Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
ÆldreReform
Ældre

I 57 kommuner står man klar til at kompetenceudvikle medarbejdere til at arbejde med helhedspleje

Medarbejdere og ledere i hele landet vil fra efteråret blive klædt ekstraordinært godt på til at føre ældrereformen ud i livet. 57 kommuner, hvoraf hovedparten har været i dialog med private leverandører, har nemlig ansøgt om at få tildelt forløb i kompetenceudvikling.

26. jun. 2025

Indhold

    Med ældrereformen blev der afsat 23,7 mio. kr. til, at KL i samarbejde med Danske Professionshøjskoler og Danske SOSU-skoler kan tilbyde kompetenceudvikling til medarbejdere og ledere i ældreplejen. 57 kommuner har nu i samarbejde med deres respektive private leverandører fået tildelt forløb til praksisnær implementeringsstøtte og kompetenceudvikling til helhedspleje. Ansøgningsfristen var den 1. juni, og interessen har været markant.

    Helhedspleje er en bærende del af ældrereformen og handler grundlæggende om at skabe mere sammenhæng, nærhed og tryghed i hverdagen for ældre borgere.

    Målet er, at flere oplever kontinuitet i plejen og en større grad af selvbestemmelse i eget liv – uanset om hjælpen ydes af kommunen eller en privat leverandør. Det kræver nye måder at arbejde på, stærkere samarbejde i tværfaglige teams og en tillidsbaseret tilgang, hvor medarbejdere får både ansvar og opbakning til at handle ud fra borgerens behov.

    For at sikre, at helhedsplejen bliver godt forankret, er der brug for både faglig opkvalificering og lokal implementeringsstøtte – og netop det leverer forløbene, som professionshøjskolerne og SOSU-skolerne gennemfører i et tæt samarbejde.

    Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

    ”Den 1. juli træder ældrereformen i kraft. Vi mindsker dokumentationskravene og sætter medarbejderne fri, så der bliver mere tid til omsorg, selvbestemmelse for den ældre og en større kontinuitet i pleje og omsorg. Medarbejderne og lederne i ældreplejen kommer til at arbejde på nye måder. Derfor glæder jeg mig over, at mange kommuner og private leverandører har takket ja til tilbuddet om kompetencestøtte, så medarbejderne og lederne i ældreplejen bliver endnu bedre klædt på til at få reformen ud at leve hos de ældre.”

    Formand for KL’s Sundhedsudvalgs- og Ældreudvalg med ressortansvar for ældreområdet Anders Winnerskjold siger:  

    ”Vi er i gang med en rigtig stor omstilling af ældreplejen, og kommunerne har sat alle sejl ind for at sikre, at borgerne oplever langt større sammenhæng og kvalitet i den ældrepleje, de får. Skal vi lykkes med den store politiske ambition, kræver det især, at de ældre bliver mødt af medarbejdere, som har tid, de rette kompetencer og den rette støtte til at lykkes med opgaven. Derfor er jeg rigtig glad for, at så mange kommuner og private leverandører har taget imod tilbuddet om støtte og kompetenceudvikling. Det vidner om et stærkt lokalt engagement i at omsætte ældreformen til den lokale hverdag.”

    Næstforperson i Danske Professionshøjskoler Kristina Kristoffersen siger:

    ”Med ældrereformen kan medarbejderne i ældreplejen se frem til et større fagligt ansvar og et øget handlerum, og det stiller nye krav til deres kompetencer og faglighed. I Danske Professionshøjskoler glæder vi os til, sammen med SOSU-skolerne og landets kommuner, at levere implementeringsstøtte og kompetenceudvikling til medarbejdere og ledere i ældreplejen – både i kommunerne og hos de private leverandører.  Vi er glade for den store opbakning til initiativet, og ser frem til at kunne være med til at gøre de gode ambitioner i ældrereformen til mærkbare forandringer til gavn for landets ældre borgere.”  

    Formand for Danske SOSU-skoler Lene Kvist siger:

    “Indførelsen af ældrereformen med fokus på helhedspleje har fået mange til at tænke nyt, og netop implementeringsstøtten er et nybrud. Det er et nybrud, at KL, professionshøjskolerne og SOSU-skolerne sammen har udviklet et projekt, der skal kompetenceudvikle personalet i ældreplejen på alle niveauer. Derfor er det også med den største glæde, at landets SOSU-skoler kan se, at så mange kommuner har taget imod tilbuddet. SOSU-skolerne har oplevet stor interesse fra kommunerne omkring projektet og glæder sig til at komme i gang med de konkrete forløb.”

    Vicedirektør i Dansk Erhverv Mette Feifer siger:

    ”Med ældrereformen tager vi nogle gode skridt i retningen af mere valgfrihed og selvbestemmelse for de ældre, og der bliver skabt mulighed for, at borgerne kan vælge private leverandører til hele plejen. I overgangen til helhedspleje stilles der større krav til plejeleverandørerne. Derfor er det positivt, at man går sammen på tværs af kommunale og private leverandører om ansøgningerne til kompetenceudvikling.”

    Fakta

    Forløbene vil blive igangsat fra efteråret 2025 og rummer både kompetenceløft til medarbejdere og ledere, implementeringsstøtte og redskaber til forankring af helhedsplejen i hverdagen.

    I Aftalen om en reform af ældreområdet blev der afsat 145 mio. kr. i perioden 2024-2027 til understøttelse og implementering af ældrereformen. Heraf er der afsat 23,7 mio. kr. til, at KL i samarbejde med Danske Professionshøjskoler og Danske SOSU-skoler kan tilbyde kompetenceudvikling til medarbejdere og ledere i ældreplejen. I styregruppen for projektet sidder Ældreministeriet, KL, Danske Professionshøjskoler, Danske SOSU-skoler og Dansk Erhverv.

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk