Gå til hovedindhold
Nyhed
Økonomi
EU

EU’s udbudsregler bør give størst muligt lokalt råderum

Tiden er inde til nye udbudsregler i EU, der i højere grad letter de administrative byrder for kommunerne og giver mest mulig plads til lokale beslutninger, lyder budskabet fra KL i kølvandet på ny evaluering fra EU-Kommissionen.

27. okt. 2025

Indhold

    En revision af EU's udbudsdirektiver har været på tegnebrættet længe. De nuværende regler er nemlig tilbage fra 2014, og selvom målet med dem var at sikre et mere simpelt og fleksibelt regelsæt, der skulle give større klarhed og lette de administrative byrder for ordregivere og virksomheder, så er det ikke lykkedes. 

    Det konkluderer EU-Kommissionen i en ny evaluering af udbudsreglerne. Og KL’s formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget Steen Christiansen erklærer sig helt enig:

    ”I dag er det ressourcetungt for både kommuner og virksomheder at gennemføre udbud efter EU’s regler. Vi har derfor brug for nye udbudsregler, så vi får et langt mere smidigt og fleksibelt offentlig-privat samarbejde, som i langt højere grad giver plads til lokale forhold og beslutninger. Det skal være med til at give nogle bedre rammer om velfærden,” siger Steen Christiansen.

    I foråret offentliggjorde KL’s analysemagasin Momentum resultater fra en rundspørge blandt kommunernes indkøbschefer. Her pegede hele 72 pct. af indkøbscheferne da også på, at udbudsreglerne i dag er for bureaukratiske og kræver mange ressourcer, mens 59 pct. mente, at omkostningerne ved EU-udbud ofte overstiger gevinsten.

    Steen Christiansen peger derfor bl.a. på, at der fremover bør være langt bedre adgang til forhandling og til at foretage ændringer undervejs i en udbudsproces og i den efterfølgende kontraktperiode. Det skal sikre, at man altid har tidssvarende løsninger til gavn for borgerne og de lokale behov – frem for en masse proceskrav. 

    Ikke alle velfærdsopgaver egner sig til EU-udbud

    Ifølge KL-udvalgsformanden er der også behov for at se på, på hvilke områder det giver mening at tale om et europæisk marked – og dermed også, hvilke områder der måske ikke længere bør omfattes af procestunge EU-udbudsregler. 

    For det er i dag meget sjældent, at en dansk kommune faktisk indgår kontrakt med en udenlandsk virksomhed. Undersøgelsen omtalt i Momentum viste, at fra 2018 til 2021 har udenlandske virksomheder blot vundet godt to pct. af de kommunale udbud.

    Geografisk afstand, sprogbarrierer, opstartsomkostninger og national lovgivning inden for brancherne kan alle være grunde til den manglende grænseoverskridende interesse for at byde på opgaver. 

    ”Vi er nødt til at se på, om vi i dag har nogle udbudsregler, der rent faktisk øger konkurrencen i EU til gavn for borgerne, eller om reglerne blot lægger kommunerne i en bureaukratisk spændetrøje og øger omkostningerne til administration,” siger Steen Christiansen. 

    Steen Christiansen peger derfor på, at der bør skulle et langt højere beløb til, førend det udløser krav om EU-udbud. Alternativt bør visse typer af velfærdsydelser helt fritages for udbudspligt efter EU-lovgivning.  

    Mange udfordringer skal håndteres

    Med evalueringen af udbudsdirektiverne adresserer Kommissionen en række udfordringer, som ændrede udbudsregler bør håndtere. Det handler om den geopolitiske kontekst, om klimaforandringer, om en udfordret europæisk konkurrenceevne, om transparens og bedre datakvalitet, om innovation og sociale hensyn. Alt dette samtidig med ønsket om at gøre det hele meget mere simpelt.

    Ifølge Steen Christiansen vil flere krav til udbudsprocessen og krav til, hvad kommunerne skal forfølge og lægge vægt på i de enkelte udbud betyde, at kommunerne skal bruge flere administrative ressourcer og dermed flere penge på at gennemføre udbud. Stik mod intentionen.

    ”Vi står i en helt særlig sikkerheds- og handelspolitisk situation, men som hovedregel er det selvfølgelig den enkelte kommune, der skal beslutte, hvilke hensyn der skal vægte tungt i et konkret udbud. Det kan være grønne hensyn, sociale hensyn eller noget helt tredje. Det giver reglerne, som de er i dag, rig mulighed for. Derfor er det også afgørende for kommunerne, at udbudsreglerne i fremtiden udelukkende stiller krav til den proces en offentlig myndighed skal igennem, før der indgås kontrakt med en privat virksomhed. Og ikke flere krav til indholdet, form og vægtning,” slutter Steen Christiansen af.

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk