Gå til hovedindhold
Høringssvar
Sundhed
SundhedsReform

Høringssvar: Ændring af bekendtgørelser vedr. horisontale samarbejdsaftaler

KL takker for muligheden for at afgive høringssvar til de foreslåede ændringer af bekendtgørelserne om horisontale samarbejdsaftaler. De to foreslåede bekendtgørelser erstatter henholdsvis Bekendtgørelse om kontrakter og anmodninger efter overgangslovens § 5, stk. 2 og 3, i forbindelse med overgangen til en ny sundhedsstruktur og Bekendtgørelse om kontrakter om samarbejde om kommunale og regionale sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen (fra 29. december 2025).

24. sep. 2026
  • Tegnsprog

Indhold

    Ændringerne indebærer bl.a. mere fleksible regler dels for ikrafttræden af horisontale samarbejdsaftaler, dels indgåelse af tillæg til eksisterende kontrakter samt overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter i forbindelse hermed. Ændringerne skal samlet set understøtte et mere smidigt samarbejde mellem kommuner og regioner om implementeringen af sundhedsreformen og den fremtidige opgavevaretagelse efter lokale forhold og behov.

    KL ser i den forbindelse også de foreslåede bekendtgørelsesændringer i sammenhæng med et kommende lovforslag om udvidelse af mulighederne for samarbejde mellem regioner, kommuner og private på sundhedsområdet.

    Ikrafttræden af horisontale samarbejder

    KL bemærker, at kravet om en minimumsfrist på ni måneder fra indgåelsen af en horisontal samarbejdsaftale til aftalens ikrafttræden med denne ændring ophører. Det giver kommuner og regioner større fleksibilitet til indbyrdes at fastsætte et hensigtsmæssigt tidspunkt for samarbejdets ikrafttræden. Kravet om en minimumsgyldighedsperiode på ni måneder fastholdes, hvilket KL bakker op om.

    KL kan også bakke op om, at for samarbejder, der indgås efter sundhedslovens § 118 d, bortfalder samtidig kravet om, at samarbejder indgået efter den 1. april 2026 tidligst kan træde i kraft den 1. juli 2027. Det bliver dermed muligt at indgå nye horisontale samarbejder med ikrafttræden den 1. januar 2027. Ændringen vedrører alene samarbejder efter sundhedsloven og ændrer ikke på de allerede gældende regler for kontrakter indgået efter overgangslovens § 5.

    KL bakker samtidig op om, at der ved fastsættelsen af tidspunktet for ikrafttræden skal tages hensyn til en hensigtsmæssig overgang for ansatte, der overføres som følge af kontrakten, og til, at modtagere af de omfattede sundhedsydelser i relevant og tilstrækkeligt omfang kan blive oplyst om overførslen af opgaver. KL finder det positivt, at der dermed skabes fleksibilitet i fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet, samtidig med at der tages nødvendige hensyn til berørte medarbejdere og borgere.

    Regler om tillæg til kontrakter

    KL bemærker videre, at reglerne for indgåelse af tillæg til horisontale samarbejdskontrakter gøres mere fleksible. Efter de hidtidige regler kunne der alene indgås tillæg, hvis tillægget var en følge af nye regler eller retningslinjer for sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen eller af ændringer i den regionale planlægning. Denne begrænsning bortfalder med de foreslåede regler, hvilket giver kommuner og regioner bedre mulighed for løbende at tilpasse eksisterende samarbejder til ændrede behov og forudsætninger.

    Overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter

    KL finder det positivt, at reglerne for både kontrakter efter overgangslovens § 5, stk. 2, og kontrakter efter § 118 d ændres, så tillæg fremover kan indebære overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter. Efter de hidtidige regler kunne sådanne overførsler ikke ske som følge af et tillæg til kontrakten.

    Ændringen giver dermed kommuner og regioner bedre mulighed for løbende at tilpasse eksisterende samarbejder, når ændringer i opgavevaretagelsen medfører behov for også at justere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, der knytter sig til samarbejdet.

    KL understreger dog, at de udvidede muligheder for at ændre eksisterende samarbejder ved tillæg ikke må medføre, at kommuner som følge af ændringer i opgavevaretagelsen utilsigtet kommer i en situation, hvor kommunal bygningsmasse skal overføres til regionen ved aftalens ophør. Det kan fx være som konsekvens af, at kommunerne med afsæt i en tillægsaftale har øget ibrugtagningen af et sundhedshus til patientrettede forebyggelsesindsatser efter aftale med regionen.

    Sundheds- og Kirkeministeriet har i den forbindelse bekræftet, at § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1800 giver mulighed for, at kommuner og regioner kan aftale, at aktiver, passiver, rettigheder og pligter ikke overføres ved aftalens ophør. KL anbefaler, at denne mulighed tydeliggøres fx i en Q&A på ministeriets hjemmeside, så kommuner og regioner i relevant omfang er opmærksomme på det ved fremtidig indgåelse af tillægskontakter

    Overførsel af ansatte

    KL noterer sig, at reglerne om overførsel af ansatte i forbindelse med tillæg til kontrakter både efter overgangslovens § 5, stk. 2, og sundhedslovens § 118 d ændres.

    Efter de hidtidige regler kunne der ikke indgås et tillæg til en horisontal samarbejdskontrakt, hvis tillægget medførte overførsel af ansatte ved tillæggets ikrafttræden, opsigelse eller ophør. Med ændringen bliver det muligt, at et tillæg kan regulere overførsel af ansatte ved kontraktens opsigelse eller ophør. Der kan fortsat ikke ske overførsel af ansatte ved selve tillæggets ikrafttræden.

    Det kan eksempelvis være relevant, hvis en kommune som led i et horisontalt samarbejde varetager en regional opgave og ansætter medarbejdere til opgaven. Hvis der senere indgås et tillæg til samarbejdskontrakten, kan tillægget fastlægge, at de pågældende medarbejdere overføres til regionen, hvis samarbejdet senere opsiges eller ophører, og regionen overtager opgaven.

    Opsigelse, ophør og fortsættelse af samarbejder

    KL bemærker afslutningsvist, at reglerne om opsigelse og fortsættelse af horisontale samarbejder ændres.

    For kontrakter efter overgangslovens § 5, stk. 2, ændres reglerne, så det minimum ni måneders opsigelsesvarsel fremover regnes fra tidspunktet for opsigelsen og ikke, som efter de hidtidige regler, fra kontraktens indgåelse. Det præciseres samtidig, at en kontrakt kan opsiges, også inden den er trådt i kraft.

    For kontrakter efter sundhedsloven ophæves samtidig kravet om, at en ny kontrakt tidligst kan træde i kraft tre måneder efter indgåelsen, hvis en eller flere kommuner opsiger et eksisterende samarbejde, mens regionen og de øvrige kommuner ønsker at fortsætte samarbejdet.

    KL skal tage forbehold for senere politisk godkendelse.

    Kontakt

    Konsulent

    Martina Cavarretta Bertelsen

    Sundhed & Ældre

    Telefon: +45 3370 3153

    E-mail: macb@kl.dk