Høringssvar: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Vedrørende kronikerpakker

Med lovforslaget indføres en systematisk ramme for behandling af borgere med udvalgte kroniske sygdomme på tværs af sundhedsvæsenet samt to nye patientrettigheder i form af tidsfrister:

• at der skal udarbejdes en behandlingsplan inden for 30 kalenderdage efter diagnosen hos egen læge
• at patientrettede forebyggelsestilbud skal opstartes inden for 21 kalenderdage efter henvisning fra egen læge.

KL støtter formålet med kronikerpakkerne og ambitionen om at sikre et mere sammenhængende og systematisk forløb for borgere med kronisk sygdom. KL støtter herunder en tidligere og mere systematisk henvisning til patientrettet forebyggelse.

Der er imidlertid behov for en række præciseringer i bemærkningerne til lovforslaget, særligt i forhold til forståelsen af den patientrettede forebyggelse og dermed rammerne for den nye patientrettighed.

Den afklarende samtale er en integreret del af tilbuddet

Det er helt centralt for KL, at den patientrettede forebyggelse forstås som ét samlet tilbud, der opstartes med en afklarende samtale. Den afklarende samtale er således ikke alene en forudgående administrativ eller visiterende aktivitet, men en integreret del af det patientrettede forebyggelsestilbud på lige fod med øvrige indsatser som ernæringsindsats, fysisk aktivitet, sygdomsmestring, nikotinafvænning og samtale om alkohol.

KL forstår derfor ”opstart” af patientrettet forebyggelse inden for 21 kalenderdage således, at borgeren inden for fristen har gennemført en afklarende samtale, og at der i samarbejde med borgeren er lagt en plan for det videre forløb. Det indebærer også, at der er taget stilling til, hvilke eventuelle yderligere tilbud borgeren skal have, og hvornår disse i givet fald opstartes.

Denne præcisering er vigtig af flere grunde:

• Den afklarende samtale er i sig selv en sundhedsfaglig indsats. Samtalen er – ud over at afdække borgerens behov – en indsats, der understøtter motivation, handlekompetence og egenomsorg. Den kan igangsætte refleksioner hos borgeren og understøtte en bedre håndtering af livet med en kronisk sygdom.
  Denne forståelse fremgår ikke tilstrækkeligt tydeligt af bemærkningerne til lovforslaget. Her beskrives det eksempelvis, at der ”henvises til en afklarende samtale” og siden ”iværksættes af patientrettede forebyggelsestilbud” (s. 18). De patientrettede tilbud kan ”eksempelvis vedrøre sygdomsmestring, nikotinafvænning, fysisk aktivitet, ernæringsindsats eller forebyggende samtale om alkohol” (p. 18), ligesom det fremgår, at ”Patientrettede forebyggelsestilbud kan eksempelvis være ernæringsindsats, fysisk aktivitet, sygdomsmestring, nikotinafvænning m.v.” (s. 38).
  Formuleringerne kan dermed give indtryk af, at den afklarende samtale er adskilt fra den patientrettede forebyggelse. Det bør præciseres, at samtalen er en integreret del af det samlede tilbud.
• Den afklarende samtale kan være den eneste relevante indsats for borgeren. Det er et centralt mål både i lovforslaget og i kvalitetsstandarden for borgere med kronisk sygdom, at tilbuddene tilrettelægges individuelt og differentieret. For nogle borgere vil den afklarende samtale være den eneste sundhedsfaglige indsats, der er behov for. For andre vil den afklarende samtale føre til eksempelvis en digital løsning, et tilbud i en forening eller et andet relevant tilbud.
  Det afgørende er derfor ikke, at alle borgere efter den afklarende samtale nødvendigvis skal gennemføre et eller flere konkrete tilbud, men at borgeren får en relevant og individuelt tilrettelagt indsats på baggrund af den afklarende samtale.

KL finder det på den baggrund afgørende, at det tydeliggøres i lovforslaget, at den afklarende samtale er en integreret del af den patientrettede forebyggelse, og at ”opstart” inden for 21 kalenderdage skal forstås i overensstemmelse hermed. 

Sundhedsstyrelsen kvalitetsstandard beskriver formål og ramme for den patientrettede forebyggelse

KL er positive over for, at det slås fast, at indholdet og kravene til de patientrettede forebyggelsestilbud beskrives i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder, herunder at der er tale om generiske indsatser, som tilpasses den enkeltes behov.

Det er ligeledes positivt, at formålet med den patientrettede forebyggelse tydeligt beskrives som, at borgeren får indsigt, redskaber og tro på egne evner, som over tid kan føre til bedre håndtering af livet med kronisk sygdom, forbedret helbredsstatus og egenomsorg.

KL finder det imidlertid nødvendigt at præcisere formålet med den patientrettede forebyggelse i forhold til bemærkningerne til lovforslaget.

Det fremhæves, at ”effektive indsatser i den patientrettede forebyggelse forventes at komme sygehusene til gavn i form af en reduktion i antallet af akutte indlæggelser og behandlingsforløb, i og med at der gribes rettidigt ind med tidlig behandling af kroniske sygdomme og patienterne får styrket deres egenomsorg og dermed forbedret deres helbredsstatus. Dette kan samlet set medvirke til, at sygdomsforløbet forkortes, og behandlingsbehovet reduceres.” (s. 39).

KL er enig i, at styrket egenomsorg kan bidrage til at forebygge indlæggelser, og at dette kan have stor betydning for livskvaliteten for borgere, der lever med kronisk sygdom. Det bør imidlertid ikke fremstilles som et primært formål med den patientrettede forebyggelse.

Desuden skal det understreges, at patientrettet forebyggelse ikke er en tidlig behandling af en kronisk sygdom. Det handler om at understøtte borgerens mulighed for at håndtere livet med en kronisk sygdom bedst muligt. Tilsvarende bør det ikke fremgå, at den patientrettede forebyggelse kan forkorte sygdomsforløbet, når der er tale om kroniske sygdomme, som i deres natur er langvarige eller livslange.

Data, digitalisering og monitorering

Det beskrives, at der kan være overlap mellem indholdet i behovsvurderingen i de almenmedicinske tilbud og den afklarende samtale i forbindelse med opstart af patientrettede forebyggelsestilbud (p. 18). KL finder det positivt, at det samtidig fremgår, at formålene med de to vurderinger er forskellige.

KL støtter, at der sikres en effektiv deling af relevante data mellem almen praksis og udbyderne af patientrettet forebyggelse. Det er en afgørende forudsætning for et sammenhængende patientforløb, at borgeren ikke skal afgive de samme oplysninger flere gange.

Lovforslaget fastsætter, at kronikerpakkerne skal monitoreres, så det kan vurderes, om borgerne modtager de relevante indsatser som led i pakkeforløbet. Monitoreringen af indsatserne i både de almenmedicinske tilbud og de patientrettede forebyggelsestilbud skal udvikles.

KL vil i den forbindelse understrege, at monitoreringen af den patientrettede forebyggelse skal tage udgangspunkt i det samlede tilbud og ikke alene i de borgere, der modtager tilbuddet som led i et pakkeforløb. Patientrettet forebyggelse er et tilbud til borgere med behov for indsatsen, uanset om henvisningen sker som led i en kronikerpakke eller på anden vis.

Det beskrives desuden at ”monitorering af pakkeforløb på populationsniveau skal bidrage til at fremme høj faglig og ensartet kvalitet i forløbene” (p 19). En monitorering på populationsniveau, kan være med til at afdække om pakkeforløbene udrulles i hele landet, men siger intet om hvorvidt dette sker med høj faglighed eller ensartet. Der bør være fokus på at kunne følge begge dele i en kommende monitorering. 

Nærhed

KL er positive over for, at lovforslaget understreger, at regionsrådene skal lægge vægt på geografisk nærhed og tilgængelighed for borgerne i de regionale sundhedstilbud. Det er samtidig positivt, at det forventes, at patientrettede forebyggelsestilbud som udgangspunkt skal forefindes i alle kommuner.

KL vil imidlertid understrege, at geografisk nærhed, tilgængelighed og nem adgang til forebyggelsestilbuddene er afgørende for borgernes mulighed for og motivation til at deltage. Det gælder ikke mindst for mere sårbare borgere – en målgruppe, som sundhedsreformen netop har fokus på at understøtte gennem nære og tilgængelige sundhedstilbud.

Kommunerne tilbyder i dag oftest patientrettet forebyggelse på flere lokationer i kommunen for netop at imødekomme borgernes forskellige behov og understøtte, at også borgere med begrænsede ressourcer eller mobilitet har reel adgang til tilbuddene.

På den baggrund finder KL det uhensigtsmæssigt, at der i lovforslaget lægges vægt på, at opgaveflytningen af den patientrettede forebyggelse kan medføre længere transporttid for nogle patienter til relevante tilbud. Det begrundes blandt andet med, at der for udvalgte målgrupper kan være behov for at samle enkelte indsatser for at sikre tilstrækkelig kvalitet og bæredygtighed.

KL anerkender behovet for at sikre både faglig kvalitet og bæredygtige tilbud. Hensynet til kvalitet og bæredygtighed bør imidlertid balanceres med hensynet til nærhed og tilgængelighed. En geografisk koncentration af tilbud kan i praksis betyde, at nogle borgere – særligt de mest sårbare – får længere til tilbuddene og dermed får vanskeligere ved at benytte dem. Det risikerer at svække den tidlige og forebyggende indsats, som netop er et centralt formål med kronikerpakkerne.

KL anbefaler derfor, at nærhed og tilgængelighed indgår som selvstændige hensyn ved tilrettelæggelsen af den patientrettede forebyggelse. Opgaveflytningen bør ikke i sig selv føre til længere transportafstande for borgerne, og hensynet til kvalitet og bæredygtighed bør ikke anvendes som argument for en organisering, der begrænser borgernes reelle adgang til forebyggelsestilbuddene.

Vedrørende sundheds- og omsorgspladser

Generelle bemærkninger

KL finder det afgørende, at de nye patientrettigheder ikke medfører nye utilsigtede kommunale opgaver eller udgifter, da sundheds- og omsorgspladserne er under et regionalt myndigheds- og finansieringsansvar. KL kvitterer for, at det tydeligt fremgår, af §118e stk. 2, at det er regionen der er ansvarlig for de sundhedsfaglige indsatser samt den pleje og omsorg, borgeren har behov for under opholdet, og at det som følge af § 246 b, er bopælsregionen der afholder udgifterne til sundheds- og omsorgspladser.

Det er særligt vigtigt i de tilfælde, hvor en kommune efter en horisontal samarbejdsaftale driver sundheds- og omsorgspladser på vegne af regionen. Det er vigtigt for KL at understrege, at det regionale myndigheds- og finansieringsansvar består i disse tilfælde, og at nye administrative eller driftsmæssige opgaver som følge af frit valg og øvrige patientrettigheder ikke overgår til kommunen uden aftale og finansiering.

Frit valg til sundheds- og omsorgspladser

Det følger af § 118 f, at det frie valg også omfatter sundheds- og omsorgspladser, som drives af en kommune på regionens vegne som led i en horisontal samarbejdsaftale efter § 118 d.

KL skal i forlængelse af dette bede ministeriet tydeliggøre, at regionen fortsat har ansvaret for administrationen af det frie valg, herunder oplysning af borgeren, håndtering af anmodninger, koordinering mellem regioner og afgørelser om eventuel afvisning af fritvalgsborgere fx begrundet i kapacitetsmæssige hensyn når pladsen drives af en kommune som led i et horisontalt samarbejde.

Derimod omfattes private institutioner, som regionen har indgået aftale med efter § 118 e, stk. 3, ikke af retten til frit valg. Sundheds- og Kirkeministeriet begrunder dette med, at frit valg på kommunalt drevne pladser med hjemmel i § 118 d er en del af regionens myndighedsansvar og dermed omfattet af frit valg.

KL undrer sig over denne forskel, og beder ministeriet redegøre herfor. Det gælder særligt, da der i begge tilfælde er tale om sundheds- og omsorgspladser, som regionen tilvejebringer som led i sit myndighedsansvar, og som skal leve op til de gældende krav til tilbuddet.

Lovforslagets erklærede formål er, at borgeren skal kunne vælge en sundheds- og omsorgsplads ”i hele landet” og fx være tæt på familie og venner. Men hvis en væsentlig del af kapaciteten i et område etableres gennem private leverandører, er netop denne kapacitet uden for det nationale frie valg.

Kommunikation med bopælskommunen ved frit valg

Det fremgår af bemærkningerne til § 118 f, at en borger også vil kunne gøre brug af retten til frit valg efter, at opholdet på en sundheds- og omsorgsplads er påbegyndt.

KL skal bemærke, at et skift mellem sundheds- og omsorgspladser, herunder på tværs af regioner, ikke bør svække kommunens mulighed for at planlægge borgerens videre forløb. Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandard for sundheds- og omsorgspladser forudsætter løbende dialog mellem region og opholdskommune, og det er mellem parterne aftalt, at kommunen som udgangspunkt varsles 48 timer før afslutning af et ophold og 72 timer før op til en weekend. KL har tidligere fremhævet, at dette er afgørende for kommunens mulighed for rettidigt at tilrettelægge den videre indsats.

KL skal derfor foreslå, at det præciseres i bemærkningerne til § 118 f, at anvendelse af frit valg, herunder skift af sundheds- og omsorgsplads under et igangværende ophold, ikke ændrer regionens forpligtelse til rettidig information, dialog og varsling af borgerens bopælskommune.

Befordring til og fra sundheds- og omsorgspladser

KL bakker op om lovforslagets placering af ansvaret for befordring og befordringsgodtgørelse hos regionerne.

Det fremgår af lovforslagets pkt. 2.3.3, at regionsrådet bliver ansvarligt for befordring eller befordringsgodtgørelse både ved overgang fra sygehus og direkte fra eget hjem, herunder plejebolig, samt ved afslutning af opholdet. da sundheds- og omsorgspladserne er et regionalt behandlingstilbud.

Dette er i overensstemmelse med KL’s tidligere bemærkninger til kvalitetsstandarderne, hvor KL har lagt til grund, at udgifter til befordring til og fra regionale sundheds- og omsorgspladser afholdes af regionerne.

KL skal i den forbindelse bede ministeriet præcisere, at det regionale ansvar gælder uanset, hvorfra borgeren overgår til en sundheds- og omsorgsplads, herunder hvis borgeren forud for opholdet befinder sig på et kommunalt midlertidigt tilbud.

Mellemregional afregning og kommunalt drevne pladser

KL noterer sig, at lovforslagets § 246 b placerer finansieringsansvaret mellem regionerne, så det er den ansvarlige region, der har myndigheds- og finansieringsansvaret for sundheds- og omsorgspladsen, der kan opkræve borgerens bopælsregion betaling. Det gælder ligeledes i tilfælde, hvor sundheds- og omsorgspladsen drives af en kommune som led i et horisontalt samarbejde.

Det er på den baggrund KL’s forståelse, at afregning mellem den myndighedsansvarlige region og bopælsregionen, er et regionalt ansvar, og at kommuner, der driver tilbud på vegne af en region, ikke pålægges særskilte afregningsforpligtelser over for andre regioner.

KL skal tage forbehold for senere politisk godkendelse.