Høringssvar: KL's høringssvar på emballagebekendtgørelsen august 2025
KL har modtaget udkast til ændringer af bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald, der indsamles med emballageaffald. KL takker for mulighed for at kommentere på bekendtgørelsen. Der er ikke foretaget en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsperioden, og der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling.

Bemærkninger
KL finder det positivt at bekendtgørelsen bliver præciseret for så vidt angår § 35 om betalingsforpligtelser ved transport af emballageaffald, hvor affaldet ikke omlastes.
I bekendtgørelsen fjernes desuden historiske tidsfrister. Umiddelbart giver det god mening, men samtidigt forsvinder rettesnoren for, hvornår en årlig opgave (eller en opgave hvert andet år) skal udføres.
Det gælder for § 58, hvor Miljøstyrelsen årligt skal fastsætte nøgletal for kommunalt indsamlet ikke-emballageaffald. Her udgår sætningen om, at første gang skal ske 1. april 2025, og der er ikke længere klarhed over, hvornår på året aktørerne kan forvente opdaterede nøgletal. Der kan være risiko for, at fastlæggelse af nøgletal lettere kan blive en opgave som udskydes som følge af andre opgaver.
Det er nødvendigt for aktørerne at kende de prisregulerede nøgletal i forbindelse med disses budgetlægning for det kommende år. Derfor vil det sætte kommunerne budgetlægningsproces under pres, hvis ikke reguleringen er kendt, så kommunerne har mulighed for at indarbejde priserne i næste års budget.
KL foreslår derfor, at nøgletallene fortsat fastsættes og offentliggøres senest d. 1. april. § 58 stk. 2 kunne derfor formuleres således: Miljøstyrelsen prisregulerer nøgletallene, jf. stk. 1, hvert år senest den 1. juni og offentliggør dem på styrelsens hjemmeside, www.mst.dk, jf. bilag 11.
KL har ingen kommentarer til præciseringen af § 77.
KL henviser desuden til tidligere høringssvar fra KL til emballagebekendtgørelsen, og påpeger at en del af kommentarerne stadig er relevante. Det gælder bl.a. ønsket om længere tildelingsperioder, mere vejledning til fastsættelse af gebyrer for genbrugspladser og generelle administrationsomkostninger samt klarere retningslinjer for gebyrfastsættelse af flerkammerspande (KL’s høringssvar af 7. oktober 2024).
Derudover har den nuværende tildeling også understreget behovet for, at der i bekendtgørelsen kommer klarere rammer for tildelingen, så der i højere grad tages højde for, at kommuner med fælles logistik tildeles til samme kollektiv ordning.
KL står naturligvis til rådighed for uddybning af svaret.