Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi
Kursus

Digitaliseringskonsulenter er forandringsagenter

Er det let at være digitaliseringskonsulent i en kommune? Nej, siger Thomas Hyldgaard, der er chef for Digitalisering og IT i Lemvig Kommune. Til gengæld er det et job, hvor man får lov at hjælpe sine kolleger med at skabe mening, lige der hvor en travl hverdag mødes af reformkrav og indførelse af ny digital teknologi. Thomas peger på tre dimensioner, der kan hjælpe digitaliseringskonsulenten godt på vej.

21. okt. 2025

Indhold

    Reformstorm med høj digitaliseringstakt

    De mange og store reformer, som skal udmøntes i kommunerne i disse år, er tilsammen næsten en “reformstorm”. Skolereform, ældrereform, sundhedsreform, socialreform, beskæftigelsesreform og Grøn Trepart er nogle af de vigtigste reformer, der er i gang lige nu. Alle disse reformer forudsætter et stærkt digitalt fundament for at lykkes.

    I dette arbejde har kommunernes digitaliseringskonsulenter en meget vigtig rolle at spille. Det siger Thomas Hyldgaard, der er chef for Digitalisering og IT i Lemvig Kommune.

    “Når der er reformstorm, så er vi jo nødt til at undersøge, hvad reformen går ud på, og hvordan vi tilpasser et givent it-system eller vores organisation og arbejdsgange. Vi ser en kæmpe efterspørgsel efter vores kompetencer i Digitalisering og IT og efter vores organisationsforståelse,” siger Thomas. 

    Digitaliseringskonsulenterne i Lemvig Kommune kan noget særligt. De har dyb faglig indsigt fra forskellige dele af kommunens forvaltningsområder, de har et digitalt mind-set, og så har de stor organisatorisk indsigt og menneskelig forståelse.

    “Tingene bliver mere komplekse, og det bliver endnu vigtigere, at vi skaber en involverende digitalisering. På den måde kan vi understøtte organisationen og dens fag-faglighed med vores digitale faglighed fra Digitalisering og IT. Når de to ting går hånd i hånd, så lykkes vi. Så kan vi understøtte, at fagområderne kan sikre daglig drift, og at borgerne bliver understøttet, sådan at forandringen med disse reformer også gennemføres,” siger Thomas.

    Digitaliseringskonsulenter med faglig forankring

    Faglighed og digital nysgerrighed er den kombination, som Thomas sætter pris på hos sine digitaliseringskonsulenter.

    “De digitaliseringskonsulenter, jeg ansætter, har en faglig baggrund. Det kan være som fysioterapeut eller som tidligere sagsbehandler i Teknik og Miljø, eller de har erfaring med sundheds-it. De har allesammen en faglig vinkel, og så skaber vi et fællesskab her i afdelingen omkring vores digitaliseringsvinkel,” siger Thomas.

    Thomas har fulgt udviklingen tæt

    Tilbage i 2001 blev Thomas Hyldgaard ansat i Lemvig Kommune, i det, der hed IT-afdelingen, og hvor der dengang arbejdede fem medarbejdere. I 2007 blev Thomas chef for afdelingen, og nu i 2025 er der 18 medarbejdere, og navnet er siden skiftet til “Digitalisering og IT”.

    “24 år er der gået, og der er sket rigtig meget i den tid. Jeg har haft en finger med i rigtig mange ting siden da, også uden for kommunen, og jeg er nu blandt andet næstformand i KITA og medlem af Strategigruppe B i SKI. Det vigtigste her er nu ikke, hvad jeg er med i, men at vi alle bør være opmærksomme på vores omverden og på vores organisations behov. Dem skal vi opfylde så godt som muligt. Så kan vi bidrage til god kommunikation og transparens på flere niveauer, så digitaliseringen giver mening,” siger Thomas.

    Digitalisering og it er for længe siden gået fra at være en silo for sig selv til at være en underligger i stort set alt, hvad kommunerne arbejder med.

    “For hvis man ser på den betydning, som digitalisering har i en kommune, så er den betydning jo langt, langt større i dag. Førhen var fokus at sikre en økonomisk drift, hvor det i dag er bundet meget op på, at vi kan omstille os digitalt. Så man kan sige, at vi er blevet katalysator for en økonomisk veldrevet kommune. Digitalisering er ofte en motor for kommunernes udvikling,” siger Thomas.

    Hør Thomas på seminaret “Digitaliseringskonsulenten” den 8. – 9. januar 2026

    Thomas Hyldgaard er blandt de mange eksperter, der underviser på seminaret “Digitaliseringskonsulenten”, som afholdes af KL og KITA den 8. og 9. januar 2026 i København. Seminaret er for alle, der er digitaliserings- eller udviklingskonsulenter, projektledere, eller som på anden måde arbejder med at implementere digitalisering i en kommunal sammenhæng. 

    På seminaret vil Thomas holde oplæg og facilitere øvelser, som kan give inspiration til, hvordan man styrker sine kompetencer og udvikler sig som konsulent og rådgiver. Tilmelding til seminaret er åben nu.

    Den menneskelige side

    Digitaliseringskonsulenter er forandringsagenter, sådan som Thomas betragter det.

    “De er folk med en forvaltningsfaglig baggrund. De skal kunne oversætte mellem teknologien og de faglige miljøer, som de samarbejder med. Det handler i bund og grund meget om at kunne håndtere menneskelige reaktioner på forandring. Når en ny reform ruller ind, møder man frustrationer, usikkerhed og måske frygt for at miste sit job. Konsulentens opgave er at hjælpe kollegerne med at se mening og finde tryghed i digitaliseringen,” siger Thomas.

    At skabe mening

    Det er ikke altid lige let for en digitaliseringskonsulent af facilitere mening i alle digitaliseringsprojekter, men mening og meningsskabelse skal være udgangspunktet i konsulentrollen.

    “Det handler om at forklare, hvorfor vi indfører nye systemer eller arbejdsgange, og hvad det giver af værdi for både medarbejderne og borgerne. Det kan være svært – nogle gange møder man bare korslagte arme og skepsis. Men gennem dialog, relationer og forståelse for forskellige personlighedstyper kan vi bygge bro. Vi arbejder faktisk meget med personprofiler, så vi bliver bedre til at kommunikere forskelligt til forskellige mennesker,” siger Thomas.

    Nyttige dimensioner for digitaliseringskonsulenten

    Thomas Hyldgaard foreslår, at man som digitaliseringskonsulent har et åbent blik for at udvikle sig på særligt tre dimensioner.

    • Nysgerrighed: Vær nysgerrig i din rolle som digitaliseringskonsulent. Det gælder, både hvad angår ny teknologi, udvikling og trends i din kommune, og nysgerrighed på dig selv og din rolle. Hold dig heller ikke tilbage fra at opsøge ny viden i dit faglige netværk.
    • Relationer: Du lykkes bedst i din rolle som digitaliseringskonsulent, når du er bevidst om, i hvor høj grad menneskelige relationer kan påvirke, hvordan implementering af ny teknologi i din kommune kan lykkes. Teknologi påvirker mennesker, men vi kan som mennesker og kolleger bestemt også påvirke teknologien og hvordan vi implementerer og bruger den.
    • Meningskompetence: Du kan spille en afgørende rolle som den kollega, der kan hjælpe andre med at skabe mening i en tid præget af kompleksitet og måske tilhørende utryghed ved mange forandringer og indførelse af ny teknologi.

    Hvem arrangerer seminaret?

    Det er KL og KITA, som afholder seminaret, og det bliver et intensivt todages seminar, hvor du og din rolle som digitaliseringskonsulent bliver sat i centrum. Du får viden, metoder og inspiration med hjem til at styrke arbejdet i din egen kommune, og samtidig får du tid og rum til at dele erfaringer, udfordringer og succeser med dine kolleger fra andre kommuner.

    Tid og sted

    Den 8. – 9. januar 2026 på Scandic i Kødbyen, Skelbækgade 3A, 1717 København

    Pris

    5675,- kr. + moms. Prisen inkluderer deltagelse i internatet og forplejning. Prisen er uden overnatning, som eventuelt kan bestilles direkte hos Scandic Kødbyen.

    Se det fulde program for seminaret “Digitaliseringskonsulenten” og tilmeld dig her

    Kontakt

    Vicekontorchef

    Jan Struwe Poulsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk