Kontakt
Line Folke
Arbejdsgiverpolitisk Center
Telefon: +45 3370 3472
E-mail: lifo@kl.dk
Ikast-Brande Kommune påbegyndte i 2021 projektet ”Erantis” for at sikre en stabil og effektiv hjemme- og sygepleje. Med projektet blev der etableret små faste teams. Projektet har haft positive effekter. Blandt disse er en reducering i sygefraværet og personaleomsætningen.
Video: Ikast-Brande projekt ”Erantis” reducerer sygefraværet blandt medarbejdere med 28 pct.
I 2021 påbegyndte Ikast-Brande Kommune projektet ”Erantis”. Formålet var at skabe et stabilt og effektivt tilbud om hjemmepleje og sygepleje, hvor borgere oplever kontinuitet og en høj grad af patientsikkerhed. Bag projektet er en grundlæggende antagelse om, at selvbestemmelse og involvering har en positiv betydning i forhold til trivsel og livskvalitet, både for medarbejdere og borgere.
Forud for indsatsen oplevede borgere, at der kom mange forskellige medarbejdere i deres hjem. Der var desuden en oplevelse af, at sygeplejen, træning og hjemmeplejen var tre opdelte enheder, som var dygtige til det monofaglige arbejde, men sjældent arbejdede på tværs. Disse udfordringer blev forsøgt imødegået gennem projektet.
I forbindelse med projektet blev der gennemført interviewundersøgelse samt adskillige læringscirkler, og prøvehandlinger med involvering af borgere, medarbejdere og ledere. På den baggrund blev der formuleret seks anbefalinger, som blev udgangspunkt for den måde, hvorpå Ikast-Brande Kommune arbejder med ældrepleje:
Medarbejderens møde med borgeren og de pårørende
Borgeren tilbydes et kort rehabiliteringsforløb
Tværfaglige, selvstyrende geoteams
Sammenhæng i borgerforløbet
Få og faste medarbejdere i borgernes hjem
PDSA anvendes systematisk til forbedringsarbejde
Som et afgørende organisatorisk greb blev der etableret mindre, faste geoteams, som har styrket både kontinuiteten i borgerforløbene og samarbejdet på tværs af faggrupper. Opdelingen i mindre teams har skabt bedre forudsætninger for at opbygge en stærk teamkultur, hvor fælles mål og ansvar er i centrum – og hvor teamets mål i højere grad er blevet den enkeltes mål.
Opbygningen af relationer og kultur i de nye teams har krævet tid og en målrettet indsats. Gennem systematisk kompetenceudvikling og fælles refleksion er fokus gradvist flyttet fra en individuel ”jeg”-tænkning til en fælles ”vi”-tænkning, hvor samarbejde, gensidig tillid og faglig sparring er bærende elementer i hverdagen.
Som en del af den nye struktur afholdes der småmøder tre gange ugentligt med deltagelse fra både hjemmeplejen og sygeplejen. Møderne fungerer som et vigtigt omdrejningspunkt for koordinering, videndeling og hurtig opfølgning på borgernes behov. Andre faggrupper inddrages løbende, når der er behov for deres faglige perspektiv.
Derudover er der etableret et fast tværfagligt mødeforum, hvor trænende terapeuter, hjælpemiddelterapeuter og visitator også deltager. Her drøftes borgernes rehabiliteringsforløb og eventuelle problemstillinger med henblik på at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende indsats tæt på borgeren.
For yderligere at understøtte medarbejdernes oplevelse af medindflydelse og selvbestemmelse arbejdes der med såkaldte puslemøder. Her får medarbejderne mulighed for i fællesskab at tilrettelægge arbejdsplanen, så den både understøtter opgaveløsningen og skaber bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Tiltaget har bidraget til øget ejerskab, arbejdsglæde og ansvar for den fælles opgave.
Indsatsen har haft positive effekter. Blandt andet oplever borgere en forbedring af sammenhæng i mødet med hjemme- og sygeplejen. Medarbejderne kender sine kollegaer og de borgere, de kommer hos. Det gør det mere trygt at tage på arbejde.
Desuden har det tætte samarbejde med sygeplejen gjort det lettere at flytte opgaver mellem sygeplejen og hjemmeplejen. Ikast-Brande Kommune forsøger at bringe social- og sundhedsassistenternes kompetencer i spil i borgerforløbet, hvor de kan varetage både ældrelovs- og sundhedslovsindsatser hos borgerne.
Sundheds- og ældreafdelingen har i perioden 2022-2025 oplevet et fald i sygefravær på 27,6 %, hvoraf dele af denne reduktion formentlig kan tilskrives ”Erantis” projektet. I samme periode er ledelsesspændet i området reduceret, og der har pågået et systematisk arbejde med at reducere sygefraværet, hvilket også formodes at have haft betydning.
Derudover ses et tydeligt fald i personaleomsætning i hjemmeplejen, hvor personaleomsætningen er reduceret fra 37,2% i 2022 til 24,6% i 2025.
Ikast-Brande Kommune har fået tildelt midler fra socialstyrelsens pulje til faste, tværfaglige og selvstyrende teams.
Udviklingskonsulent Signe Vestergaard Kristensen
Som et led i KL’s handleplan, ’Flere hænder til ældre- og sundhedsområdet 2.0’, fra 2021, drifter KL en casebank med kommunale eksempler på vellykkede indsatser i forhold til rekruttering og fastholdelse på ældre- og sundhedsområdet
Her kan du finde forskellige kommuners initiativer på ældre- og sundhedsområdet til inspiration og vidensdeling på tværs.
KL vil indsamle og dele gode indsatser i forhold til rekruttering for at skabe inspiration blandt kommunerne. Indsatserne er oftest lokalt forankret, men kan give god inspiration på tværs.
Videoen er kun synlig på kl.dk, hvis du har accepteret alle cookies. Du kan ændre dit samtykke via det lille ikon nederst i venstre hjørne.