikling og drift af kommunernes kerneopgaver i fremtiden?
Dit bidrag som chef, leder eller konsulent er vigtigt i dette arbejde. Benyt konferencen til at få ny inspiration og udveklse erfaringer og pleje dit netværk med fagfæller på tværs af det kommunale landskab.
Konferencen afholdes af KL i samarbejde med chefforeningerne OHRC og KITA