Gå til hovedindhold
Nyhed
Ældre
Digitalisering og teknologi

Nyt samarbejde skal udbrede velfærdsteknologi til flere kommuner

52 kommuner er udvalgt til at gå forrest i nyt samarbejde, som skal bidrage til at udbrede brugen af velfærdsteknologi i ældreplejen.

2. okt. 2025

Indhold

    Interessen for at udbrede velfærdteknologi i ældreplejen er stor. Derfor lancerer KL nu et nyt samarbejde på tværs af kommunerne: Kommunernes skaleringssamarbejde. Samarbejdet skal bidrage til at udbrede brugen af to former for velfærdsteknologi til endnu flere kommuner. Det sker som led i implementeringen af ældrereformen, der har fokus på at udbrede brugen af velfærdsteknologi i ældreplejen.

    Kommunernes skaleringssamarbejde kommer til at fokusere på henholdsvis skærmbesøg og digital træning. Det skal være med til at give kommunerne en ny ramme for mere systematisk samarbejde, hvor de kan dele erfaringer og løsninger. Det skal bidrage til, at endnu flere ældre borgere kan få glæde af velfærdsteknologi, der frigør tid og styrker kvaliteten i plejen.

    KL har modtaget 90 ansøgninger fra 62 kommuner, som ønsker at være en del af samarbejdet. Seks kommuner bliver skaleringsledere og skal gå forrest i samarbejdet. De skal dele deres erfaringer med de øvrige 46 kommuner i samarbejdet, så teknologien kan komme endnu flere borgere og medarbejdere til gavn.

    Udover kommunerne bliver de private leverandører af ældrepleje også inviteret med i samarbejdet, så både kommunale og private aktører kan bidrage til at udbrede løsningerne og styrke kvaliteten i hele sektoren.

    Ældreminister, Mette Kierkgaard, siger:

    ”Kommunerne spiller en helt afgørende rolle i udbredelsen af velfærdsteknologi i ældreplejen, da det er her, implementeringen og især skaleringen skal finde sted. Derfor er jeg rigtig glad for, at så mange kommuner ønsker at være en del af kommunernes skaleringssamarbejde. I flere af landets kommuner er man lykkedes godt med at implementere velfærdsteknologi, men vi skal have endnu flere med. Og her er det helt essentielt, at de erfaringer, som den enkelte kommune gør sig ikke går tabt, men kan blive samlet op af andre kommunale og private aktører, så de kan få gavn heraf, når de selv skal implementere velfærdsteknologi. Derfor glæder jeg mig også til at følge samarbejdet.” 

    Formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for ældreområdet, Anders Winnerskjold, siger:

    “I kommunerne har vi en ambition om at skabe en ældrepleje, hvor vi bruger teknologien klogt. Vi skal give vores medarbejdere de bedste redskaber, samtidig med at vi sikrer, at de ældre borgere oplever mere nærvær og højere kvalitet i plejen. Derfor er vi rigtig glade for at så mange kommuner gerne vil gå forrest på fællesskabets vegne. Der er ingen grund til, at alle opfinder den dybe tallerken, når vi har nogle kommuner, som har gode erfaringer, som resten kan trække på. Og ved at samle kræfterne kan vi hurtigere finde ud af, hvad der virker, og hvordan vi får løsningerne bredt ud, så alle kan få gavn af de gode løsninger. Derfor ser jeg frem til at følge samarbejdet.” 

    Kommuner i skaleringssamarbejde om skærmbesøg

    Køge Kommune: Greve, Ringsted, Kalundborg, Solrød, Frederikssund, Lolland og Sorø

    Roskilde Kommune: Gladsaxe, Rudersdal, Ballerup, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Tårnby, Hørsholm, Nyborg og Helsingør

    Viborg Kommune: Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Syddjurs, Holstebro, Herning, Ikast-Brande og Esbjerg

    (Kommuner markeret med fed er skaleringsledere)

    Kommuner i skaleringssamarbejde om digital træning

    Københavns Kommune: Ishøj, Egedal, Stevns, Furesø, Svendborg, Frederiksberg og Bornholm

    Holbæk Kommune: Vordingborg, Slagelse, Brøndby, Kerteminde, Ærø, Vallensbæk og Guldborgsund

    Aarhus Kommune: Morsø, Hjørring, Struer, Varde

    (Kommuner markeret med fed er skaleringsledere)

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Alexandra Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3643

    E-mail: alpe@kl.dk