Høringssvar: Ændring af social service (Midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere)
KL har den 1. december 2025 modtaget udkast til lovforslag om ændring af serviceloven (midlertidigt økonomisk tilskud til husleje i 2026 til de mest udsatte borgere) i høring med frist for bemærkninger den 10. december 2025. Lovforslaget har til hensigt at yde ekstraordinær økonomisk hjælp til de mest udsatte borgere, som risikerer at blive sat ud af deres bolig, eller til udsatte borgere, som ikke uden tilskud kan opnå en lejebolig.
KL er enig i formulering om, at de gældende regler i serviceloven og aktivloven ikke giver en dækkende mulighed for at yde hjælp til målgrupperne for indeværende lovforslag, herunder heller ikke § 81 a i lov om aktiv socialpolitik om hjælp til rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter. Sidstnævnte hjælp vil alene kunne anvendes, hvis det på sigt kan forebygge, at en person udsættes af deres bolig. Hjælpen vil således ikke kunne ydes til personer, hvor udfordringen skyldes et vedvarende lavt ydelsesniveau eller hjemløse, som har svært ved at finde en bolig.
KL er derfor også tilfredse med, at regeringen med dette lovforslag anerkender, at der er udfordringer med at finde billige boliger til udsatte personer. Det skal også ses i lyset af, at KL i tidligere høringssvar til kontanthjælpsreformen har fremhævet, at reformen indebærer en risiko for, at mange personer på grund af ydelsesnedgang vil kunne få udfordringer med at finde en tilstrækkelig billig bolig. KL er samtidig tilfredse med, at loven lægger op til, at de udvalgte kommuner får relativt brede rammer til hjælpe personer, som kommunerne vurderer er mest udsatte i forhold deres boligsituation.
KL finder det dog generelt uholdbart, at der anvendes midlertidige puljemidler som løsning på en strukturel udfordring. KL har ingen forventning om, at situationen med mangel på billige boliger vil være løst med udgangen af 2026. KL vil derfor opfordre til, at regeringen finder mere permanente løsninger til udsatte med boligudfordringer, og også fortsat har fokus på, hvordan der kan tilvejebringes flere billige boliger, samt at opfølgningen på aftalen om billige boliger genoptages.
I forhold til den afsatte pulje er KL bekymret for, at de afsatte 15 mio. kr. til at hjælpe udsatte ikke er tilstrækkelige til at løse udfordringerne i 2026.
Det skal bl.a. ses i lyset af, at kommunerne de seneste 3½ år har modtaget næsten 60.000 ukrainere, hvoraf omkring 46.000 fortsat opholder sig i Danmark. De seneste måneder er der sket en stor stigning i antallet, og kommunerne har brugt al tilgængelig boligkapacitet. Det presser både de midlertidige indkvarteringsmuligheder, men også udslusningen til almindelige lejeboliger. KL har skrevet til udlændinge- og integrationsministeren om udfordringerne og vil meget gerne i dialog med regeringen herom.
KL vil i det lys opfordre til, at regeringen i løbet af 2026 følger op på, om midlerne i indeværende lovforslag er tilstrækkelige.
KL er samtidig forundret over den valgte metode til fordeling af puljen. Der lægges op til, at puljen fordeles proportionalt i forhold til seneste optælling af hjemløse fra VIVE fra uge 6 i 2024, dvs. optælling på en enkel uge for næsten to år siden. Det er således en relativ arbitrær måde at fordele midlerne på, som ikke tager udgangspunkt i den aktuelle situation og ligeledes ikke tager udgangspunkt i den del af målgruppen, som har en bolig, men risikerer at miste den. KL stiller sig gerne til rådighed for dialog om en bedre fordelingsnøgle for puljen.
Endelig vil KL også foreslå, at kommuner, der ikke får adgang til puljen, også får en hjemmel til at kunne yde ekstraordinær økonomisk hjælp til udsatte borgere, som risikerer at blive udsat af deres bolig eller til udsatte, som ikke uden tilskud kan opnå en lejebolig. Det skyldes, at der kan være kommuner uden for puljen, der kan have behov for at hjælpe udsatte med deres boligsituation, og at de nuværende hjælpemuligheder ikke er dækkende, jf. tidligere afsnit. KL vil samtidig også opfordre til, at det bliver muligt for kommuner, der modtager puljen, at tilføre puljen yderligere midler, hvis der er behov.