Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Dagtilbud

Stor interesse for at arbejde med at gøre hverdagen for landets mindste børn endnu bedre

17 kommuner er nu udvalgt til at deltage i det nye dagtilbudsprogram Alle Børns Dagtilbud, som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kr. til. Kommunerne skal arbejde med at styrke kvaliteten af deres dagtilbud, når medarbejdere og dagtilbudsledere får mulighed for at udvikle deres praksis.

13. nov. 2025

Indhold

    KL, Komponent og Professionshøjskolerne har nu udvalgt 17 kommuner, som skal være en del af arbejdet i det nye dagtilbudsprogram: Alle Børns Dagtilbud, som LEGO Fonden har doneret 100 millioner kr. til. 

    Over de næste fire år får mere end 2.000 medarbejdere og 100 ledere i de 17 kommuner mulighed for at udvikle deres praksis og arbejde målrettet med kvalitetsudvikling i deres dagtilbud med udgangspunkt i børnenes behov og de pædagogiske erfaringer i hverdagen.  
     
    Langt de fleste børn i Danmark går i dagtilbud, og kvaliteten er derfor afgørende for, hvordan de trives og udvikler sig. Det er i dukkekroge, på klatrestativer og i sandkasser, at fællesskaber tager form, og hvor tillid, tryghed og relationer til andre voksne end familien, bliver grundlagt. 

    De 17 kommuner, som skal være en del af Alle Børns Dagtilbud er:

    • Hillerød Kommune
    • Brøndby Kommune
    • Rudersdal Kommune
    • Høje-Taastrup Kommune
    • Viborg Kommune
    • Lemvig Kommune
    • Skive Kommune
    • Frederikshavn Kommune
    • Læsø Kommune
    • Hjørring Kommune
    • Vordingborg Kommune
    • Guldborgsund Kommune
    • Roskilde Kommune
    • Svendborg Kommune
    • Middelfart Kommune
    • Esbjerg Kommune
    • Billund Kommune 

    Kommunerne skal arbejde med at styrke børns fællesskaber og trivsel, hvor legen spiller en central rolle. Udviklingsforløbene vil blive skræddersyet lokalt i den enkelte kommune i tæt samarbejde med det pædagogiske personale, dagtilbudsledere og kommunale chefer.  

    Interessen for at være en del af Alle Børns Dagtilbud har været stor – mere end en tredjedel af landets kommuner søgte om at deltage. I udvælgelsen er der lagt vægt på, at deltagerkommunerne i størst mulig grad afspejler bredden i det kommunale landskab.

    Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, siger:

    ”Vi er enormt glade for, at der har været så stor interesse for at være en del af programmet, og at rigtig mange pædagogiske medarbejdere og ledere derfor nu får mulighed for at være en del af et stort nationalt projekt, hvor de skal arbejde med at løfte kvaliteten lokalt. Vi glæder os til at følge de 17 kommuners arbejde og være med til at brede deres mange gode erfaringer ud til resten af landet, så vi alle sammen – og ikke mindst landets mindste borgere – kan få gavn af dem.” 

    Michael Stahl, Landedirektør for Danmark, LEGO Fonden siger:

    ”Alle Børns Dagtilbud er et stærkt partnerskab, hvor parterne forener styrker og erfaringer - og med de mange engagerede kommuner med på rejsen, er der nu skabt et solidt afsæt for at styrke de små børns udvikling og trivsel gennem leg og stærke fællesskaber.”

    Kristina Kristoffersen, rektor ved Professionshøjskolen UCN og næstforperson i Danske Professionshøjskoler, siger:

    “Vi er stolte af interessen for programmet og glæder os til samarbejdet med de 17 kommuner. I professionshøjskolerne ser vi frem til at arbejde tæt sammen med det pædagogiske personale om at udvikle hverdagen i dagtilbuddene med udgangspunkt i børnenes behov og det, der giver mening lokalt. Legen er en naturlig del af børns måde at lære og være i verden på, og derfor skal den også have en central plads i det pædagogiske arbejde. Vi ved, at når pædagoger får mulighed for at eksperimentere, være nysgerrige og lade det legende få plads, så vokser både børn og voksne. Det kræver mod, nysgerrighed og faglig refleksion – og det er netop dét, vi sammen skal skabe rum for i Alle Børns Dagtilbud.”

    Pernille Halberg Salamon, direktør i Komponent, siger:

    ”Det er fantastisk at se så mange kommuner, der ønsker at arbejde målrettet med at styrke den organisatoriske kapacitet og forbedre kvaliteten i dagtilbuddene. Når vi investerer i hele ledelseskæden og i de fællesskaber, der driver udviklingen lokalt, skaber vi grundlaget for varige forbedringer. Både for medarbejdere og ledere, og ikke mindst for dem det hele handler om - nemlig børnene.”

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Alexandra Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3643

    E-mail: alpe@kl.dk