Tilflyttende børnefamilier og unge vælgere kan afgøre kommunalvalg
I kommunerne rundt om København og Aarhus er mange af de nye vælgere tilflyttende børnefamilier, mens de store studiebyer tiltrækker nye unge vælgere. En overset faktor i kommunalpolitik, der kan tippe magtbalancen, siger kommunalforsker.

Af Jon Kirketerp Jørgensen
Analyse: Jakob Christian Rafn, KL Analyse & Makro
Over en million vælgere, svarende til 22 procent af vælgerne, skal for første gang sætte et kommunalvalgskryds i deres kommune.
Det er dog langt fra nogen homogen gruppe, da de nye vælgere har meget forskellige demografiske træk, ligesom der er store forskelle kommunerne imellem, viser en ny Momentumanalyse.
I fem kommuner omkring København og Aarhus udgør børnefamilier mellem 40 og 48 procent af de nye vælgere. Det drejer sig om Allerød, Dragør og Egedal i hovedstadsområdet og Skanderborg og Favrskov, der er nabokommuner til Aarhus.
I de store studiebyer, København, Aarhus, Aalborg, Odense og Frederiksberg, er mellem 50 procent og helt op til 66 procent af de nye vælgere under 30 år.
Det er, ifølge Ulrik Kjær, der er professor ved Syddansk Universitet, en overset faktor i kommunalpolitik, og i nogle kommuner medfører det så store demografiske ændringer, at det kan tippe magtbalancen.
»Det er med til at give kommunalvalgene lidt ekstra kolorit, men det er især interessant i de kommuner, hvor ændringer i demografien faktisk kan få en betydning for, hvem der vinder valget,« siger Ulrik Kjær.
Han peger på, at det eksempelvis i de kommuner, hvor mange af de nye vælgere er børnefamilier, kan være med til at ændre vælgerskarens politiske præferencer.
»Hvis det er vælgere, der er flyttet fra de store byer til nabokommunerne, så taler vi måske om vælgere, der for eksempel stemmer LA frem for Venstre eller Enhedslisten frem for Socialdemokratiet. Eller det kan være SF’ere fra storbyen, der flytter til kommuner, der traditionelt har været ledet af borgerlige partier. Så det kan være med til at give nogle forskydninger i valgresultatet,« siger Ulrik Kjær.
Tilsvarende kan tallene i de store byer være udtryk for, at unge vælgere tilflytter, mens ældre vælgere og børnefamilier fraflytter. Også disse demografiske ændringer kan have betydning for valget, som man tidligere har set i for eksempel København og Frederiksberg, hvor hhv. Socialdemokratiet og Konservative har tabt terræn over de seneste valgperioder.
Skal have de rigtige varer på hylderne
En høj grad af tilflytning af et bestemt vælgersegment tvinger også politikerne til at tage bestik af den nye situation, hvis de vil vinde de nye vælgere, forklarer Ulrik Kjær. Unge tilflyttere til de store byer og børnefamilier i omegnskommunerne vil for eksempel ofte efterspørge noget andet end ældre vælgere, forklarer han.
»De unge i de store byer har typisk fokus på emner som boligsituationen og kulturområdet, mens børnefamilierne i omegnskommunerne vil være optagede af daginstitutioner, skoler, offentlig transport og lignende,« siger Ulrik Kjær.
Spørgsmålet er, om kandidaterne til kommunalvalget rent faktisk kan få de nye vælgere til at sætte kryds ved et andet parti, end de tidligere har stemt på. Ulrik Kjær peger på, at der kan være en mulighed for kandidater, som de nye vælgere kan spejle sig i.
»Hvis man kan præsentere sig selv, som en af dem – altså for eksempel en af de tilflyttende børnefamilier – så kan en kandidat potentielt set blive interessant for den vælgergruppe,« siger Ulrik Kjær.
Og selvom de nye vælgere i de fleste kommuner blot udgør omkring en femtedel af alle vælgere, så kan de enkelte vælgergrupper godt være store nok til at få betydning for valgresultatet.
Eksempelvis i Allerød Kommune, hvor 48 procent af de nye vælgere er børnefamilier, udgør denne gruppe samlet set omkring 10 procent af alle vælgerne, ligesom det også er omkring hver tiende vælger i Egedal, Furesø, Rudersdal, Lejre og Skanderborg. I de store studiebyer udgør de nye unge vælgere uden børn over ti procent af den samlede vælgerskare, mens det er helt oppe på over 15 procent på Frederiksberg, i København og Aarhus.
»Det kan godt være, at det kun er en mindre del af de vælgere, der rent faktisk kan flyttes fra et parti til et andet, men i kommuner, hvor valgresultatet er på vippen, der kan de være meget interessante for partierne,« siger Ulrik Kjær.