Inspirationskonference markerer afslutningen på Fremfærdprojektet SamVej
Den 27. oktober 2025 afslutter KL og Danmarks Lærerforening Fremfærdprojektet SamVej. Det sker med en inspirationskonference på Hotel Sinatur Storebælt i Nyborg. Projektet har gennem flere år samlet kommuner, skoler og forskere i de deltagende kommuner for at udvikle og forandre samarbejdet om læringsorienteret vejledning i praksis.

Hvad kan du opleve?
Konferencen sætter fokus på hvordan elevinddragelse og et tættere samarbejde mellem lærere og vejledere samt ledelser i KUI og på skoler kan øge elevernes udbytte af undervisning i uddannelse og job og vejledningsaktiviteter. På programmet vil der bl.a. være oplæg om, hvordan elevernes stemmer og feedback kan være drivkraft i at skabe vejledning og undervisning, der føles meningsfuld og motiverende for både elever, lærere og uddannelsesvejledere i de deltagende kommuner.
Om eftermiddagen stilles der skarpt på samarbejdet mellem lærere, vejledere og ledere – både gennem forskeroplæg og praksiseksempler. Og så vil et panel med deltagelse af både en elev, lærer og en uddannelsesvejleder give et unikt indblik i, hvordan et tæt samarbejde om vejledning og undervisning opleves i praksis. Konferencen rundes af med et blik på, hvordan projektets erfaringer kan spille sammen med fagfornyelsen.
Som deltager får du både idéer og konkrete metoder, inspiration fra praksis, viden om ledelsesformer og samarbejdsmodeller – og ikke mindst eksempler på aktiviteter, der kan hjælpe elever med at opdage nye muligheder og se sig selv i fremtiden. Kom og vær med, når vi samler erfaringer og peger fremad for læringsorienteret vejledning.