Gå til hovedindhold
Arbejdsgiver
Rekruttering
Sundhed

Nyborg Kommune: Forløbet ’Godt på vej i uddannelse’ mindsker frafald blandt SOSU-elever og øger elevernes trivsel

Nyborg Kommune igangsatte i 2022 forløbet ’Godt på vej i uddannelse’ med henblik på at imødegå et voksende frafald blandt SOSU-elever samt en stigning i antallet af elever, der oplevede trivselsudfordringer. Resultater viser blandt andet, at 94% af SOSU-elever gennemførte efter endt forløb.

Indhold

    I 2022 blev Nyborg Kommunes uddannelseskoordinatorer opmærksomme på et stigende frafald blandt SOSU-elever samt en stigning i antallet af elever med trivselsudfordringer. Kommunen igangsatte derfor forløbet ’Godt på vej i uddannelse’. 

    Forløbet henvender sig til SSA- og SSH-elever som starter i oplæring i Nyborg Kommune. Forløbet er et obligatorisk trivsels- og læringsforløb, hvor eleverne bliver klædt på med viden, øvelser og værktøjer, som har til formål at fastholde og fremme god trivsel i arbejds- såvel som i privatliv. 

    Forløbet er placeret i starten af elevens første oplæringsperiode og består af 4 moduler á 3 timers varighed med 7-14 dage mellem hvert modul. Forløbet er et samarbejde mellem en sundhedskonsulent og kommunens to uddannelseskoordinatorer. Sundhedskonsulenten tilrettelægger og underviser på forløbets to første moduler, mens uddannelseskoordinatorerne underviser på det tredje modul. Forløbets fjerde og sidste modul koordineres i samspil mellem sundhedskonsulenten og uddannelseskoordinatorerne.

    Igennem forløbet undervises eleverne blandt andet i kommunikation, ABC for mental sundhed, de gavnlige effekter på helbredet af at opholde sig i naturen og personlige grænser.

    Effekterne af forløbet har været positive. Resultaterne viser, at eleverne er glade for at deltage i forløbet, og at de aktivt anvender den tilegnede viden og de værktøjer, de har fået, i både deres arbejdsliv og privatliv. 

    94% af de elever der deltog i forløbet i perioden fra juni 2023 til august 2025, gennemførte deres SOSU-uddannelse. Derudover viser resultaterne et lavere sygefravær blandt eleverne, der i perioden fra januar 2025 til juli 2025 lå på 4,56%. 

    Forløbet er en del af kommunens samlede indsats for at imødegå rekrutteringsudfordringer og fastholde medarbejdere på ældreområdet, og er derfor finansieret inden for de eksisterende rammer. 

    Kommunens erfaringer viser, at det er en fordel, at forløbet varetages i et tværfagligt samspil, hvor sundhedskonsulenten bidrager med indsigt og faglighed om blandt andet mental sundhed og trivsel, mens uddannelseskoordinatorerne spiller ind med kendskab til og viden om eleverne og deres faglighed, uddannelse og oplæringsforløb. 

    Kommunen har prioriteret at minimum én af uddannelseskoordinatorerne deltager på hvert af de fire moduler. Det har bidraget til en stærkere relation mellem elev og uddannelseskoordinator. Den styrkede relation bevirker, at eleverne, sammenlignet med tidligere, er mere tilbøjelige til at rette henvendelse til uddannelseskoordinatorerne, hvis de oplever faglige, kollegiale eller trivselsmæssige udfordringer i deres oplæringsforløb.

    Marianne Rask, uddannelseskoordinator i Sundhed og Ældre, mara@nyborg.dk, tlf. 51599303 

    Karin Skjoldmose Ravnø, uddannelseskoordinator i Sundhed og Ældre, krav@nyborg.dk tlf. 23362683 

    Sanne Gjørtz Lauritzen, sundhedskonsulent i Sundhed og Forebyggelse, sagl@nyborg.dk tlf. 21287679

    Sidst opdateret: 29. juni 2026

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Line Folke

    Arbejdsgiverpolitisk Center

    Telefon: +45 3370 3472

    E-mail: lifo@kl.dk

    Konsulent

    Steffen Nyhus Haurum

    Arbejdsgiverpolitisk Center

    Telefon: +45 3370 3231

    E-mail: stnh@kl.dk