Gå til hovedindhold
Debatindlæg
Ældre
Arbejdsmiljø

Debatindlæg: Medarbejderne er ældreplejens vigtigste ressource

Fundamentet under velfærdssamfundet skal styrkes. For hvis vi ikke gør noget nu, risikerer vi ikke at have medarbejdere nok til fremtidens ældre og sårbare. Det skal vi gøre noget ved!

28. maj 2026

Indhold

    Af Dorte West, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

    Der er ét altoverskyggende spørgsmål på sundheds- og ældreområdet lige for tiden. Et spørgsmål, som vi bliver ved med at vende tilbage til, når jeg taler med byrådskollegerne rundt om i landet. Uanset om vi taler om fremtidens ældrepleje, udviklingen af det nære sundhedsvæsen eller kommunernes rolle i de nye sundhedsråd.

    Hvordan sikrer vi, at vi har nok medarbejdere med de rette kompetencer?

    Allerede nu er manglen på arbejdskraft en udfordring i flere kommuner, og hvis vi ikke gør noget nu, kommer vi altså til at stå med et kæmpe problem. Fremskrivningerne viser nemlig, at vi kommer til at mangle op mod 25.000 SOSU-medarbejdere indenfor de næste ti år.

    Det skal vi gøre noget ved, så vi også i fremtiden kan levere en værdig ældrepleje fuld af omsorg, når vi bliver flere ældre og flere af os skal leve med kroniske sygdomme.

    I KL har vi længe arbejdet for at sikre arbejdskraft nok. Vi har fx givet et lønløft til social- og sundhedspersonalet, indgået en trepartsaftale om flere praktikpladser på området og sikret bedre forhold for eleverne, så flere gennemfører uddannelsen.

    Men vi er ikke i mål. For at komme det kræver det, at vi har en flerstrenget indsats, hvor vi arbejder med flere tilgange samtidig. 

    Medarbejderne er vores største ressource, og for mig er der tre vigtige spor til at sikre, at de bliver ved med at gå på arbejde med stor motivation, højt engagement og en vilje og evne til at yde omsorg for vores ældre og sårbare borgere.

    Vi skal styrke rekrutteringen til uddannelserne og til området. Vi skal skabe attraktive arbejdspladser og arbejde for at få flere på fuldtid. Og vi skal turde bruge ny teknologi, når den giver mening for medarbejderne og borgerne.

    Flere skal vælge velfærdsfagene

    Det skal være attraktivt for flere at vælge et af velfærdsfagene, når de beslutter sig for, hvilken uddannelse de vil tage. Det gælder både for de unge, de voksne og dem, der har behov for et sporskifte i deres arbejdsliv. Og så skal vi fortsat i samarbejde med uddannelsesstederne have fokus på at nedbringe frafaldet på uddannelserne.

    Samtidig skal vi have bedre fat i de potentielle medarbejdere, som allerede er i Danmark. Mange udlændinge vil gerne arbejde i pleje- og omsorgssektoren, og de har faktisk både motivationen og forudsætningerne. Dem skal vi hjælpe ind på arbejdsmarkedet.

    Her er det bl.a. vigtigt, at dem, der har behov for det, har god adgang til at forbedre deres dansksproglige kompetencer.

    Men en ting er, hvordan vi får flere til at vælge velfærdsfagene. Noget andet er, hvad vi gør for at få dem til at blive der.

    Her skal vi fortsat arbejde for, at vores arbejdspladser har stærke faglige miljøer, hvor medarbejderne har mulighed for løbende at udvikle deres kompetencer, så de matcher behovene på arbejdsmarkedet.

    Samtidig skal vi arbejde med at skabe attraktive arbejdspladser og en fuldtidskultur på de kommunale arbejdspladser, hvor man kan få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.

    Mange arbejdspladser har gode resultater med at få flere på fuldtid eller op i tid ved bl.a. at give medarbejderne mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejdstid. Det giver mulighed for, at flere kan gå op i tid.

    Og så skal vi være bedre til at støtte op om et langt og godt seniorarbejdsliv. Det er enormt vigtigt, at vi fortæller vores mere erfarne medarbejdere, at de er værdsatte, og at det har stor betydning, at de vælger at blive på arbejdsmarkedet.

    Mod på teknologi

    Vi skal investere i vores medarbejdere. Både de nye, de erfarne og de kommende. Den investering kræver også, at vi er modige på de muligheder, som ny teknologi giver os.

    Her er vi i kommunerne allerede godt i gang. Både ledere og medarbejdere er nysgerrige og ivrige efter at afprøve innovative og teknologiske løsninger, som giver mening for medarbejdere og borgere.

    Det gælder skærmbesøg, tale-til-tekst-redskaber og løsninger med kunstig intelligens. Her handler det om at finde de muligheder, som giver borgerne mere selvbestemmelse og frigiver tid hos medarbejderne. Så de kan bruge deres tid dér, hvor den gør den største forskel – nemlig sammen med borgeren.

    Et sted at starte er dosisdispenseret medicin. Her har vi en teknologi, som kan frigøre arbejdskraft samtidig med, at vi ved, det betyder færre medicinfejl for borgerne.

    I kommunerne arbejder vi hver dag for at sikre arbejdskraft nok til fremtiden, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg også en klar opfordring til den kommende regering – hvordan den så end må komme til at se ud:

    Vi har brug for en national retning og en langsigtet strategi for, hvordan vi som samfund vil håndtere arbejdskraftsmanglen. Det handler ikke kun om ældrepleje. Det handler om fundamentet under vores velfærdssamfund.

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Gustav Juul Olesen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3283

    E-mail: guju@kl.dk