Gå til hovedindhold
Høringssvar
Teknik og miljø

Høringssvar: Forslag til lov om ændring af jernbaneloven og lov om DSB

KL har modtaget høring over udkast til forslag til lov om ændring af jernbaneloven og lov om DSB

27. aug. 2025
  • Tegnsprog

Indhold

    Ved lovforslaget foreslås det, at Banedanmark kan gennemføre fornyelse og vedligeholdelse af statens jernbane med særskilte støjregler for jernbaneaktiviteter, hvis primære formål er opretholdelse af funktionalitet. Med lovforslaget ændres der ikke på karakteren af eller støjen fra jernbaneaktiviteterne, men alene på støjgrænserne.

    KL takker for muligheden for at kommentere på lovforslaget. Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsperioden. Der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.

    KL forstår, at lovforslaget kan give lempelser ift. kommunernes planlægning, da der vil være færre støjgrænser, der skal overholdes. Dog finder KL det bekymrende, at miljøbeskyttelsesloven, støjgrænser, jordforureningslov og EU-lovgivning tilsidesættes. Lovforslaget vil desuden medføre, at mange borgere, som bor tæt op ad meget støjende arbejdsarealer kan blive ramt yderligere af støjgener.

    Generelle bemærkninger

    KL finder det uklart, i hvilket omfang de ændrede støjgrænser vil få konsekvenser for kommunernes planlægning. KL vil opfordre til, at ændringen ikke resulterer i en mere restriktiv praksis i forhold til statens tilsyn med kommunernes planlægning, som kan gøre lokal- og kommuneplanlægning langs banen mere kompleks og begrænse udviklingsmulighederne.

    I den forbindelse er det vigtigt, at der skabes klarhed om, hvordan Banedanmark vil administrere de nye regler, og hvilke krav kommunerne fremover vil blive mødt med.

    Specifikke bemærkninger vedr. § 37

    KL oplever, at flere kommuner i dag er i dialog med Banedanmark omkring dokumentation af støjniveauet fra virksomhedsaktiviteterne og mulige støjdæmpende tiltag. Lovforslaget vil få betydning for kommunernes kompetence til at regulere infrastrukturforvalterens nuværende og fremtidige aktiviteter på og ved jernbanen efter støjgrænser og miljøbeskyttelsesloven.

    Forslaget tillægges tilbagevirkende kraft, hvorfor allerede meddelte dispensationer og støjgrænser til Banedanmark vil blive ophævet med lovforslagets vedtagelse. KL vil opfordre til, at ændringen ikke resulterer i store konsekvenser for borgeres bosætning langs banestrækninger med henblik på støjgrænser.

    Jf. § 37 e, stk. 1 foreslås det, at infrastrukturforvalteren kan udføre planlagte og akut opståede vedligeholdelsesarbejder samt mindre fornyelsesprojekter, som har til formål at opretholde statens jernbaneinfrastrukturs funktionalitet, hvor lov om miljøbeskyttelse og regler vedrørende støj udstedt i medhør ikke finder anvendelse.

    KL finder det uklart, hvordan akutte og planlagte vedligeholdelsesprojekter samt mindre renoveringer defineres, og der mangler tydeligere forklaring derpå i loven.

    Derudover vil KL igen gøre opmærksom på, at det er bekymrende, at miljøbeskyttelsesloven tilsidesættes, særligt da jord langs jernbaner ofte kan være forurenet, hvor det vil være vigtigt med korrekt håndtering.

    KL finder det uhensigtsmæssigt, at der med lovforslaget ikke vil være en miljømyndighed til at håndhæve  § 37 c., herunder stk. 2 og 4, da alle klagerne efter forslaget vil blive håndteret direkte af transportministeren.

    KL vil opfordre til, at der med lovforslaget skal udføres en teknisk redegørelse vedrørende mulighed for at nedbringe støj, før transportministeren kan træffe afgørelse jf. stk. 3 og 4. Dette vil stemme overens med, at kommunerne kræver denne med undersøgelsespåbud, før der vurderes, om det er proportionelt at kræve tiltag.

    KL står til rådighed for uddybning af svaret.

    Dokumenter

    Kontakt

    Konsulent

    Mie Mester

    Klima & Tværkommunalt Samarbejde

    Telefon: +45 3370 3159

    E-mail: miem@kl.dk