Gå til hovedindhold
Nyhed
Arbejdsgiver
Arbejdsmarked

Nye nøgletal viser: Flere ældre bliver længere i jobbet i kommunerne

Landets kommuner har fokus på, at ældre bliver længere på jobmarkedet og at tiltrække og uddanne nye medarbejdere - og det går den rigtige vej. Det viser KL’s årlige rapport over det kommunale arbejdsmarked.

19. jun. 2025

Indhold

    Flere og flere kommunale medarbejdere bliver længere i jobbet.

    Det står klart i ’Det Kommunale Arbejdsmarked i tal 2024’ – en årlig rapport, hvor KL giver status over den halve million medarbejdere, som landets kommuner beskæftiger.

    Og her er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i kommunerne steget med næsten et år fra 2022 til 2023. Det viser de nyeste tal på området, hvor det til sammenligning også fremgår, at tilbagetrækningsalderen i staten steg med syv måneder.

    Hver fjerde ansat er mere end 55 år 

    Samtidig befinder mange kommunale medarbejdere sig i den sene del af arbejdslivet.

    I november 2023 var 28 procent af de kommunalt ansatte således 55 år eller derover – og det er den højeste andel blandt alle arbejdsmarkedets sektorer, viser rapporten.

    Kommunerne har forsat den laveste gennemsnitlige tilbagetrækningsalder sammenlignet med andre sektorer, men udviklingen peger altså på, at kommunerne er i gang med at løfte fastholdelsen af seniorer.

    Kommunerne uddanner fremtidens velfærdsmedarbejdere

    Den årlige rapport understreger også, at kommunerne spiller en nøglerolle i at sikre fremtidens velfærdsmedarbejdere.

    I 2024 var der nemlig 20.200 elever og studerende i lønnet praktik i kommunerne, som svarer til 3,8 procent af de kommunalt ansatte. Og på trods af et lille fald fra sidste år er det en markant fremgang siden 2017, hvor andelen lå på 2,8 procent.

    Her fylder social- og sundhedsuddannelserne langt det meste med 14.200 elever. Et tal, som siden 2017 er mere end fordoblet, og som især er drevet af, at der er kommet flere og flere voksenelever på over 25 år, viser rapporten.

    I 2024 var der således 11.200 voksenelever på SOSU-området – og det er 7.300 flere end i 2015. 

    Dyk ned i de mange spændende fakta om det kommunale arbejdsmarked her:

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Emilie Kleding Bulut

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3034

    E-mail: emkr@kl.dk