Kontakt
Morten Christensen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3689
E-mail: moch@kl.dk
Det er dybt uacceptabelt, at kriminelle miljøer infiltrerer socialområdet og svindler med de penge, der ellers skulle gå til udsatte borgere. Derfor fremlægger KL nu fem forslag til, hvordan man kan tage livtag med snyd, svigt og økonomisk kriminalitet på private tilbud.
En ny efterretningsvurdering fra Den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, påviser, hvordan kriminelle miljøer infiltrerer socialområdet og bedriver økonomisk svindel.
Samtidig har afdækninger af private tilbud flere steder i landet vist, at svigt og vold har været en del af dagligdagen for nogle af samfundets mest udsatte borgere.
Derfor fremlægger KL nu fem forslag til, hvordan man kan dæmme op for den omfattende snyd og svigt, der hersker på nogle private tilbud.
”Det er dybt uacceptabelt, at kriminelle miljøer infiltrerer socialområdet og svindler med de penge, der ellers skulle gå til udsatte borgere. Dels fordi der er borgere, som så ikke får den hjælp og støtte, de burde have fået – og i nogle tilfælde groft svigtes. Dels fordi det handler om skatteborgernes penge og den grundlæggende retsfølelse, som vores samfund hviler på. Det er vi nødt til at slå meget hårdt ned på,” siger formand for KL’s Socialudvalg, Ulrik Wilbek.
De fem forslag handler om at kortlægge omfanget af økonomisk kriminalitet på socialområdet, sætte grænser for profit, udvide karensperioden for flere, indhente straffeattest for flere og forlænge botilbudspuljen.
For vi er nødt til at sætte hårdt ind i en situation, hvor kriminelle griner hele vejen til banken på samfundets bekostning, fastslår Ulrik Wilbek:
”Det er i dag alt, alt for nemt at tjene store penge på det her område. Det skal stoppes. Derfor bør vi først og fremmest få en tilbundsgående kortlægning af området. Og så skal der et stramt loft på indtjening, det skal være meget lettere at udelukke svindlere for bestandigt, og vores tilsyn skal have beføjelser til at tjekke, om de mennesker, der arbejder på det her område, også har rent mel i posen.”
Samtidig understreger Ulrik Wilbek, at NSK’s vurdering og den seneste tids sager omkring private tilbud kalder på en mere grundlæggende diskussion omkring, hvem der har ansvaret for tilbuddene på socialområdet:
”Når vi ser den her kriminalitet og svigt af borgerne, er vi ganske enkelt nødt til at spørge os selv: Kan vi som samfund leve med, at så store dele af vores sociale tilbud er på private hænder? Vi skal ikke kigge længere end over Øresund for at se, at man i Sverige – hvor man har privatiseret store dele af velfærden - har visse velfærdsområder, hvor der foregår svindel på en ud af ti institutioner. Dér må vi aldrig ende i Danmark.”