Høringssvar: National opgavebeskrivelse for det almenmedicinske tilbud

KL kvitterer for, at opgavebeskrivelsen afspejler de mange og væsentlige samarbejdsflader mellem kommuner og det almenmedicinske tilbud. Borgers egen læge udgør en af de mest væsentlige samarbejdspartnere for personale på en række af de kommunale forvaltningsområder, og det er derfor positivt, at opgavebeskrivelsen anerkender, at dette samarbejde er vigtigt og bør prioriteres i det almenmedicinske tilbud.   

Kommentarer til afsnit 2. Myndighedsansvar

2.3.2 Fasttilknyttede læger på plejehjem, botilbud og sundheds- og omsorgspladser

Opgavebeskrivelsen beskriver, at regionen skal tilvejebringe fasttilknyttede speciallæger i almen medicin på plejehjem og botilbud. Dette er afgørende for at styrke det primære sundhedsvæsen og dermed undgå unødvendige indlæggelser samt at mindske ulighed i sundhed. Dækningsgraden for fasttilknyttede læger på plejehjem er i dag høj (estimeret over 90 pct.), mens dækningsgraden på botilbud fortsat er under 10 pct. Dette afspejler bl.a., at aftalen om faste læger på botilbud først blev indført med overenskomsten fra 2025. 

Opgavebeskrivelsen bør ikke desto mindre indeholde en klar ambition om at styrke dækningen på botilbuddene i tråd med intentionen i sundhedsreformen. Opgavebeskrivelsen bør fx beskrive en tidsramme for, hvornår alle relevante botilbud bør have en fasttilknyttet læge. Derudover bør det beskrives, at det er ambitionen, at alle typer af botilbud bør dækkes. Aftalen i overenskomsten, der gælder i dag, vedrører udelukkende tilbud efter serviceloven § 108 og almenboliglovens § 105 med hjælp efter servicelovens § 85. Tilbud efter serviceloven §107 og efter Barnets Lov bør tilsvarende dækkes.  

Derudover gælder det for både botilbuds- og plejehjemslægeordningen, at det bør beskrives, at ordningen giver mulighed for, at borgere, der ønsker det, kan vælge den fast tilknyttede læge, uagtet at denne ellers har lukket for patienttilgang.

Endeligt mener KL, at der bør indføres krav om fasttilknyttet læge på kommunale midlertidige pladser baseret på den kommende model for lægedækning af sundheds- og omsorgspladser. Det fremgår ubegrundet og ulogisk, såfremt der ikke søges etableret styrket lægedækning på disse pladser, mens plejehjem, botilbud og sundheds- og omsorgspladser omfattes.

2.3.3 Tværsektorielle samarbejdsfora

KL kvitterer for, at forpligtelsen til at indgå i tværsektorielle fora, fx Kommunalt Lægelige Udvalg fremgår af opgavebeskrivelsen. KL mener dog ikke, at den nuværende beskrivelse er hensigtsmæssig, bl.a. da de temaer, der nævnes som eksempler på opgaver i udvalgene, primært vedrører samarbejdet med sygehusene/regionerne.

KL foreslår, at følgende formulering indsættes vedrørende de Kommunalt Lægelige Udvalg: ”Kommunerne etablerer Kommunalt Lægelige Udvalg med repræsentanter fra det almenmedicinske tilbud og fra kommunen med henblik på samarbejde og implementering af nye opgaver omkring fælles borgere.” KL noterer sig, at parterne indenfor rammene af arbejdsgruppen har tilkendegivet et udtrykkeligt ønske om, at opgavebeskrivelsen rummer en sådan rammesætning af samarbejdet mellem kommuner og repræsentanter for læger i lokalområdet. 

Gældende overenskomst rummer en forpligtigelse for kommuner til at etablere Kommunalt Lægelige Udvalg (KLU’er). Udgifter til udvalgenes drift afholdes af kommunerne. Der kan i øvrigt henvises til denne vejledning:

Bilag B-7: Vejledning om kommunalt lægelige udvalg | laeger.dk

Kommentarer til afsnit 3. Basisfunktion

3.4.1. Samarbejde med kommuner

Afsnittet beskriver en række opgaver, der er afgørende for at sikre et godt samarbejde mellem kommuner og det almenmedicinske tilbud, herunder tilgængelighed via elektroniske korrespondancer og henvisning til kommunale tilbud.

Adgang til bag-om-numre for kommunalt personale og samarbejde om akutte problemstillinger
KL mener, at der udestår en beskrivelse af samarbejdet omkring de mere akutte problemstillinger, herunder det kommunale personales adgang til hurtig telefonisk kontakt. I aftalen bag overenskomst om almen praksis 2022 blev det som en del af indsatsen i det sammenhængende sundhedsvæsen fastsat, at praktiserende læger og klinikker forpligtede sig til at stille bagom-numre til rådighed for kommunalt personale fra kommunernes hjemmepleje. Bagom-numrene skal muliggøre, at personalet kan få kontakt til de praktiserende læger i akutte tilfælde uden om den generelle telefonbetjening i dagtid. Det bør på den baggrund fremgå af basisfunktionen, at der skal stilles direkte numre til rådighed for kommunalt personale.
Derudover udestår en beskrivelse af, hvordan det sikres, at der kan tilbydes rettidig lægehjælp i eget hjem ved behov (hjemmebesøg), herunder for borgere på plejehjem eller botilbud. Her tænkes på situationer, hvor en tilstand fx kræver lægehjælp samme dag, men dog ikke er så akut, at situationen vil skulle håndteres via 1813 eller 112. 

Overblik over kommunale tilbud

KL noterer sig, at det fremgår, at det er en forudsætning for et velfungerende samarbejde, at den almenmedicinske klinik har adgang til et overblik over kommunale tilbud, som patienter bør informeres om eller henvises til. KL mener, at det med fordel her kan beskrives, at dette overblik fremgår af sundhed.dk. Her fremgår oversigter på kommuneniveau over hhv. kommunale og regionale tilbud til borgere med forskellige diagnoser eller problemstillinger samt over henvisningsvejene.  

Dosispakket medicin

KL mener, at lægernes forpligtelse til at medvirke til udbredelsen af dosispakket medicin bør fremgå af basisfunktionen. I 2023 indgik PLO og RLTN aftale om egen læges bidrag til udbredelsen af dosispakket medicin til relevante patienter, dog særligt patienter med hjælp fra hjemmeplejen. Hver gang 75 borgere går fra manuel medicinhåndtering til dosispakket medicin, bliver der gjort en sygeplejerske eller SOSU-assistent fri til andre vigtige opgaver i kommunerne, hvor manglen på medarbejdere er presserende. Dosispakket medicin kan samtidig øge patientsikkerheden markant: Ved manuel pakning af medicin sker der 2-4 fejl pr. 100 pakkede dosisæsker, mens der ved dosispakninger fra apoteket kun sker 2 fejl pr. 1.000.000 pakkede dosisæsker. Det er derfor afgørende for at bruge det samlede sundhedsvæsens ressourcer bedst muligt, at lægerne bidrager til udbredelsen af dosispakket medicin.

I afsnittet om ændret opgavevaretagelse nævnes opstart af dosispakket medicin som eksempel på en opgave, der på sigt kan overgå til apotekerne. Behandlingsfarmaceuter på apoteker kan allerede iværksætte dosispakket medicin for borgere i stabil behandling (samme medicin og samme dosis i mindst seks måneder). Det er i den forbindelse afgørende, at der er overensstemmelse mellem lægernes og apotekernes forståelse af, hvilke borgere der er egnede til opstart. Derudover påpeger KL, at opgaven ifm. dosispakket medicin ikke primært ligger i opstarten, men derimod mere i den løbende vedligeholdelse. KL ser et stort potentiale i at arbejde for mere smidig medicinhåndtering på tværs af systemer, herunder at se på om andre faggrupper kan spille en større rolle.

Kommentarer til afsnit 4. Udvikling og ændret opgavevaretagelse

4.1.2 Patientforløb med færre og bedre overgange

Afsnittet beskriver, at det på sigt vil være hensigtsmæssigt, at der gives mulighed for, at almenmedicinske tilbud, i tillæg til sygehusene, kan henvise til genoptræning i kommunerne. Almen praksis kan allerede i dag henvise til genoptræning i kommunen efter ældre-/servicelovgivningen, mens det fortsat kun er sygehusene, der kan udarbejde genoptræningsplaner efter sundhedslovens §140. Det fremstår derfor uklart i opgavebeskrivelsen (s. 34), hvad det fremtidige sigte er. KL forstår muligheden således, at det almenmedicinske tilbud skal kunne henvise til genoptræning efter §140 i sundhedsloven. KL understreger, at en sådan henvisning kræver en fyldestgørende genoptræningsplan. KL ser umiddelbart positivt på muligheden, der kan medvirke til, at flere relevante borgere vil få imødekommet deres behov for genoptræning. Dog skal det samtidig understreges, at den eventuelle nye henvisningsvej vil kræve nærmere analyse, herunder af forventet meraktivitet og dertilhørende behov for ekstra økonomi på genoptræningsområdet. 

4.1.3 Et styrket samlet primært sundhedsvæsen

KL ser positivt på, at opgavebeskrivelsen indeholder et udviklingsspor, der indebærer en øget gensidig tilgængelighed mellem det almenmedicinske tilbud og kommuner. Her nævnes øget mulighed for telefonisk kontakt, videokontakt og tværfaglige møder. Dermed beskriver afsnittet i høj grad forhold, der bør være på plads allerede i dag. Afsnittet bør indeholde en mere klar ambition om udvikling. Det kunne fx dreje sig om fasttilknyttede læger til de faste teams i hjemmeplejen. Et udviklingstiltag kunne også være øget tilgængelighed, fx udvidet åbningstid, for kommunale samarbejdspartnere.

4.1.4 Bedre brug af ressourcer

Henvisning til fysioterapi

KL mener, at det bør præciseres, at der er tale om fri adgang til tilskudsberettiget og ikke vederlagsfri fysioterapi - også i sidste sætning. Se tekstnært forslag nedenfor:

Almenmedicinske tilbud vurderer aktuelt patienter før henvisning til tilskudsberettiget fysioterapi, men forsøg med fysioterapi uden henvisning har vist, at patienterne oftest selv kan vurdere behovet. Regelsættet kan ændres, så patienter får adgang til [indsæt: tilskudsberettiget] fysioterapi uden forudgående henvisning fra almenmedicinske tilbud.

Tekstnære bemærkninger

Generelt:

Det bør ensrettes gennem opgavebeskrivelsen, hvordan der refereres til de kommunale områder med snitflader til almen praksis. En dækkende betegnelse er ”det kommunale sundheds-, ældre-, social-, beskæftigelses- samt børne- og ungeområde”.

Midt side 8 fremgår denne sætning: ”Rådene har endvidere ansvar for, at kommuner, regioner og almenmedicinske tilbud samarbejder om sammenhængende forløb og fordeling af ressourcer”. KL mener, at denne sætning er misvisende, da rådene er stående udvalg i regionen, mens samarbejde mellem kommuner og regioner er et fælles ansvar, hvor parterne kan vælge at benytte sundhedsrådene som ramme for den dialog. 

På side 10 fremgår: ”den faglige ledelse af almenmedicinske tilbud skal, inden for rammerne af den nationale opgavebeskrivelse, understøtte at kapacitet, kompetencer og opgaveplacering løbende tilpasses. Forebyggelse, udredning, behandling, opfølgning og rehabilitering skal ske der, hvor det er mest hensigtsmæssigt for patienterne og det samlede sundhedsvæsen”. Denne formulering lægger op til, at det er en del af regionens faglige ledelse at beslutte opgavefordelingen i det samlede sundhedsvæsen. KL understreger, at regionen udelukkende skal drive faglig ledelse for det almenmedicinske tilbud og ikke for fx kommunerne.

Nederst på side 11 bruges betegnelsen ”den kommunale del af sundhedsvæsenet”. Udtrykket bør erstattes med fx blot ”kommuner” for at afspejle, at det almenmedicinske tilbud har samarbejdsflader med mere end blot det kommunale sundhedsområde.  

Side 21 under afsnittet om forebyggelse fremgår dette: ”Almenmedicinske tilbud har desuden en opgave i at henvise til kommunale og regionale forebyggelsestilbud, herunder patientrettede forebyggende indsatser målrettet patienter med kroniske sygdomme med henblik på forebyggelse af forværring samt forbedring af egenomsorg og livskvalitet”. KL mener, at borgerrettede forebyggelsestilbud ligeledes bør nævnes.

Nederst på side 22 om koordination: De borgergrupper, der fremhæves som dem, det almenmedicinske tilbud har et særligt ansvar over, er også dem, der meget ofte vil modtage kommunale indsatser. Det bør derfor fremgå af dette afsnit, at kommunerne er en væsentlig samarbejdspartner ift. koordination af forløb for sårbare borgere.