Høringssvar: Bekendtgørelse om Affaldsregistret 2025
KL har modtaget udkast til bekendtgørelse om Affaldsregistret og bekendtgørelse om betaling for registrering i Affaldsregistret. KL takker for mulighed for at kommentere på bekendtgørelserne. Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsperioden. Der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.

Generelle bemærkninger
Overordnet set er det positivt, at der er fokus på at forenkle regler og på at gøre det lettere for virksomheder at indberette oplysninger i systemet. KL savner dog fokus på, at systemet også skal kunne anvendes af henh.
kommuner og virksomheder, der ønsker at føre tilsyn eller finde en affaldsvirksomhed til at afhente deres affald. Med de foreslåede ændringer bliver registret næsten udelukkende et register for registrets egen skyld.
Derudover undrer KL sig også over timingen af ændringen af bekendtgørelsen.
Positivt med indkøb og udvikling af nyt Affaldsregister
KL er klar over, at det eksisterende IT-system bag Affaldsregistret er gammelt og er bekendt med, at systemet længe har haft udfordringer med registrering af virksomheder, udsendelse af fakturaer, etc. På den baggrund er det rigtig positivt, at Energistyrelsen investerer i et nyt IT-system og samtidigt ser på, om nogle funktionaliteter skal ændres.
Rent teknisk er det vigtigt, at det nye system kan integreres med andre systemer og bør opbygges i moduler, som let kan kombineres både internt i systemet men også med andre IT-systemer, fx oplagt Affaldsdatasystemet eller et kommende fælles IT-register/IT-infrastruktur.
Nemmere betalingssystem mindsker snyd
Det er positivt, at betalingsstrukturen bliver forenklet, således at de forskellige virksomhedstyper nu betaler det samme og kun adskiller sig fra, hvor mange enkelte P-enheder, der er registreret. Det giver større gennemsigtighed og er nemmere at forstå for brugerne. Det virker også som om selve betalingsstrukturen med, at man én gang om året skal logge på og betale det årlige gebyr er markant nemmere at administrere og man dermed kan undgå free-riders.
I den forbindelse er det meget positivt, at det nu endelig med ændringen i bekendtgørelsen bliver muligt at slette virksomheder, der ikke betaler fra registret. Det har taget meget lang tid at få dette indført i bekendtgørelsen. Det var problematisk, at virksomheder kunne stå opført i registret i flere år uden at betale til det.
Timing i forenklingen af Affaldsregistret
På den mindre positive side er KL forundret over timingen i forenklingen af Affaldsregistret. Der er flere historier fremme i medier om den manglende sporbarhed og omgåelse af reglerne for både jord og bygge- og anlægsaffald, og Miljøstyrelsen har sammen med kommunerne og KL siden årsskiftet arbejdet med indsatser, der kan øge sporbarheden af jord og affald.
En af indsatserne er bl.a. et fælles dataregister eller dataintegration mellem de forskellige IT-systemer, så affaldet bedre kan følges i værdikæden.
I den sammenhæng virker det lidt mærkeligt, at der med forenklingen af Affaldsregistret lægges op til mindre tilsyn og kontrol. I stedet burde der ske en øget samtænkning mellem reglerne for Affaldsregistret, affaldsaktørbekendtgørelsen, affaldsbekendtgørelsen, bekendtgørelsen om affaldsdatasystemet samt den nye bekendtgørelse for håndtering af byggeaffald. En regelforenkling i Affaldsregistret bør således ses i perspektiv af det samlede arbejde, der pågår med at sikre bedre sporbarhed af jord og bygge- og anlægsaffald og samtænkes med et kommende fælles dataregister eller dataintegration.
Tilsyn med registrering i Affaldsregistret
Med ændringerne i affaldsregisterbekendtgørelsen lægges op til, at miljøgodkendelser og indsamlingsbeviser ikke længere skal godkendes for at en virksomhed kan blive registreret. Som nævnt ovenfor er det underligt, at denne forenkling sker på et tidspunkt, hvor der efterspørges mere kontrol med affaldsstrømmene. KL finder det derfor vigtigt, at virksomheder der tilmelder sig registret undergår en kontrol, så det sikres, at virksomhederne må påtage sig den rolle, de er registreret til i Affaldsregistret.
Rent teknisk vil en del af problemstillingen sikkert kunne løses ved, at det ikke bliver muligt at komme videre i tilmelding, uden at de relevante dokumenter er vedhæftet.
Derudover er det vigtigt, at det fremgår tydeligt af registret, hvilket ansvar man påtager sig, når man fx registrerer sig som indsamlingsvirksomhed i stedet for transportør. Kommunerne har erfaring med, at affaldsvirksomheder ikke altid er bekendt med de forskellige roller, og at affaldsproducenter, der søger en virksomhed til at afhente deres affald, forventer at alle virksomheder, der står opført i Affaldsregistret, overtager ansvaret for affaldet.
Behov for miljøgodkendelser i Affaldsregistret
I forbindelse med sagsbehandling af bygge- og anlægsaffald er det vigtigt, at kommunerne kan se, om de anlæg, der fremgår af affaldsanmeldelserne, har en miljøgodkendelse til at kunne modtage affaldet. Det har tidligere været muligt for kommunerne, at anvende Affaldsregistret til at se miljøgodkendelserne, når affaldet foreslås behandlet i en anden kommune end deres egen.
Energistyrelsen har påpeget at kommunerne kan fremsøge miljøgodkendelserne inde i Digital Miljøadministration (DMA), og derved ikke har behov for at se dem i Affaldsregistret. Det er korrekt, at miljøgodkendelserne fremgår af DMA, men hvis miljøgodkendelserne ikke fremgår af Affaldsregistret vil en sagsbehandler skulle tjekke både Affaldsregistret og DMA for, at se om affaldsvirksomheden lovligt med afhente og håndtere affaldet.
Samtidigt er Digital Miljøadministration heller ikke et system, der er kendt af den almene affaldsproducent, der gerne vil sikre, at hans affald håndteres af godkendte affaldsvirksomheder. Og igen vil det betyde opslag i flere systemer for at finde affaldsvirksomheder, der har de rette tilladelser til at håndtere affaldet.
En mulighed for at sikre at miljøgodkendelserne fremgik af Affaldsregistret kunne være en data-integration, så miljøgodkendelser i DMA kobles automatisk til virksomhederne i Affaldsregistret.
Anvendelse af Affaldsregistret
Energistyrelsen foreslår, at muligheden for at søge på affaldsfraktioner som en virksomhed indsamler eller behandler fjernes. Det er et forslag, der ikke virker afstemt med det øgede fokus på affaldstilsyn i Miljøstyrelsen. Med det styrkede affaldstilsyn lægges op til, at Miljøstyrelsen årligt skal føre et administrativt tilsyn med 24.000 affaldsproducerender virksomheder og kommunerne fysiske tilsyn med 4.800. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunerne i forbindelse med det fysiske tilsyn hos affaldsproducenterne, vil have mulighed for at henvise til en officiel hjemmeside, hvor de kan fremsøge affaldsvirksomheder til at afhente deres relevante affaldsfraktioner. Alternativt vil affaldsproducenterne skulle finde affaldsvirksomheder via nettet og derefter tjekke i Affaldsregistret, hvorvidt affaldsvirksomheden er registret og hvorvidt der er tale om en indsamlingsvirksomhed eller en transportør.
KL anerkender, at den nuværende søgefunktion med fraktioner ikke er optimal, men foreslår, at man i stedet for at nedlægge den, opdaterer den, så den fremstår mere brugerorienteret og kan supplere indsatsernefor at få de affaldsproducerende virksomheder til at sortere deres affald bedre.
Bekendtgørelse om betaling for registrering i Affaldsregistret
KL har ingen kommentarer til den nye bekendtgørelse om betaling for registrering i registret, men bifalder, jf. ovenfor, at betalingsstrukturen ændres. Derudover er det naturligvis hensigtsmæssigt, hvis priserne for registrering i registret fortsat fremgår af hjemmesiden og ikke kun kan findes i bekendtgørelsen.
KL står naturligvis til rådighed for uddybning af høringssvaret eller forslag til forbedring af brugervenligheden af Affaldsregistret.