Nye principper skal hjælpe myndigheder med bedre digitale løsninger til borgerne
Regeringen lancerer sammen med KL og Danske Regioner seks principper for digital inklusion. Principperne skal være med til at sikre, at alle borgere føler sig inkluderede i den offentlige digitale sektor.
Danmark er et af de mest digitale lande i verden og er førende, når det gælder digitalisering af den offentlige sektor. Digital inklusion er derfor afgørende for at sikre, at alle borgere fortsat kan tage del i vores velfærdssamfund.
For at sætte en ambitiøs retning for en inkluderende digital offentlig sektor, lancerer digitaliseringsminister Marie Bjerre sammen med KL og Danske Regioner derfor seks principper for digital inklusion.