KL takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til bekendtgørelse om beredskab for almene vandforsyninger og spildevandsforsyningsselskaber. Bekendtgørelsen skal bidrage til at styrke modstandsdygtigheden over for både fysiske trusler og cybertrusler hos de forsyninger, der ikke allerede er omfattet af den eksisterende regulering. Høringssvaret afgives med forbehold for efterfølgende politisk behandling i KL.
KL bakker op om formålet med bekendtgørelsen og om, at der fastsættes ensartede minimumskrav til beredskab, fysisk sikkerhed og cybersikkerhed for de almene vandforsyninger og spildevandsforsyningsselskaber, der ikke er omfattet af NIS2- og CER-reglerne. Et robust beredskab i hele vandsektoren er afgørende for borgernes sundhed, miljøet og opretholdelsen af samfundsvigtige funktioner.
KL finder imidlertid, at bekendtgørelsen regulerer forsyningernes pligter uden i tilstrækkelig grad at fastlægge den operative snitflade mellem selskaberne og kommunerne.
Drikkevand og spildevand skal i en beredskabssituation samarbejde, så spildevandsystemet ikke overbelastes af drikkevand. Denne sammenhæng fremstår efter KL’s vurdering ikke tydeligt nok i bekendtgørelsen.
Kommunerne har ofte et stort antal almene vandforsyninger, der ikke er omfattet af NIS2- og CER-reglerne. Kommunerne har samtidig en central rolle ved håndtering af hændelser med betydning for borgere, institutioner, sundhed, miljø og lokal krisekommunikation. Bekendtgørelsen sikrer efter KL's vurdering ikke i tilstrækkelig grad sammenhængen mellem forsyningernes beredskabsplanlægning og kommunernes samlede beredskabsplanlægning.
KL anbefaler derfor, at bekendtgørelsen suppleres med tydeligere krav til koordinering, informationsdeling, lokal varsling, øvelser og samarbejde mellem forsyninger, kommuner og Miljøstyrelsen.
KL finder det afgørende, at beredskabet for drikkevand og spildevand planlægges samlet.
Spildevandssystemets kapacitet kan blive helt eller delvist sat ud af kraft af flere årsager, herunder strømsvigt, cyberhændelser, tekniske fejl eller fysiske skader. Hvis drikkevandsproduktionen samtidig fortsætter uændret, kan det føre til overbelastning af spildevandssystemet, overløb og væsentlige konsekvenser for sundhed og miljø.
Bekendtgørelsen bør derfor understøtte, at forsyningerne arbejder med fælles scenarier og procedurer for håndtering af større hændelser, hvor afhængighederne mellem drikkevands- og spildevandsforsyning bliver tydelige. Dette gælder også i situationer, hvor forsyningernes drift påvirkes af svigt i eksterne infrastrukturer og leverancer som el-, tele- og datakommunikation.
KL finder det positivt, at § 7, stk. 2, nr. 7, stiller krav om, at forsyningernes beredskabsplaner skal beskrive relationen til kommunens beredskabsplanlægning. Bestemmelsen sikrer imidlertid ikke i sig selv den nødvendige koordinering mellem forsyningernes beredskabsplanlægning og kommunernes beredskabsplanlægning.
Kommunerne har i dag begrænset indsigt i mange mindre almene vandforsyningers beredskabsniveau, kritiske afhængigheder og beredskabsplaner. Samtidig er det ofte kommunen, der skal håndtere konsekvenserne af større hændelser.
KL anbefaler på den baggrund, at kommunerne inddrages i udarbejdelse og revision af de dele af beredskabsplanerne, som vedrører kommunale opgaver og lokal koordinering. Samtidig bør kommunerne inddrages i udarbejdelse og revision af de dele af beredskabsplanerne, som vedrører kommunale opgaver og lokal koordinering. Kommunerne bør desuden have adgang til relevante og opdaterede oplysninger om kontaktpunkter, kritiske afhængigheder, beredskabsforanstaltninger og varslingsprocedurer, samtidig med at der tages hensyn til beskyttelsen af sikkerhedsfølsomme oplysninger.
KL bemærker desuden, at kravet om procedureøvelser efter § 7 primært fokuserer på forsyningernes egne beredskabsplaner. Det kan overvejes, om dette i tilstrækkelig grad understøtter samarbejdet mellem forsyninger, kommuner og øvrige beredskabsaktører ved større hændelser. Efter KL's opfattelse bør relevante forsyninger efter en konkret vurdering kunne inddrages i tværgående øvelser, hvor væsentlige samarbejds- og koordinationsflader afprøves.
Kommunerne fører i dag tilsyn med drikkevandskvalitet og vandforsyningsanlæg, mens Miljøstyrelsen efter bekendtgørelsen får ansvar for tilsyn med beredskabsplanlægning og sikkerhedsforanstaltninger. Det kan føre til uklarheder i forhold til, hvem der fører tilsyn med hvad, fx hvis kommuner i forbindelse med tilsyn af vandforsyningsanlæg bliver opmærksom på muligt brud på de nye regler i bekendtgørelsen. Der er derfor behov for en tydeligere beskrivelse af roller, ansvar og samarbejdet mellem myndighederne.
KL er bekymret for, at det kan blive uhensigtsmæssigt for forsyningerne, at der føres to tilstødende tilsyn fra forskellige myndigheder. Det ville formentligt være mere effektivt at samle det hos kommunerne.
KL finder særligt behov for afklaring af samspillet mellem Miljøstyrelsens nye tilsynsrolle, kommunernes eksisterende tilsynsansvar og de koordinationsgrupper, som kommunerne i dag etablerer ved drikkevandshændelser.
KL finder, at bekendtgørelsen i begrænset omfang adresserer samspillet mellem forsyningernes beredskabsplanlægning og kommunernes ansvar for sårbare borgere og kritiske samfundsfunktioner.
Forsyningernes planer bør derfor beskrive leverancer til kritiske institutioner og grænsefladen til kommunens planlægning for sårbare borgere, herunder plejehjem, botilbud, hjemmeplejemodtagere og borgere med særlige hygiejne- eller sundhedsbehov.
Det bør samtidig afklares, hvordan sygehuse, dyrehold, fødevarevirksomheder og andre kritiske aftagere prioriteres ved begrænset kapacitet. Dette er væsentligt for både kommunernes planlægning og en effektiv håndtering af længerevarende hændelser.
Efter § 14 skal forsyningen underrette Miljøstyrelsen om en væsentlig hændelse uden unødigt ophold og senest inden for 72 timer. KL støtter denne pligt. Der er imidlertid ikke fastsat en tilsvarende pligt til at orientere den berørte kommune. Det er efter KL's opfattelse en væsentlig mangel, da kommunen kan have behov for hurtigt at iværksætte indsatser over for eksempelvis plejehjem, botilbud, dagtilbud og hjemmeplejemodtagere samt håndtere miljø-, sundheds- og kommunikationsopgaver. KL anbefaler derfor, at forsyningerne forpligtes til at inddrage kommunen direkte ved hændelser eller mistanke om hændelser, som kan påvirke drikkevand, spildevand, kommunale opgaver eller lokale sundheds- og miljøforhold. Varslingen bør være operationel og ikke afhængig af den efterfølgende rapportering til Miljøstyrelsen.
KL bemærker, at bekendtgørelsen alene omfatter almene vandforsyninger og spildevandsforsyningsselskaber. Det bør afklares, hvordan beredskabet håndteres for andre større eller samfundskritiske vandforsyninger, fx virksomheder med egen vandforsyning eller vandrensningsanlæg, som ikke er omfattet af bekendtgørelsen.
KL mener, at det er vanskeligt for forsyningerne at gennemskue kriterierne for, at Miljøstyrelsen ændrer en forsynings niveauplacering. KL ser derfor gerne, at kriterierne for Miljøstyrelsens mulighed for at ændre en forsynings niveauplacering beskrives tydeligere.
KL opfordrer til, at alle forsyninger i en multiforsyning indplaceres på det højeste niveau, som en af forsyningerne er underlagt.
Kommunerne besidder ofte væsentlig lokal viden om kritiske institutioner, alternative forsyningsmuligheder og lokale afhængigheder. KL opfordrer til, at denne viden inddrages ved vurderinger af niveauplacering.
KL bemærker desuden, at registreringsoplysningerne efter § 5 har central betydning i en beredskabssituation. Det bør derfor sikres, at oplysninger om operationelle kontaktpunkter holdes opdaterede og er tilgængelige for de relevante myndigheder.
Kravene til forsyningens interne organisering bør udtrykkeligt omfatte bestyrelsesmedlemmer, frivillige med operative funktioner, eksterne leverandører og vagtordninger, hvor disse indgår i beredskabet.
Kravet om en fysisk beredskabsplan bør præciseres som et funktionskrav: Planen skal under strøm-, tele- og internetudfald være tilgængelig for relevante beslutningstagere og operative funktioner i et tilstrækkeligt antal kontrollerede, opdaterede eksemplarer på sikre lokaliteter. Der bør samtidig stilles krav om versionsstyring og sikker destruktion af forældede eksemplarer.
KL mener, at der er behov for en tydeligere afgrænsning af, hvilke forsyninger der skal indgå i beredskabsplanlægningen jf. kravet i § 7, stk. 2, nr. 8 . Det er uklart, om bekendtgørelsens henvisning til naboforsyninger alene omfatter fysisk sammenkoblede forsyninger, eller om den også omfatter nødforbindelser og formaliserede beredskabs- og bistandsaftaler. Efter KL's opfattelse bør beredskabsplanerne omfatte de forsyninger, som man er driftsmæssigt eller beredskabsmæssigt afhængig af.
Kravet om et operationelt kontaktpunkt med e-mailadresse og telefonnummer er ikke tilstrækkeligt ved længerevarende strøm-, tele- eller cyberudfald. KL anbefaler krav om redundante kontaktveje og offline-procedurer for varsling, situationsdeling og koordineret kommunikation.
Registreringsoplysningerne efter § 5 bør bekræftes fx årligt. Ændringer i det operationelle kontaktpunkt bør indberettes uden unødigt ophold og inden for en væsentligt kortere frist end tre måneder, så Miljøstyrelsen og samarbejdende aktører altid har adgang til aktuelle kontaktoplysninger.
I tillæg hertil anbefaler KL, at selskabernes beredskabsplaner skal sondre mellem forsyningsledet driftskommunikation til koordineret krisekommunikation, så der er indtænkt, hvordan man som forsyning kommunikerer i en krisesituation. Beredskabsplanerne kunne således indeholde eksempler på, hvad der kan medføre, at en forsyning går fra almindelig driftskommunikation (fx brud på en stikledning) til krisekommunikation (fx totalt længerevarende el- og IT-nedbrud) .
KL noterer sig positivt, at Miljøstyrelsen vil udarbejde en vejledning som supplement til bekendtgørelsen. Vejledningen bliver central for en ensartet implementering af reglerne. Det bør beskrives, hvordan relevante beredskabsoplysninger og planer skal deles med kommunerne, herunder i hvilken form og gennem hvilke sikre kanaler.
Definitionen af en hændelse i § 3 litra 3 bør samtidig præciseres, så den udtrykkeligt omfatter svigt i eksterne infrastrukturer og leverancer, herunder el-, tele- og datakommunikation, brændstof og øvrige kritiske leverandørydelser. Der er behov for en tydeligere afgrænsning af begreberne "hændelse" og "væsentlig hændelse", herunder forholdet til eksisterende underretningsforpligtelser på drikkevandsområdet. Reglerne skal også omfatte hændelser, der ikke opstår i forsyningen selv, men som forhindrer eller væsentligt begrænser dens drift.
Bekendtgørelsen bør understøtte, at forsyningerne arbejder med fælles scenarier og operationelle procedurer for situationer, hvor spildevandssystemets kapacitet reduceres eller bortfalder. Det gælder eksempelvis situationer, hvor drikkevandsforsyningen fortsat kan levere vand, mens spildevandet ikke kan pumpes, transporteres eller renses. I sådanne situationer bør det være tydeligt, hvordan vandforbruget kan begrænses, hvordan borgere og virksomheder varsles, og hvordan driften genetableres uden at skabe yderligere belastning af spildevandssystemet. Efter KL's opfattelse bør dette kunne uddybes nærmere i den kommende vejledning.
Begrebet OT-infrastruktur anvendes i §§ 8-9 uden at være defineret i bekendtgørelsen.
En nærmere beskrivelse af OT-infrastruktur og kriterierne for interneteksponering, herunder eksempler på direkte og indirekte internetadgang i en vejledning samt en vurdering af, om visse ledningsmæssigt eller digitalt forbundne niveau 0-forsyninger bør omfattes af skærpede sikkerhedskrav, hvis en hændelse kan påvirke andre forsyninger. Det kan desuden overvejes, om § 11, stk. 2, litra 3 og 4 også skal gælde for disse forsyninger.
Afklaring af kravene til elektronisk overvågning og proportionaliteten af sådanne krav ved eksempelvis boringer uden for forsyningens primære anlæg, fx på marker
Afklaring af, hvordan oplysninger om operationelle kontaktpunkter vedligeholdes og deles med relevante myndigheder
Wn tydeligere beskrivelse af, hvordan Miljøstyrelsens tilsyn gennemføres, og hvordan det spiller sammen med kommunernes eksisterende tilsynsopgaver
Præcisering af, om og hvordan personalesikkerhed indgår i bekendtgørelsens krav til sikkerhedsforanstaltninger.
Opmærksomhed på vejledning om planlægning af beredskab for vandforsyning fra 2002, når der udarbejdes vejledning til bekendtgørelsen. Se vejledningen herunder:
Vejledning om planlægning af beredskab for vandforsyning fra 2002 | mst.dk
Høringsbrevet beskriver de forventede omkostninger for forsyningerne og Miljøstyrelsens administration af ordningen, men de kommunale opgaver og omkostninger som bekendtgørelsen vil medføre, er ikke nærmere belyst.
Kommunerne må forventes at skulle bidrage til koordinering mellem forsyninger og myndigheder, krisehåndtering, informationsdeling, kommunikation, øvelser og samarbejde ved større hændelser. Hertil kommer opgaver relateret til samarbejdet med forsyningerne om beredskabsplanlægning og håndtering af konsekvenser for borgere, kommunale institutioner, sundhed og miljø.
KL forudsætter derfor, at eventuelle nye kommunale opgaver og merudgifter som følge af bekendtgørelsen identificeres og håndteres efter DUT-principperne. KL anmoder på den baggrund om, at bekendtgørelsen sendes i økonomisk høring med henblik på at afklare de kommunaløkonomiske konsekvenser.
KL står til rådighed for en videre dialog om den konkrete udmøntning og om udarbejdelsen af den kommende vejledning.
