Gå til hovedindhold
Nyhed
EU

Europæisk præsidiemøde i Danmark med demokrati og beredskab på dagsordenen

I anledningen af det danske EU-formandskab er KL og Danske Regioner over to dage vært for et møde for lokalpolitikere fra hele Europa. KL’s udvalgsformand Erik Flyvholm ser frem til at sætte de danske kommuners erfaringer i spil over for hele Europa.

18. sep. 2025

Indhold

    Torsdag og fredag i denne uge mødes det europæiske Regionsudvalgs medlemmer i Danmark til to dages drøftelser om nogle af de mest presserende udfordringer, som lokale og regionale myndigheder står over for: faldende demokratisk deltagelse, spredning af misinformation og stigende behov for beredskab herunder cybersikkerhed.

    Formand for KL’s Internationale Udvalg, Erik Flyvholm, er vært for mødet sammen med formand for Danske Regioner, Anders Kühnau. Han ser frem til at drøfte nogle af de store udfordringer, som kommuner og regioner står med – på tværs af Europa.

    ”Mødets fokus på demokrati, sikkerhed og cybersikkerhed er højaktuelt. Og derfor er det også vigtigt, at vi får drøftet den virkelighed og de udfordringer, vi sammen står over for i Europa, når de geopolitiske spændinger vokser, misinformationer spreder sig, vores digitale infrastruktur er under pres, og tilliden til de demokratiske institutioner er sat på prøve,” siger Erik Flyvholm og fortsætter:

    ”Kommuner og regioner er demokratiets fundament i borgernes hverdag. Når tillid og sikkerhed udfordres, bliver lokal handling ikke blot vigtig – men nødvendig.”

    Vigtigt med fælles løsninger

    Præsidiemødet er en vigtig anledning til at vise, hvordan lokale og regionale myndigheder – i Danmark og resten af Europa – bidrager aktivt til at løse både nye og velkendte samfundsudfordringer. Og der er lagt op til drøftelser om behovet for europæisk samarbejde om både demokratiske og sikkerhedsmæssige udfordringer – og at dele lokale erfaringer og løsninger.

    ”Lokale og regionale myndigheder er nøgleaktører i opbygningen af robuste samfund – både før og under en krise. Det er ikke noget, vi kan løse hver for sig – men noget, vi bliver stærkere af at løse sammen i Europa.”

    Regionsudvalget blev oprettet med Amsterdam-traktaten i 1996 og er en EU-institution, der giver regionale og lokale myndigheder mulighed for at følge og påvirke EU-lovgivningen. Danmark har ni pladser. Det er en tradition i Regionsudvalget, at der under hvert EU-formandskab bliver holdt et præsidiemøde i det land, som har formandskabet. Derfor er det KL og Danske Regioner, der sammen med Det Europæiske Regionsudvalg er vært for dette møde. Præsidiet er Regionsudvalgets ledelse og består af knap 70 politikere fra alle EU-landene.

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk