Gå til hovedindhold
Momentum

Flere og flere arbejder nu på fuldtid i ældreplejen

Antallet af fuldtidsansatte på ældreområdet er steget markant, viser en ny Momentum-analyse. Og det gør en stor forskel – både på de enkelte arbejdspladser, og når det kommer til ældreplejens store rekrutteringsudfordringer, påpeger KL og FOA. Derfor skal der gøres meget mere af det, der virker lokalt, og to plejecenterledere fremhæver både fleksible arbejdstider og en åben dialog om, hvor meget de ekstra timer betyder for løn og pension.

14. okt. 2025
  • Tegnsprog

Indhold

    Af Emilie Kleding

    Analyse: Sara Dolmer, konsulent i KL’s Arbejdsgiverpolitisk Center

    I en tid, hvor rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet er massive, dukker der nu også positive tendenser op.

    En ny Momentum-analyse viser nemlig, at antallet af medarbejdere, der arbejder på fuld tid i ældreplejen, er steget med næsten 9.000 siden 2017. Det betyder, at over 21.000 ansatte er på fuldtid – en stigning på hele 71 procent.

    Dermed arbejder mere end hver femte på ældreområdet i dag fuldtid mod 13,5 procent i 2017. Og det er en »kæmpe gevinst«, siger Sofia Osmani, der er fungerende formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

    »For allerede nu mangler vi medarbejdere på ældreområdet, og i en virkelighed hvor den mangel bliver større og større, bliver vi simpelthen nødt til at spille på alle tangenter. Derfor er det en kæmpe gevinst, at flere går op i tid – både for de ældre, den enkelte og for samfundet,« siger hun og peger på projektet ‘En fremtid med fuldtid’, hvor KL og Forhandlingsfællesskabet siden 2020 har arbejdet med en stor del af landets kommuner for netop at få flere op i tid.

    Kurvediagram der viser antallet af medarbejdere på ældreområdet der er ansat på fuldtid er steget fra 12.386 til 21.209 fra 2009 til 2025.

    »Og der kan vi konstatere, at det har været en succes at skabe et fælles fokus på, hvordan vi får flere til at være på fuldtid,« siger Sofia Osmani.

    Også formand for Forhandlingsfællesskabet og forbundsformand i FOA, Mona Striib, er begejstret for fremgangen af fuldtidsansatte – selv om vi stadigvæk har langt til mål og kommer til at mangle arbejdskraft »big time«, pointerer hun:

    »Derfor er jeg især positiv over de arbejdspladser, som har skabt en kulturforandring. For det er dét, vi kan se, virker på den lange bane. Nemlig at ledelsen og medarbejderne taler åbent om arbejdstider, fleksibilitet, løn og pension – og at man lytter til hinanden.«

    Fleksibel arbejdstid skaber resultater i Skanderborg

    At det giver pote at starte dialogen, nikker Venja Dalby Hansen genkendende til. Hun er daglig leder på Plejecenter Kildegården i Skanderborg Kommune, hvor 11 medarbejdere er gået op i tid som følge af at spørge:

    »Hvilken arbejdstid vil du som medarbejder helst have? Og hvornår har du som borger mest brug for ekstra personale?«

    »Bare den snak har gjort underværker,« understreger Venja Dalby Hansen.

    Som resultat har plejecenteret indført ønskeplaner, hvor medarbejderne kan »pusle« med arbejdstiden og eksempelvis have 10-12-timers arbejdsdage og mere sammenhængende fri. En ny tværgående arbejdstid fra kl. 11-19 er også kommet til, så der er bedre tid til hygge og nærvær med borgerne for eksempel under måltiderne. Og så er en ny fleksvagt med mødetid mellem kl. 6 og 8 blevet en mulighed.

    Kurvediagram der viser andelen af medarbejdere på ældreområdet der er ansat på fuldtid er steget fra 13,5 procent til 20,9 procent fra 2009 til 2025.

    »Så i stedet for at være presset over ikke at sove godt om natten i overgangsalderen eller at aflevere sit barn, så man kan være på arbejde kl. 7 – og barnet måske bliver ked af det, så man bliver forsinket og får dårlig samvittighed over for sine kollegaer… Ja, så er det nu helt i orden at sove en ekstra time eller have god tid i børnehaven. Modsat kan man også møde tidligere og nå til frisøren og lægen om eftermiddagen,« siger Venja Dalby Hansen og tilføjer:

    »Der er rigtig mange gode grunde til at flekse den. Også selv om, der ikke er tradition for det på vores fagområde.«

    Når man i fællesskab på arbejdspladsen skaber mulighed for fleksibilitet, kan mange ansatte nemlig godt få flere arbejdstimer til at hænge sammen, erfarer lederen – og i dag er halvdelen af plejecenterets 40 ansatte nu på fuldtid. Det giver over 40 timers mere faglært personale om ugen, hvor opgaverne bliver løst bedre, i højere grad fordeler travlheden og resulterer i et bedre arbejdsmiljø, siger hun:

    »Jeg tænker, at vi har gjort noget rigtigt godt for vores arbejdsplads, fællesskab og følelsen af selv at have indflydelse på sit arbejde. Og flere siger da også, at det har gjort en kæmpe forskel for både deres arbejds- og privatliv.«

    Plejecenter i Solrød sætter fokus på løn og pension

    Også i det sjællandske har man haft succes med at få flere på fuldtid. På Plejecenteret Christians Have i Solrød Kommune har noget af det vigtigste været at skabe en viden om, hvad det betyder for lønnen – og ikke mindst pensionen – at gå op i tid. Det fortæller lederen Caroline Klenø Nøjgaard, som har gjort brug af ‘En fremtid med fuldtids’ såkaldte livsindkomstkort, som eksempelvis viser, hvor meget ekstra man får, hvis man går fra 32 til 37 timer om ugen.

    »Især pensionen har været en øjenåbner for yngre medarbejdere, som simpelthen har fået et chok over, hvor mange penge det handler om på sigt, og har sagt: Hold da op, det er mange penge, og det kan jeg ikke sige nej til,« gengiver hun og tilføjer:

    »Den bevidsthed har vi ligesom skullet massere frem.«

    Kurvediagram der viser andelen af medarbejdere på ældreområdet der er ansat på fuldtid indenfor forskellige stillingskategorier

    Som resultat er over 10 medarbejdere gået op i tid – og hvor mange tidligere var bange for, at de fysisk og psykisk ville blive for trætte…

    »Så er vores erfaring, at de faktisk oplever det modsatte og får energi af at kunne følge deres opgaver til dørs og kunne gå hjem med større tilfredshed i stedet for frustration,« siger Caroline Klenø Nøjgaard.

    Det kræver dog mod at udfordre – for der findes et narrativ om, at arbejdet er hårdt, og at flere timer vil gøre det endnu hårdere, påpeger lederen. Netop derfor er det vigtigt, at folk tør stå frem og sige: Jeg gik op i tid, og det har faktisk givet mig større tilfredshed. For det er mere troværdigt, når det kommer fra medarbejderne selv end fra ledelsen, siger hun:

    »Det er, når folk taler om det ved kaffemaskinen, at de gode historier spreder sig.«

    Udover en stigning i antallet, der er på fuldtid, så viser Momentums analyse, at der også har været en kraftig stigning i antallet, der har over 31 timer om ugen. Her er tallet steget med godt 10.000, så der er i 2025 er knap 49.000 i gruppen.

    KL og FOA: Nu skal de gode erfaringer udbredes

    Netop alle disse erfaringer i kommunerne er enormt værdifulde, siger fungerende formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, Sofia Osmani.

    »For selv om der ikke er én opskrift på, hvordan vi lykkes med at skabe en fuldtidskultur på de kommunale arbejdspladser, så viser erfaringerne jo, at lokale løsninger, dialog og samarbejde er vejen frem. Så nu handler det om at få det ud at leve flere steder,« siger hun og tilføjer, at det ikke er en nem opgave at skabe en kulturforandring og ændre praksisser og adfærd, der har eksisteret i mange år.

    »Men det er afgørende for vores velfærdssamfund, at vi tager fat på udfordringen. Og at så mange kommunale arbejdspladser allerede gør en stor indsats og har så gode erfaringer med at gøre det attraktivt og muligt for flere medarbejdere at gå op i tid – det viser, at det går den rigtige vej,« slår udvalgsformanden fast.

    Udvikling i beskæftigelsesgrader på SOSU-området 2017-2025

    Samtidig skal arbejdspladserne huske på, at selv om kulturændringer er krævende, så betaler det sig at dykke ned i trivsel og arbejdsmiljø og tilpasse sig det, de nye generationer kræver af arbejdslivet, mener formand for Forhandlingsfællesskabet og forbundsformand i FOA, Mona Striib.

    »For mindre stress, lavere sygefravær, større arbejdsglæde, bedre fastholdelse og bedre kontinuitet i personalet er blot nogle af de positive effekter, det tit fører med sig,« siger hun og tilføjer:

    »Verden er ikke ændret fra den ene dag til den anden. Men vi har fået gode takter, som vi skal holde fast i, støtte op om og udbrede.«

    I trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår fra 2023 blev der da også fundet finansiering til, at det succesfulde samarbejde ’En fremtid med fuldtid’ kan fortsætte frem til 2027. I samme ombæring blev det aftalt, at alle stillinger på området skal slås op på fuldtid, og at deltidsansatte skal have tilbud om at gå op på fuldtid.

    cirkeldiagram der viser fordelingen mellem ansatte på fuldtid, deltid og timeløn inden for det kommunale ældre- og sundsområde

    I Skanderborg medgiver plejecenterleder Venja Dalby Hansen, at der har været udfordringer – især med at ændre mindsettet.

    »For vi er jo i et fag med årelange traditioner for faste mødetider og at gøre ting på bestemte måder. Så det handler om at være nysgerrig og have mod til at spørge, hvorfor ens medarbejdere ikke arbejder fuldtid? Hvilke barrierer de har? Og om der er noget, vi kan gøre for at strikke en arbejdsplan sammen, så det går op med 37 timer?« siger hun.

    Også i Solrød har Caroline Klenø Nøjgaard, som er leder af Plejecenter Christians Have, en række gode råd.

    »Tag udgangspunkt i medarbejdernes ønsker, vær åben for individuelle løsninger og skab fleksibilitet begge veje. Sørg for at have viden om løn og pension på plads, så folk kan se konsekvenserne sort på hvidt. Og så husk at finde de fyrtårne på arbejdspladsen, som gerne vil fortælle om deres erfaringer med fuldtid,« siger lederen og mener, at netop de gode historier er essentielle:

    »Vores fag er ikke ligefrem kendt som et sted, hvor der deles succeser – men det burde det være. For det er et fantastisk fag, og medarbejderne gør en kæmpe forskel. Og netop de gode historier, tror jeg, skal skabe en positiv kultur. Også omkring fuldtid.«

    Skanderborg og Solrød Kommune har begge været en del af ”En Fremtid med Fuldtid”, hvor KL og Forhandlingsfællesskabet faciliterer workshops om arbejdstid som kan læse mere om her:

    Kontakt

    Redaktør

    Jens Baes-Jørgensen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3328

    E-mail: jjr@kl.dk