Geografiske Fagdata i GeoDanmark (GeoFA) er en frivillig samling af fællesoffentlige data, som vurderes at have værdi på tværs af kommunegrænser – både for myndigheder og andre eksterne anvendere. Det er frivilligt for myndigheder at benytte databasen til opbevaring og udstilling af data – og gratis for tredjepart at hente og anvende data lokalt.
GeoFA har den styrke, at den sikrer en standardisering af forvaltningsdata på tværs af kommunegrænser og dermed landsdækkende anvendelse af data. En fælles datamodel sikrer, at data får en ensartet kvalitet på tværs af kommunerne. Samtidig opnår kommunerne en mindre grad af afhængighed af leverandører, hvilket betyder, at det er billigere at skifte system eller arbejdsmetode.
Eftersom det er frivilligt for kommuner at registrere data i GeoFA, vil ikke alle datasæt være komplette, hverken geografisk eller indholdsmæssigt, da det er op til de enkelte kommuner, hvor meget de udfylder. Det forventes, at flere kommuner vil registrere i takt med at flere fagtemaer publiceres.
GeoFA-databasen rummer f.eks. de kommunale friluftsdata (rekreative stier og ruter, shelters, bålpladser, badestrande og andre faciliteter), skoledistrikter og offentlige ladefaciliteter, som ikke er tilgængelige gennem andre fællesoffentlige databaser.
Geografiske Fagdata i GeoDanmark (GeoFA)