Kontakt
Ole Smedegaard Rundin Cordsen
Økonomisk Sekretariat
Telefon: +45 3370 3382
E-mail: oco@kl.dk
KL har besvaret en række spørgsmål fra kommunerne om overdragelse af leasingkontrakter og lejeaftaler i forbindelse med sundhedsreformen. Spørgsmålene giver bl.a. overblik over debitorskifte og håndtering af eksisterende aftaler.
Det gælder efter overgangslovens § 141, stk. 1, at aktiver, passiver, rettigheder og pligter, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til sundhedsopgaver, der overføres fra kommuner til regioner, som udgangspunkt skal overføres fra kommunerne til regionen den 1. januar 2027.
Det fremgår af bemærkningerne til overgangslovens § 141, stk. 1, ”at den region, som overtager en opgave, vil indtræde som ejer af bygninger og andre aktiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af den pågældende opgave, og som hidtil har været ejet af den kommune, hvorfra den pågældende opgave overføres. Den region, der overtager en opgave, vil endvidere indtræde som debitor i forhold til lån og andre passiver, herunder garantiforpligtelser, der er optaget af den kommune, hvorfra opgaven overføres, hvis lånet m.v. udelukkende er optaget i forbindelse med varetagelsen af den pågældende opgave. Bestemmelsen vil således indebære, at kreditorerne i forhold til den kommune, hvorfra opgaven overføres, ikke kan opsige det pågældende mellemværende alene som følge af debitorskiftet.”
Det følger af ovenstående, at kreditor forpligtes til at acceptere, at regionen indtræder som debitor, og at kommunen ikke længere er debitor, samt at kreditor ikke alene som følge som følge af debitorskiftet kan opsige mellemværendet. Kreditor skal således tåle et debitorskifte ved overdragelse af leasingkontrakter (eller lejeaftaler) fra kommuner til regioner.