Kontakt
Line Oxholm Thomsen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3536
E-mail: lnt@kl.dk
Selvom idrættens klimaaftryk ikke er det største i hele regnskabet, kan vi alle bruge tiden i den lokale idrætsforening til at fremme den grønne omstilling, skriver KL og DIF i dette debatindlæg.
Af Frank Schmidt-Hansen, formand for KL’s Klimahandlingsudvalg, og Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund
Idrætten er kendt for at tage samfundsansvar. Hver eneste dag giver sporten og foreningslivet nye venskaber, sunde vaner og tilknytning til lokalsamfund. Bevægelsen og sammenholdet gør noget godt for integrationen, ensomheden og fællesskabet - og så rummer idrætten også et grønt potentiale.
I KL og Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil vi samarbejde om at fremme det grønne ansvar i foreningslivet. Derfor har vi indgået et treårigt klimapartnerskab, der skal bringe den grønne omstilling længere ind i danskernes hverdag - dér, hvor vi lever, rører os og ikke mindst har det sjovt.
Vi vil inspirere lokale kræfter og gøre idrætten til en vigtigere spiller i klimaindsatsen. Selvom idrættens aftryk måske ikke er det største i klimaregnskabet, kan vi alle bruge tiden i den lokale idrætsforening til at fremme grønne omstilling. Så vi alle er med til at gøre en lille forskel.
Måske kan vi bruge vores faciliteter bedre og deles om dem på samme tid, så der fx er volleyball i den ene ende af hallen og basket i den anden? Måske kan vi blive bedre til at køre sammen, så færre biler kører afsted, når der skal spilles på udebane.
Mulighederne er mange. Potentialerne store. Som så mange andre gode ting i vores samfund, starter forandringen ofte hos græsrødderne og ildsjælene. Hos forbillederne i foreningsdanmark. Alle handlinger skal være relevante for netop de frivillige, der skal realisere dem. Dem skal vi støtte. Kan vi være fælles om en indsats for klimaet lokalt, smitter det af og giver flere lyst til at gå i samme retning.
Alle kommuner har lavet en klimahandlingsplan med ambitiøse mål. Med vores nye partnerskab vil vi finde frem til de gode eksempler, hvor klubber, foreninger og forbund spiller aktivt med i kommunernes klimaindsatser, og hjælpe med at brede initiativerne ud, hvis andre ønsker at gøre det samme.
Som en central del af vores partnerskab vil vi dele erfaringer med hinanden om, hvordan man kan gøre idrætsfaciliteter mere energieffektive. Vi vil udvikle nye metoder til, hvordan man kan organisere grønne initiativer, og vi vil støtte op om pionerer og frivillige, der ønsker at prøve grønne tiltag af.
Med andre ord vil vi kridte banen op til klimahandling.
Alt sammen med det formål at gøre bevidstheden og viljen til at gribe de grønne muligheder endnu stærkere lokalt. Så engagementet kan fortsætte med at spire rundt om i landet, og så der kan søsættes endnu flere lokale projekter, der bringer klimaaftrykket fra idrætsfaciliteter, transport og forbrug ned.
Det her er ikke bare en aftale på et stykke papir. Det er et fælles løfte om at bringe klimahandling ind i danskernes hverdag. Det er i høj grad i hallerne, på banerne og i klubhusene, at fremtidens grønne vaner formes. Og grønne vaner, dem skal vi understøtte. I kommunerne og idrætslivet vil vi gøre vores.
Debatindlægget er bragt i Idrætsmonitor den 2. maj 2025