Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Folkeskole

Inspiration til indretning, om- og udbygning: Hvad sker der når skolens fysiske læringsrum udvikles i samspil mellem pædagogik og organisering?

Så hjælper rummet pædagogikken med at skabe mulighed for variation, ro og fællesskab. Det kan man læse om i projektet SKOLENS RUM, som netop er færdiggjort. Projektet samler erfaringer fra 18 danske skoler, som på vidt forskellige måder har udviklet og nytænkt de fysiske rum.

15. apr. 2026

Indhold

    De vigtigste erfaringer, ideer og designgreb er nu samlet i publikationen, SKOLENS RUM, som udgives af Realdania sammen med landets store skoleorganisationer. Her kan kommuner og skoler hente inspiration til, hvordan indretningen af skolens rum kan blive en løftestang for både fællesskab, samarbejde og lysten til at lære. 18 skoler i hele landet, har arbejdet målrettet med at designe, organisere og bruge rum på nye måder. Nogle har taget de første skridt med få midler og mindre greb. Andre har gennemført større forandringer. Alle med et mål om at styrke undervisningen, fællesskabet, arbejdsglæden og elevernes lyst til at lære.

    På Rude Skov Skole har eleverne for eksempel været med til at nytænke indretningen i klasserummene, så de i dag emmer af hygge, genbrugsfund og frihed til at vælge den siddeplads, hvor man lærer bedst. På Stengård Skole har en ombygning af indskolingen betydet et farvel til det traditionelle klasselokale og et hej til undervisning på tværs af årgangen, hvilket har styrket fællesskabet blandt både elever og lærere.

    Ideer til små og store tiltag

    I SKOLENS RUM, kan landets skoler og kommuner hente masser af ideer, inspiration, læringer og gode råd til at komme i gang lokalt. Publikationen er fyldt med konkrete eksempler på, hvad der kan gøres i eksisterende skoler med både små og større tiltag – fra klasselokalet og årgangsområderne til de kreative rum med plads til mere virkelighedsnær og varieret undervisning.

    Publikationen er blevet til i alliancen Skolens Rum, hvor Realdania samarbejder med Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, BUPL, Skole og Forældre, KL og Bygherreforeningen om at sætte ekstra fokus på, hvordan skolens indretning og indeklima kan tænkes aktivt ind i undervisningen og i skolens pædagogiske arbejde.

    ”Det er inspirerende at se de mange gode eksempler på skoler, som arbejder med lokaler og rum på en måde, så de kan være med til at skabe en mere motiverende undervisning. Det kan både være store og små renoveringer, men det vigtige er, at man ser det fysiske rum som en del af hele den måde, vi skaber en god skole på,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.

    Mens landets kommuner løbende investerer i opgraderinger og nye tekniske løsninger på de lokale skoler, ønsker parterne bag alliancen Skolens Rum at sætte øget fokus på det enorme potentiale, der ligger i at se skolens rum som mere end en fysisk ramme. Derfor er publikationen SKOLENS RUM sendt ud til alle landets folkeskoler og kommuner.

    ”Skolens rum er mere end bygninger. De danner rammen om børn og unges hverdag, fællesskaber og muligheder for at lære og udvikle sig. Med SKOLENS RUM har vi samlet en masse viden og konkrete erfaringer fra elever, lærere, pædagoger og skoleledere fra hele landet. Og vi giver det videre med fingrene krydset for, at det vil inspirere flere skoler og kommuner til at se det store pædagogiske potentiale, som skolens rum indeholder, og afprøve nye måder at indrette og designe de lokale læringsmiljøer på,” siger Nina Kovsted Helk, adm. direktør i Realdania.

    Skolens rum er mere end blot fysiske rammer om undervisningen. Det er en pædagogisk medspiller. I alliancen Skolens Rum undersøges det, hvordan skolens rum og indretning kan bidrage til en variereret, praksisorienteret og motiverende undervisning med plads til alle. Alliancen består af Realdania, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, BUPL, Skole og Forældre, KL og Bygherreforeningen.

    Læs mere om SKOLENS RUM her:

    Skolens rum kan løfte undervisningen og elevernes motivation | Realdania

    I anledning af udgivelsen afholdes et webinar med kommunale eksempler, samt introduktion til publikationen d. 8. maj, kl. 11:00 – 12:00.

    Tilmeld jer webinaret her

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Claus Ortved Melcher

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3673

    E-mail: clom@kl.dk