Høringssvar: Udkast til bekendtgørelse om samtilsyn
KL takker for lejligheden til at afgive høringssvar.

KL takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til bekendtgørelse om samtilsyn. Der tages forbehold for senere politisk godkendelse.
KL ser positivt på samtilsynets potentiale til at reducere tilsynstrykket for plejeenheder og sikre en mere koordineret og ensartet tilsynspraksis.
KL har følgende bemærkninger:
Til § 1: Formål og anvendelsesområde
KL anerkender formålet med samtilsyn, men finder det væsentligt at bemærke, at der estimeres at være relativt få samtilsyn årligt. Ca. 40 stk.
For at sikre, at samtilsyn får den ønskede effekt, foreslår KL, at der udarbejdes et katalog/hjemmeside med de modstridende tilbagemeldinger, som myndigheder og plejeenheder støder på i samtilsynene.
Samtidig er det vigtigt, at den planlagte evaluering af ældrereformen efter tre og fem år også forholder sig til samtilsyn, herunder om samtilsynet reelt lever op til intentionen om afbureaukratisering, og hvorvidt omfanget af samtilsyn bør udvides. KL er opmærksom på, at der ikke må ske en øget frekvens af de enkelte tilsyn for at opnå flere samtilsyn.
Til § 5: Ældretilsynets faciliterende rolle i forhold til koordination af
samtilsyn
KL er positivt indstillet over for, at ældretilsynet får en rolle i at koordinere tilsynsaktørerne og sikre en fælles tilgang, men har følgende bemærkninger:
Bekendtgørelsen angiver, at ældretilsynet skal koordinere eventuelle modstridende tilbagemeldinger og afgørelser. Det er uklart, hvordan denne koordinering konkret skal foregå, og hvad der sker, hvis uenighederne mellem tilsynsmyndighederne ikke kan løses.
KL finder det væsentligt at påpege, at koordinationsrollen som beskrevet fremstår relativt omfattende og bureaukratisk. Man kan med fordel se på, om koordineringsrollen kan skæres til, så ældretilsynet kun har en rolle, hvor det er meningsfuldt og nødvendigt.
På den baggrund foreslår KL, at det er tovholderen for samtilsynet, der sikrer koordinering og håndtering af de modstridende tilbagemeldinger – og ikke ældretilsynet (medmindre ældretilsynet er tovholder). Dette vil gøre proces sen mere smidig, mindre bureaukratisk og belaste ældretilsynenes økonomiske ramme ift. opgaveløsningen mindre.
KL understreger, at ældretilsynskommunernes forpligtelser ifm. koordinering af samtilsyn under et samlet hele skal stå mål med rammerne for finansiering af tilsynet.
Til § 9: Udførelse og tilrettelæggelse af samtilsyn
KL anerkender behovet for, at samtilsyn respekterer de enkelte myndigheders lovgivning. Dog bemærkes følgende:
Der bør sikres en ensartet praksis, så plejeenhederne oplever en sammenhængende og koordineret tilgang på tværs af tilsynsmyndighederne.
KL foreslår, at der udvikles vejledende materiale for tilrettelæggelse af samtilsyn, så der skabes grundlag for ensartethed og transparens om processerne.
Det er væsentligt, at der i tilrettelæggelsen også sættes fokus på læring.
Selvom samtilsynets overordnede formål er at lette tilsynstrykket for plejeenhederne og imødegå modsatrettede tilbagemeldinger, skal der også være rum for læring hos både tilsynsmyndigheder og plejeenheder.
Til § 10-11: Tilbagemelding og koordinering af modstridende skriftlige tilbagemeldinger
Bekendtgørelsen lægger op til, at plejeenheder skal orientere ældretilsynet, hvis de modtager modstridende skriftlige tilbagemeldinger, og at ældretilsynet herefter har ansvaret for koordinering og håndtering.
KL er enig i, at ældretilsynet bør informeres om modstridende skriftlige tilbagemeldinger, medmindre de allerede har været involveret i det pågældende tilsyn. KL vurderer dog, at det bør være de deltagende tilsynsmyndigheder – under tovholderens ledelse – der koordinerer og håndterer de modstridende tilbagemeldinger. KL foreslår derfor en arbejdsgang, hvor ældretilsynet modtager orienteringen fra plejeenheden og videresender den til tovholderen.
Tovholderen skal herefter sikre, at de relevante myndigheder koordinerer indsatsen. Tovholderen bør også have ansvar for at orientere plejeenheden om, hvordan de modstridende meldinger og afgørelser håndteres i praksis.
KL vil samtidig betone perspektiverne i at udarbejde fælles skriftlige tilbagemeldinger og eventuelt fælles afgørelser. KL er bekendt med, at der arbejdes med at undersøge mulighederne for dette.
Til § 12: Ikrafttræden
KL noterer sig, at bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025. For at sikre en smidig implementering foreslår KL:
- At der løbende gøres status på samtilsynet, og at der i den forbindelse gennemføres nødvendige justeringer og tilpasninger.
- At de tre kommuner med ansvar for ældretilsyn inddrages i processen.
- At evalueringen eksplicit adresserer, om samtilsyn bidrager til reel afbureaukratisering, og hvis det ikke er tilfældet – hvordan de nødvendige forbedringer kan foretages.