Første skridt på vej mod fælles it-driftsenheder
Kommunerne skal sammen skabe rammerne for 4-5 nye fælles it-driftsenheder for netværks- og serverdrift. KL samarbejder tæt med kommunerne om arbejdet og igangsætter nu en kortlægning af den nuværende infrastruktur.

I økonomiaftalen for 2026 blev det aftalt at samle kommunernes basale it-drift i 4-5 fælleskommunale enheder for at styrke cybersikkerheden. Siden aftalens indgåelse har KL afholdt webinarer og møder med it-chefer, kommunaldirektører og borgmestre.
”Der er ikke skitseret konkrete modeller for de nye it-enheder. Kun at de skal etableres af hensyn til cybersikkerheden. Kommunerne skal selv udvikle de rigtige løsninger. Der er mange spørgsmål, som skal afklares, herunder hvor kommunerne står i dag, hvilke sikkerhedskrav de nye enheder skal leve op til, og om enhederne skal opbygges ensartet,” siger kontorchef Pia Færch fra KL.
KL har etableret et programsekretariat, der skal understøtte processen.
Nyt programsekretariat får input af it-chefer
En af programsekretariatets første opgaver er en fælles kortlægning af kommunernes nuværende infrastruktur.
”Det er afgørende, at arbejdet bygger på kommunernes egne erfaringer og behov. Vi skal skabe overblik over den tekniske tilstand, kontrakter og økonomi, og samtidig håndtere medarbejdernes bekymringer. Derfor vil vi have en tæt dialog med kommunerne gennem hele processen,” understreger programleder Christian Christensen fra KL.
KL har inviteret kommunernes it-chefer til en workshop den 2. september for at kvalitetssikre kortlægningen af infrastrukturen og drøfte opgaven med at etablere de nye it-driftsenheder.
Stram tidsplan
I økonomiaftalen står der, at kommunerne senest 1. januar 2027 skal etablere 4-5 kommunale it-servicedriftsorganisationer med geografisk udgangspunkt i de fire regioner.
Styregrupper skal sikre kursen
I forlængelse af økonomiaftalen er der ved at blive etableret en national styregruppe, der skal sikre forventningsafstemning med staten i forhold til aftalen
KL er ved at etablere en kommunal styregruppe, som skal rådgive om beslutninger og processer frem mod etablering af de nye enheder. Den kommunale styregruppe skal bestå af 3-4 kommunaldirektører fra hver KKR-kreds samt udvalgte it-chefer.