Gå til hovedindhold
Høringssvar
Digitalisering og teknologi

Høringssvar: Forslag til lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kunstig intelligens (AI-loven)

KL har den 16. september 2025 modtaget Digitaliseringsstyrelsens høring om forslag til AI-loven, som skal fastsætte de nationale supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kunstig intelligens
(AI-forordningen).

12. nov. 2025
  • Tegnsprog

Indhold

    KL har den 16. september 2025 modtaget Digitaliseringsstyrelsens høring om forslag til AI-loven, som skal fastsætte de nationale supplerende bestem-melser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kunstig intelligens (AI-forordningen).

    KL finder det afgørende, at der etableres en klar og samlet tilsynsstruktur for AI-området. Det kan skabe uklarhed, at der er flere markedsovervågnings-myndigheder, der skal føre kontrol med overholdelsen af AI-forordningen.

    Der bør skabes en klar og logisk fordeling. Der er derfor heller ikke taget stilling til, hvem eller hvor mange, der konkret får ansvaret for tilsynet med højrisiko-AI-systemer omfattet af bilag III – herunder AI-systemer, der anvendes til uddannelse, beskæftigelse og adgang til offentlige ydelser. Denne uklarhed er ikke hensigtsmæssig og kan skabe risiko for uens praksis og usikkerhed i kommunerne.

    KL finder det mest hensigtsmæssigt, at tilsynet med kommunernes opfyldelse af kravene i AI-forordningen samles ét sted – i Digitaliseringsstyrelsen. KL har også tidligere anbefalet dette. En samlet placering vil sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af AI-forordningen, et tættere samspil mellem AI-regler og databeskyttelsesreglerne og en praksisnær vejledning til kommunerne. Kommunerne oplever i dag betydelig usikkerhed omkring de juridiske rammer for brug af AI, hvilket har bremset udviklingen af flere projekter. Et samlet og kompetent tilsyn i Digitaliseringsstyrelsen vil kunne understøtte en mere proaktiv og rådgivende tilgang, hvor teknologi og jura følges ad.

    Samtidig er der behov for, at Digitaliseringsstyrelsen – som central aktør – fortsætter med at koordinerer fortolkning og formidling af vejledninger på tværs af ressortområder. KL ønsker, at vejledning og rådgivning viser vejen til, hvordan man kan lykkes med teknologiens lovmedholdeligt, fremfor hvad man ikke må.

    KL anbefaler derfor, at der fortsat udarbejdes tydelige og praksisnære vejledninger til offentlige myndigheder, herunder til kommunerne, om anvendelsen af AI-forordningen og dens samspil med databeskyttelsesreglerne, forvaltningsretten samt anden relevant sektorlovgivning. KL opfordrer til, at dette arbejde fortsættes og udbygges i takt med, at AI-forordningens krav finder anvendelse, så kommuner og andre myndigheder får de nødvendige redskaber til at leve op til de mange krav, der følger af AI-forordningen samt øvrige forordninger og national lovgivning.

    Dette vil bidrage til en mere ensartet og effektiv implementering på tværs af den offentlige sektor og understøtte en ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens til gavn for borgere og samfund.

    Samtidig er det vigtigt, at kommunerne kompenseres for de meropgaver og øgede ressourcetræk, som implementeringen af AI-forordningen forventeligt vil medføre i forhold til krav om bl.a. AI-færdigheder, nye dokumentationskrav, risikovurdering og konsekvensanalyse af grundlæggende rettigheder ved brug af højrisiko-AI-systemer, krav til overvågning, menneskelig indgriben, oplysning til borgerne samt forskellige krav til registreringer af AI-systemer mv.

    KL har ikke yderligere bemærkninger til lovudkastet, men bidrager gerne til den videre dialog om implementering og fortolkning af AI-forordningen og AI-loven.